Pinlighederne står i kø: Kontroversiel komiker når nye højder med tåkrummende satire

Sacha Baron Cohen har med 'Who is America?' skubbet de etiske grænser inden for komik, mener serieekspert.

'Who is America?' har skabt røre i USA, fordi komikeren Sacha Baron Cohen klæder sig ud og snyder politikere og andre amerikanere. Til venstre ses Philip Van Cleave, der er fortaler for amerikanernes ret til våben. (Foto: Collage © Showtime og HBO Nordic)

Han har narret den ene amerikanske politiker efter den anden i sit satire-program 'Who Is America?' – under stor mediebevågenhed.

I mandags fik vi så det syvende og sidste afsnit af serien – der kan ses på HBO Nordic – hvor komikeren Sacha Baron Cohen i fuld udklædning narrer intetanende amerikanske politikere. Reaktionerne har i den grad været blandede, og programmet er både blevet hyldet og udskældt.

'Who Is America?' har for eksempel fået politikeren Jason Spencer til at trække sig tilbage, efter han råbte racistiske udtryk, og andre fremtrædende politikere har været nødsagede til at sætte gang i PR-maskineriet for at redde sig ud af Cohens bagholdsangreb.

En ting har alle Cohens sketches til fælles; interviewpersonerne tror, at de snakker med en person, som faktisk slet ikke eksisterer.

Cohen laver komikkens svar på det, man i amerikansk politiøjemed kalder for entrapment – altså at lokke folk i fælden ved fx at udgive sig for at være en del af det kriminelle miljø og opfordre til kriminalitet for derefter at straffe vedkommende.

Okay, det er måske en overdramatisk sammenligning, men ikke desto mindre kan det til tider være svært at vurdere, hvornår en komiker i forklædning går over grænsen. Specielt når det har store konsekvenser for de medvirkende, der uvidende lader sig trække rundt i manegen af en snedig komiker med overlegent intellekt.

Ikke desto mindre er det underholdende, og er det ikke altid vigtigt, at politikere og andre magthavere bliver holdt lidt i ørerne? Jo da! Så her kommer et bud på fem komikere, der ligesom Sacha Baron Cohen mestrer at forsvinde ind i en rolle og skubbe grænserne for, hvor langt en komiker kan gå.

Nathan Fielder foreslår en kaffebar at ændre navn til Dumb Starbucks i et af de mest kendte afsnit af 'Nathan For You'. (Foto: Dan R. Krauss © Getty Images)

Nathan Fielder

Fielder, der er medforfatter og instruktør på flere afsnit af 'Who Is America?', er endnu ikke kendt i Danmark, da hans satireshow ’Nathan For You’ ikke er tilgængeligt herhjemme.

I USA har han dog gjort sig yderst bemærket, da han i rollen som falsk marketing-ekspert i sit program narrer både virksomhedsejere og de amerikanske medier.

Mest kendt er nok det afsnit, hvor Fielder hjælper en lille kaffebar, der havde svært ved at få tingene til at løbe rundt. Den altid kreative Fielder foreslår, at de – under påskud at være en parodi på Starbucks – ændrer kaffebarens navn til Dumb Starbucks.

Ved at parodiere Starbucks er man som komiker beskyttet af loven og bør derfor ikke kunne blive sagsøgt og anklaget for at være en kopi.

Afsnittet fik enorm medieopmærksomhed i USA, og selvom det kom frem, at Starbucks-kopien blot var en tv-prank, overvejede Starbucks længe, om de skulle sagsøge Comedy Central, som står bag ’Nathan For You’.

Det skete dog aldrig, og Fielder har narret alt og alle lige siden.

Kristoffer Eriksen (t.v.) og Jesper Juhl (t.h.) lavede sammen satireprogrammet 'Absurdistan', som bl.a. fuppede TV 2 Lorry. (© dr)

Kristoffer Eriksen

Den anerkendte journalist og radio/tv-vært Kristoffer Eriksen har aldrig været bleg for tage røven på alt og alle, mest bemærkelsesværdigt i DR-programmet 'Absurdistan', hvor han sammen med kollegaen Jesper Juhl fik hele mediebranchen til at ryste i bukserne.

Det mest legendariske indslag er dog Kristoffer Eriksens besøg i regionalprogrammet Lorry, hvor han, under påskud af at være ejer af en ny natklub ved navn Eye Candy for exceptionelt lækre mennesker, tog fusen på både Lorry-værten og seerne.

Klippet er i verdensklasse (og kan ses her), og det er beundringsværdigt, hvor godt Eriksen holder masken og benhårdt kører den usympatiske persona helt derud, hvor man griber efter en sofapude at mase sit ansigt ind i.

Stephen Colbert spillede i årevis ærkerepublikansk, inden han brød med sin højreorienterede persona i 'The Late Show'. (Foto: Scott Kowalchyk/CBS © Getty Images)

Stephen Colbert

I årevis var mange i tvivl om, hvorvidt den amerikanske komiker Stephen Colbert oprigtigt var lige så republikansk, som han foregav at være i 'The Tonight Show'.

Med tiden blev det klart, at det var en rolle, som blev spillet fuldt ud, og at hans kærlighed til Fox News og nyhedsoplæseren Bill O’Reilly udelukkende var ironisk.

Colbert var også et fantastisk friskt pust i 'The Daily Show' og evnede på sin egen måde at skabe balance i Jon Stewarts ellers så politisk korrekte univers. De to står stadig som late show-verdenens svar på Batman og Robin.

Colbert fortsatte sin karakter i en endnu mere ekstrem version, da han fik sit eget show 'The Colbert Report' som en spin-off til 'The Daily Show'. Først da han overtog David Lettermans 'The Late Show' brød han endeligt med sin højreorienterede persona.

Andy Kaufman blev kendt for sin utilregnelige og uigennemskuelige komik. (Foto: Michael Ochs Archives © Getty Images)

Andy Kaufman

Kongen af den utilregnelige, mystiske og uigennemskuelige komik er og bliver Andy Kaufman, som ikke bare forsøgte at snyde seere eller interviewofre, men med en hel del succes gik efter at narre hele verden.

Købte man billet til Kaufmans standup i 1980’erne, risikerede man at hans alter ego, den brovtne Tony Clifton, mødte op i stedet, og regnede man med, at Kaufman måske alligevel ville overtage scenen, så tog man fejl.

Mest berømt er Kaufmans optræden hos David Letterman, og det var her, at hans legendariske fejde med wrestleren Jerry 'The King' Lawler nåede nye højder, efter de havde haft flere wrestlingkampe mod hinanden.

I interviewet hos Letterman har Kaufman en krave om halsen på grund af en skade, som wrestleren Jerry Lawler havde forårsaget – men ingen vidste, om det var rigtigt eller blot en af Kaufmans mange løgne.

Da et skænderi imellem de to begynder at udfolde sig i Lettermans sofa og kulminerer i, at Lawler slår Kaufman i gulvet, troede de fleste, at det var ægte. Kaufman råbte og skreg efterfølgende ad Lawler og for rasende ud af tv-studiet, hvilket resulterede i et legendarisk øjeblik i komikkens historie.

Selv da Kaufman som blot 35-årig tragisk døde af lungekræft, spekulerede folk i, om han i virkeligheden iscenesatte sin egen død som den ultimative joke. Det var desværre ikke tilfældet, og verden mistede alt for tidligt en pioner inden for komik.

Jamie Kennedy lavede vanvittige sketches i absurde kostumer i sit prank-show 'The Jamie Kennedy Experience'. (Foto: Michael Schwartz/WireImage © Getty Images)

Jamie Kennedy

Denne komiker var på toppen i 90’erne og starten af 00'erne med en fremtrædende rolle i 'Scream'-filmene og sit helt eget prank-show 'The Jamie Kennedy Experience'.

Kennedy scorer måske ikke højt på det intellektuelle plan, og han blegner lidt i det fine selskab på denne liste, men ikke desto mindre må man tage hatten af for hans vilde sketches, hvor han i den ene vanvittige udklædning efter den anden fik folk med på så godt som hvad som helst.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk