'Penetrator-Chris' sigter mod Hollywood: Jeg gad godt spille ham fyren fra Titanic

21-årige Herman Tømmeraas blev verdenskendt for sin rolle som 'Penetrator-Chris' i den norske tv-succes 'Skam'. Nu er han klar med sin egen serie.

- Penetrator-Chris, angriiiib!

Ordren kom fra hans overordnede, da skuespiller Herman Tømmeraas tilbragte et år i den norske livgarde for at få en pause fra den succesfulde norske tv-serie 'Skam' - og ikke mindst sin rolle som den dameelskende player 'Penetrator-Chris'. Den sidste del gik ikke helt efter planen.

For når man medvirker i det, der viser sig at blive en tv-sensation af en ungdomsserie, der ikke bare er vist med stor succes i hele Skandinavien, men også solgt til lande som USA, Frankrig og Italien, så kan det være svært at undslippe sig den karakter, man spiller.

Især når man hedder 'Penetrator-Chris'. Selv i militæret.

- Jeg prøvede at komme af med kælenavnet 'Penetrator-Chris', da jeg kom ind i militæret. Det var ligesom planen. Men jeg blev kaldt det af sergenterne, forklarer Herman Tømmeraas, mens han sender et opgivende smil.

Lampen lyser rødt og Herman Tømmeraas er live i Go' Morgen P3 fra DR Byen i København (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Han er på lynvisit i Danmark for at tale om sin nye serie, hvor han ikke blot har hovedrollen, men også er producer. Serien hedder ’Semester’.

Efter interviews er der også lige tid til at sende en videohilsen til den danske Skam-fanside på Facebook; Kosegruppa DK (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Selvom det er den nye serie, der har fået ham på et fly fra Oslo til Danmark en tidlig tirsdag morgen, så kommer han ikke udenom at skulle forholde sig til den rolle, der vendte op og ned på hans liv og karriere. For ligesom i militæret, så hænger rollen som den frække føkkboy 'Penetrator-Chris' ved. Rollen, der resulterede i massive mængder fanbreve og sågar frierier. Rollen, som har været medvirkende til, at han i skrivende stund har 1,7 millioner følgere på Instagram.

- Da jeg var 13 år, var jeg med i en norsk tv-produktion, som var ret stor (tv-serien 'Stikk', red.). Og den gik helt okay. Så var jeg med i 'Skam', som var en meget lille produktion, og det gik veldig bra. Så ’Skam’ har lært mig, at man kan ikke forudse, hvordan det kommer til at gå. Man må tage alle de tilbud, man får, alvorligt og se på deres udgangspunkt – og så stole på sig selv og arbejde hårdt for at få det til at fungere.

Serien har også givet ham det skub, han manglede for at turde satse på drømmen om at blive skuespiller:

- Jeg har været skuespiller, siden jeg var syv år. Og det har altid været dét, jeg gerne ville være, når jeg blev stor. Men fra jeg var 13 år, og til jeg som 18 år gik til casting på ’Skam’, havde jeg ingen roller. Det er lang tid. Så jeg tænkte lidt, at castingen til 'Skam' var sidste forsøg. Og så fik jeg rollen, hvilket jo var fantastisk.

At posere foran et kamera er ikke nyt for Herman Tømmeraas. På hans egen Instagram-profil, @hermantommeraas, arbejder han sammen med fotografer for at få taget de bedste billeder af sig selv til profilen. En profil, der med sine 1,7 millioner følgere, har åbnet en verden af muligheder for den 21-årige skuespiller. (Foto: FrederikHøjfeldt Nielsen © dr)

Men 'Skam' og nu 'Semester'er kun starten. For hvis det står til Herman Tømmeraas selv, så er eventyret først lige begyndt.

- Min drøm er at komme lidt ud af Norge. At bo i udlandet i en periode. At få nogle internationale kontakter, som gør det muligt at gå til auditions på nogle andre typer film og roller, end dem, der er tilgængelige i Norge. Om det så er gyserfilm, romantiske film eller actionfilm, det betyder ikke så meget. Jeg vil gerne prøve det hele.

Danmark er andet stop i promotiontouren for Herman Tømmeraas' nye serie 'Semester'. Serien er også solgt til Sverige, hvor han netop har promoveret serien. Men mere overraskende er serien også solgt til Kina, som Herman Tømmeraas håber at kunne besøge i løbet af 2019. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Herman Tømmeraas nøjes ikke med at dagdrømme. Han gør også noget ved det. Derfor tager han direkte fra DR til lufthavnen den iskolde morgen i november, hvorfra han sætter kursen mod Los Angeles:

- Jeg skal mødes med nogle agenter og folk fra filmbranchen, tage nogle billeder - og også holde lidt ferie inden jul.

Spørger man ind til hvilke drømmeroller, han ville ønske, han selv havde spillet, så sigter han også direkte mod nogle af de største mandlige stjerner, Hollywood har produceret de seneste årtier:

- Brad Pitts rolle ‘World War Z’ er super sej. Det er en kæmpe stor zombiefilm, hvor han er helten - det kunne være gøy (sjovt, red) at spille, siger Herman Tømmeraas, mens øjnene lyser op i ægte begejstring over Hollywood-stjernenes helterolle.

- Eller at spille ham fyren i 'Titanic'. Noget episk og stort, griner han i sofaen.

Facebook
Twitter