Peter står bag årets nye DR-julekalender – og han har skruet helt ned for nisserne

Jeg prøver at møde børnene i øjenhøjde og tage dem alvorligt, siger julekalenderinstruktør Peter Gornstein.

Peter Gornstein har instrueret og skrevet årets julekalender 'Theo og den magiske talisman'. (Foto: Martin Sylvest og Ulrik Boel Bentzen © Scanpix og DR)

Du kommer til at kigge langt efter både julemænd og nisser i ’Theo og den magiske talisman’, der er årets nye julekalender for hele familien.

I stedet bliver der sat fokus på store følelser som sorg, tab og venskab i DR’s julekalender, der har premiere i aften på DR1.

En af hovedforfatterne bag historien – og instruktør på alle 24 afsnit – er Peter Gornstein.

- Jeg synes, det er dejligt, at public service tør rumme det, frem for bare at skrue op for nissebarometret igen, siger Peter Gornstein og forsikrer:

- Der er masser af jul og masser af hygge i den her julekalender, men vi prøver også at komme med noget andet end bare almindelig julehygge. Vi vil gerne fortælle et moderne juleeventyr for hele familien.

I 'Theo og den magiske talisman' maler drengen Theo sammen med sin morfar en magisk verden, som de kalder Thannanaya. Det er der, Theo rejser hen for at få sin morfar tilbage. (Foto: Ulrik Boel Bentzen © dr)

'Theo og den magiske talisman' handler om drengen Theo, der er bedste venner med sin morfar Harald. Men da morfaren bliver alvorligt syg op til jul, rejser Theo ind i den magiske verden Thannanaya for at få sin morfar tilbage.

Det handler med andre ord om alt andet end julemanden, rensdyr og udbringning af julegaver, men det alvorlige emne, der gemmer sig i eventyret, har på intet tidspunkt fået Peter Gornstein til at ryste på hånden.

- Jeg tror, at børn er super skarpe, så jeg er gået til det, ligesom jeg går til det, når mine egne børn spørger om store emner som meningen med livet og ’skal jeg også dø en dag, far?’ Jeg prøver at møde børnene i øjenhøjde og tage dem alvorligt.

Både en forbandelse og velsignelse

Peter Gornstein har tidligere arbejdet med så forskellige ting som reklamefilm, kortfilm og computerspil, heriblandt det voldelige og ikke mindst voldsomt populære spil ’Hitman’. Julekalenderformatet var derimod helt nyt for instruktøren, og det har udfordret den erfarne filmmand.

- Når man har så fast et format, er det jo på en måde både en forbandelse og en velsignelse. Du har nogle helt faste rammer, som du ved, du skal overholde. Du ved, at du starter den 1. december og slutter den 24. og du ved, at det skal blive jul til sidst. Så banen er ligesom kridtet op.

- En julekalender er måske ikke det mest prestigefyldte projekt, man kan lave, men så er det jo fedt at få lov til at udfordre formatet, tilføjer Peter Gornstein.

Theo og veninden Simone, der spilles af Kian Lawson-Khalili og Safina Coster-Waldau, rejser til den magiske verden Thannanaya - men det er ikke uden forhindringer. (Foto: Ulrik Boel Bentzen © dr)

Han husker selv, hvordan han han sad begejstret foran fjernsynet som barn, når årets julekalender trillede over skærmen – dengang hvor DR havde monopol herhjemme og man viste pausefisk, når der ikke var programmer på tv.

- Dengang glædede man sig til at se 'Muppet Show' én gang om ugen og julekalender én gang om året. Så på den måde har julekalenderen også betydet noget for mig, og det var noget, jeg fulgte hvert år.

Selv i dag, hvor andre tv-kanaler og diverse streamingtjenester kæmper om vores opmærksomhed, er en julekalender sikker på at nå ud til rigtig mange danskere.

- Man kan jo aldrig spå, om noget bliver et hit eller ej, men for omkring 300.000 børn bliver det i hvert fald deres julekalender og noget, de måske vil huske. Det er selvfølgelig et kæmpe ansvar, men også noget, som jeg er utroligt stolt over at kunne kigge tilbage på, siger Peter Gornstein.

Er der noget særligt, du glæder dig til, når den bliver sendt?

- Lige nu glæder jeg mig til at kunne læne mig lidt tilbage – jeg har kørt med 120 km i timen de sidste to år. Så det bliver underligt at sige farvel til projektet, men det bliver også med stor glæde og en smule vemod.

Du kan følge Theos eventyrlige rejse i ’Theo og den magiske talisman’ hver aften kl. 19.30 frem til juleaften på DR1.

Theo har svært ved at få venner i skolen, men det ændrer sig, da Simone bliver en del af hans skoleklasse. Her ses de under et Luciaoptog. (Foto: Ulrik Boel Bentzen © dr)
Facebook
Twitter