Penge er en rus - og en rus giver tømmermænd

Martin Scorsese er i fineste form i en kulsort energirig komedie om Wall Streets dekadence.

'Det var min første dag i min fremtid som verdens kejser' jubler Leonardo DiCaprio, mens han stiger ind i en elevator for at drøne opad i graderne. Den sætning, den opsætning, det øjeblik, den elevator, den skuespiller, den energi, er så ren Martin Scorsese, som noget kan være.

Selve sætningen er muligvis et venligt nik til en anden instruktør, James Cameron, som satte DiCaprio til at råbe de ikoniske ord 'I'm king of the world' i 'Titanic, men hvis nogen instruktør i amerikansk film er eksperter i mænd, der forsøger at erobre verden i en eller anden form for energiudladning og rus, er det Martin Scorsese.

Storhedsvanviddet lige tilbage i sylten

Travis Bickle, Jake LaMotta, Howard Hughes, Henry Hill, Vincent Lauria og Rupert Pupkin er alle navnene på unge mænd, der har drømt om succes, og som har fået storhedsvanviddet lige tilbage i sylten i Scorseses adrenalinpumpende univers i 'Taxi Driver', 'Raging Bull', 'The Aviator', 'Goodfellas', 'Det handler om penge' og 'King of Comedy'.

Jordan Belfort i 'The Wolf of Wall Street' er endnu en af slagsen, en ung knøs, der drømmer den amerikanske drøm, som oplever den, lever den som en kejser i en rus og bagefter må leve med tømmermændene.

Luksus, ludere, narko, sprut

Det er den sandfærdige historie om børsspekulanten Jordan Belfort, der skabte en formue i lyntempo i 1990'erne gennem sit mæglerfirma Stratton Oakmont, og som levede et heftigt liv i luksus, ludere, narko, sprut og almindelig hedonisme, inden han blev arresteret og sendt i fængsel i 1998.

De oplevelser nedfældede han i sine to selvbiografer 'The Wolf of Wall Street' og 'Catching the Wolf of Wall Street' og i hænderne på Scorsese, en sand mester i at hudflette og endevende den amerikanske drøm, er den selvbiografi blevet til meget mere end bare historien om en ung mand med ambitioner.

Det er et tvetydigt og dobbeltsidet billede på den amerikanske folkesjæl, som den ser ud i de her år - før, under og efter finanskrisen, der udstillede den afgrundsdybe grådighed på børsmarkedet. Og så er det - ikke mindst - en fabelagtig veloplagt energibombe af en sort komedie - velturneret, velspillet og velkomponeret ned i enhver detalje.

Provokerer til flere sider

Scorsese er blevet beskyldt for at forherlige børsspekulanter i 'The Wolf of Wall Street'. Det er ikke helt forkert. Eller rettere: Scorsese og hans aldeles veloplagte manuskriptforfatter, Terence Winter, er betydeligt mere nuancerede end som så.

De er præcis så nuancerede og dobbeltsidede, at 'The Wolf of Wall Street' ikke kan undgå at provokere til flere sider, når latterbrølene har lagt sig.

Stjæler fra de rige og bruger rovet på piller og fisse

Naturligvis har Scorsese og Winter ikke skabt en hyldest til børsspekulanter, der malker godtroende fjolser og lever et liv i overgearet amoral. De løfter heller ingen socialt bevidst pegefingre mod finansverdenen ved at vise medlidenhed med de mennesker, Belfort snød og udnyttede undervejs.

De konstaterer, at drømmen om at bade i penge er et grundlæggende fundament i USA. Belfort er lige så meget en dekadent kejser i et romersk imperium, der er ved at gå under, som han er en slags Robin Hood, der stjæler fra de rige og bruger rovet på piller og fisse. Men som den elegante slutscene i filmen understreger, er Belfort bare én af de mest succesrige ud af millioner af amerikanere.

Firmaets kontor bliver stormet af FBI

Undervejs beretter Belfort om en kvinde, han reddede ud af en røvsyg daglig kamp for at overleve ved at gøre hende til børsmægler i sit Stratton Oakmont. Da firmaets kontor bliver stormet af FBI, er det til tonerne af Lemonheads punkede udgave af Simon & Garfunkels tvetydige hit, 'Mrs Robinson', hvis tekst sværmer nostalgisk om amerikanerne og amerikansk historie og kultur.

Det søde Liv

Det er kort sagt et splittet USA, Scorsese præsenterer med 'The Wolf of Wall Street', et land hvis indbyggere drømmer om det søde liv, og som konstant kommer i konflikt med lov, moral og - nok så vigtigt - med deres egen selvrespekt i jagten på succes.

Der er ingen nemme løsninger, ingen bekvemt løftede pegefingre i 'The Wolf of Wall Street', men et nænsomt nuanceret portræt af USA i dag - samtidig med at Scorsese og Winter får vist med al klarhed, hvor berusende naturligt og menneskeligt det er at stræbe efter penge, og hvor naturligt den stræben langsomt får al menneskelighed til at smuldre.

Scorsese i suveræn form

Det er i det hele taget Scorsese i suveræn form uden de gamle velafprøvede tricks, han har for vane at hive frem, når han beskriver de amerikanske drømmere i gangsterverdenen, men med et imponerende arsenal af jokes og overdådigt vanvid.

Leonardo DiCaprio ser ud som om, hele hans karriere har været én lang opvarmning til rollen som Belfort, der det ene øjeblik vælter rundt i en rallende rus, det næste øjeblik skændes skingert med sin kone, og som pludselig taler jovialt og selvironisk med publikum.

kokain og to daglige onani-sessioner

Imponerende nok er resten af den tre timer lange film ligeså veloplagt. Matthew McConaughey har en af de roller, som kan gå direkte over i filmhistorien som en børsmægler, der skøjter ubekymret af sted på kokain og to daglige onani-sessioner.

Jonah Hills er både rørende og ufattelig morsom som tyksakken og taberen, der triller med på Belforts vanvittige rus. Men det mest imponerende er filmens rytme, der uden døde huller og kedelige passager veksler mellem lange samtaler og hurtige adrenalin-sparkende eksplosioner.

Gamle tricks fra hans gangsterfilm

Efter 50 år i filmbranchen og i en alder af 71 år formår Martin Scorsese at opsummere det bedste i hans enestående energiske filmsprog, flytte de gamle tricks fra hans gangsterfilm over i komediegenren og samtidig skabe et af de mest fascinerende og spændende portrætter af USA i nyere amerikansk film.

'The Wolf of Wall Street' får dansk premiere torsdag den 9. januar

Facebook
Twitter