Peter Mygind headhuntet af Oscar-vinder til hypet film: 'Jeg brød grædende sammen'

Et helt unikt sammenhold på julefilmen 'Last Christmas' rørte den danske skuespiller til tårer.

Tårerne triller ned ad kinderne på Peter Mygind.

Han er i færd med at se en videooptagelse, hvor nogle kolleger fortæller, hvordan det har været at arbejde sammen med ham i årets mest hypede julefilm 'Last Christmas', der har dansk biografpremiere i morgen, torsdag.

Og kollegerne er ikke hvem som helst. Der er nemlig tale om den dobbelte Oscar-vinder Emma Thompson, Emilia Clarke fra 'Game of Thrones' og Michelle Yeoh fra 'Tiger på spring, drage i skjul'.

Kvinder, han for lidt over et år siden aldrig havde forestillet sig at skulle arbejde med. Nu står de der og roser ham i vilden sky og fortæller, hvor skønt det har været at arbejde sammen med ham.

Peter Mygind tænker tilbage på den helt fantastiske måned, de havde sammen i London under indspilningerne sidste år, hvor dagligdagen var fyldt med kram og en kærlig tone. Og så kommer glædestårerne bare væltende.

Episoden fandt sted i sidste måned, men Peter Mygind bliver stadig bevæget, når han tænker tilbage på alle de rosende ord, han fik.

- Jeg brød grædende sammen. De sagde så pæne ting om mig. Det er så sjældent, vi roser hinanden i den her branche - jeg kan nærmest ikke huske en kollega eller instruktør, der har rost mig før, siger den 56-årige skuespiller, som har medvirket i et hav af danske film og tv-serier som 'Flammen & Citronen', 'Nikolaj og Julie', 'Riget' og 'Borgen'.

'Nikolaj og Julie', med Peter Mygind og Sofie Gråbøl i hovedrollerne, blev en kæmpe succes på DR og vandt i 2003 en Emmy i New York for 'Bedste Dramaserie'. (Foto: BENT MIDSTRUP © Scanpix)

Denne gang prøver han kræfter med en julefilm i feel-good-genren; tænk 'Love Actually' tilsat Whams gigantiske julehit af samme navn.

Ideen har været undervejs i næsten ti år, men blev af tragiske årsager forsinket, da George Michael døde i 2016, mens han var i gang med at arbejde på filmen med Emma Thompson.

Han efterlod sig dog en sidste sang, 'This Is How (We Want You to Get High)', som netop er blevet udgivet i forbindelse med julefilmen.

Hør George Michaels nye single her, mens du læser videre:

Rollen som 'The Dane' er samtidig Peter Myginds store gennembrud på det internationale lærred. Her spiller han en dansker, der forvilder sig ind i en julebutik i London, hvor Emilia Clarke arbejder, og bliver lynende forelsket i ejeren af butikken, spillet af Michelle Yeoh.

I 'Last Christmas' spiller Peter Mygind primært over for Michelle Yeoh, der fik sit internationale gennembrud som Bond-pige i 'Tomorrow Never Dies' fra 1997. Siden har hun medvirket i populære film som 'Tiger på spring, drage i skjul', 'Guardians of the Galaxy 2' og 'Crazy Rich Asians'. (© Universal Studios)

'Emma Thompson elsker dig'

For at forstå hvordan i alverden Peter Mygind er havnet i en julefilm med et Hollywood-budget og George Michael-musik, spoler vi lige tiden et år tilbage til november 2018.

Peter Mygind var på arbejde i Hamborg, hvor han var i gang med at indspille en tysk serie, da han fik et opkald fra sin danske agent.

Agenten havde gode nyheder til ham.

- Emma Thompson har skrevet en julefilm med sange fra George Michael, og de leder efter en høj, charmerende dansker. Det er lige dig, Mygind!, lød det begejstret til den 192 centimeter høje skuespiller.

Peter Mygind fløj straks hjem til Danmark for at lave en casting. Det foregik hjemme hos ham selv en lørdag, hvor han fik sin kone Lise til at spille Michelle Yeohs rolle, mens hans 21-årige søn instruerede og filmede med mobilen.

To dage efter, midt i frokostpausen på settet i Hamborg, fik han et opkald fra agenten.

- Emma Thompson har lige set din video. Hun elsker dig og vil have dig, og du skal flyve til kostumeprøve i London.

Han var blevet håndplukket af selveste Emma Thompson til rollen.

- Så råbte jeg det ud til hele det tyske hold. Jeg var helt vild, fortæller han.

Kollegaerne fra 'Last Christmas'. Fra venstre: Emma Thompson, Michelle Yeoh, Emilia Clarke, Henry Golding og instruktør Paul Feig. (Foto: ANGELA WEISS © Ritzau Scanpix/AFP)

Kram og kærlighed blandt skuespillerne

Ti dage senere tjekkede han ind på et luksushotel i London og blev kørt til og fra filmsettet i limousine. Noget lidt andet end de forhold, man som skuespiller arbejder under herhjemme. Lønmæssigt var det også en opgradering.

- Jeg kan ikke sige, hvad jeg får, men lønnen er bedre end i Danmark, på trods af at jeg er et totalt no name ude i verden, siger han og tilføjer:

- Men jeg havde nærmest gjort det gratis, fordi jeg er så taknemmelig over at få lov at arbejde med de her mennesker.

Han havde ellers forberedt sig psykisk på, at ingen ville tale med ham, fordi ingen kendte ham. Det er nemlig sket tidligere.

- Jeg har før mødt andre store skuespillere, som nærmest ikke kunne sige hej til én, som han siger.

Men her oplevede han det stik modsatte.

- Da jeg mødte op første dag, som ofte kan være lidt akavet, fik jeg en krammer af Emilia Clarke. Hun hilste og var skidesød, fortæller han.

Senere, da han sad i sminken, blev der pludselig råbt 'Peter Mygind!'. Det var Emma Thompson, som løb over og krammede ham. 'Thank you for being here', lød det fra den dobbelte Oscar-vinder.

- Det var så overvældende. Jeg blev tryg lige dér. Al nervøsitet og frygt og angst for, om jeg overhovedet var god nok til filmen, forsvandt, siger han.

Peter Myginds mange år i skuespillerfaget har lært ham, at et godt arbejdsklima ikke er en selvfølge. Tværtimod.

- Jeg har oplevet det hele. Folk, der ikke har talt til mig i to måneder på en teaterproduktion, eller hvor man får at vide 'hvad fanden er det for noget lort, du laver på scenen', efterfulgt af tavshed, siger han.

Sang til afslutningsfesten

Til afslutningsfesten på filmen, da optagelserne var slut i januar, dansede Peter Mygind med Emma Thompson og de andre i fire timer, hvorefter han gik spontant op til dj'en og bad om mikrofonen. Så stillede han sig op på scenen foran alle og sang 'Love Is in the Air'.

- Jeg kan love dig for, at jeg aldrig havde stået deroppe, hvis det ikke havde føltes så trygt, som han siger.

Dagen efter festen fik Peter Mygind en sms. Den var fra Emma Thompson, som takkede ham for en god fest og for hans sang.

'We love you', sluttede hun af.

- Hvilket menneske har overskud til det? Jeg er simpelthen så lykkelig og taknemmelig for, at det her skulle blive min første oplevelse med en stor, international film.

'Last Christmas' kan ses i biografen fra torsdag den 14. november.

Ud over at være aktuel i 'Last Christmas' er Peter Mygind i øjeblikket i gang med indspilningerne til den kommende TV2-serie 'The Summerdahl Murders', hvor han spiller hovedrollen som politichefen Dan Sommerdahl. (© Universal Studios)