Pinligt! Nattens Oscar-fest er ramt af skandaler - inden den overhovedet er begyndt

Ledelsen bag Oscar-festen har formået at jokke alle over tæerne i et forsøg på at forny sig selv, mener ekspert.

- Der er tydelige tegn på, at arrangørerne ikke rigtig ved, hvem publikummet er, og at man bare forsøger at lytte til alle uden at afprøve nogen af de nye tiltag, fortæller serieekspert om Oscar-showet, der løber af stablen i aften. (© Scanpix)

Perfekt duck face, store kjoler og velkæmmet hår.

Når spidserne i Hollywood i nat dansk tid byder hele verden til Oscar-fest, så kommer alt angiveligt til at se ud, som om det hele klapper.

Men i de seneste måneder har de internationale medier været proppet med den ene Oscar-skandale efter den anden.

Frederik Dirks Gottlieb, der er vært på podcastene 'Serierådet' og 'Binge', kommer her med fem pinligheder, der har ramt dette års Oscar-show, inden det overhovedet er begyndt.

Til sidst kommer han med et bud på, hvordan det ellers hædrede show i fremtiden kan stå selv uden at vakle.

1

Umuligt at finde en vært

Kevin Hart endte med at trække sig fra sin værtsrolle efter et homofobisk tweet. Man har endnu ikke fundet en ny vært. (© ANGELA WEISS/Scanpix)

- Ligesom Oscar-showet er et springbræt for at fremme en aktivistisk sag, så er værten det i den grad også. Som vært bliver man finkæmmet med tættekam, indtil nogen finder noget smuds om en.

- Oscarakademiet havde ellers fundet Kevin Hart, der på papiret var det bedste i disse tider: Han er en populær komiker, ung, og han er afroamerikaner. Men så finder nogen et homofobisk tweet, hvor han forsøger at være sjov ved at skrive, at hvis han kan forhindre sin søn i at blive homoseksuel, så vil han gøre det.

- Kevin Hart ender med at trække sig, og det lykkedes ikke at finde en ny vært – måske fordi alle andre frygter at få samme behandling.

- Der går dog et rygte om, at Whoopi Goldberg i al hemmelighed forbereder sig på at agere vært. Om det holder vand, må vi vente med at se. Den officielle melding er stadig, at showet er værtsløst.

- Værtsjobbet er heller ikke det mest attraktive. Lønnen er forholdsvis lav, det er ret stressfyldt, og man står midt i orkanens øje. Og hvornår har nogen egentlig sagt noget positivt om en Oscar-vært sidst?

2

Ingen dækning af fire vigtige priser

Lee Smith vandt prisen for bedste klipning sidste år for filmen 'Dunkirk'. (© Paul Buck/Scanpix)

- I jagten på at gøre Oscar-showet mere ungt, valgte man i et desperat forsøg at lade være med at transmittere fire ellers vigtige priser – heriblandt 'Bedste filmfotograf' og 'Bedste klipning', som er essentielle.

- Stort set hele filmbranchen valgte at reagere ekstremt negativt på det, og man endte med at trække i land igen, så priserne alligevel kommer med i showet. Problemet er, at særligt prisen for bedste klipning og bedste fotograf er vigtige for, hvordan filmen kommer til at se ud.

- Desuden er der også mange andre dele, som man med fordel kunne korte ned på i stedet. Eksempelvis ved den røde løber, hvor en eller anden plastikopereret vært stiller hjernedøde spørgsmål til skuespillerne.

3

Forsøgte at lave ny pris

Den nye pris 'Bedste populære film' blev lavet til at rumme de brede mainstream-film, men idéen er efter kritik blevet sløjfet. (© Don Emmert/Scanpix)

- Det kan lyde som et deja-vu, men det er det ikke. I et andet desperat forsøg på at gøre showet yngre, introducerede man prisen 'Bedste populære film', der skulle rumme de brede mainstream-film, som akademiet normalt ikke forelsker sig i. Ideen blev mødt af et rasende stormvejr, og planerne om den nye kategori blev sløjfet.

- Kritikpunkterne var der flere af. Nogle kaldte prisen for overfladisk og vag, for hvor meget skulle der til for at kalde en film populær? Og kunne en film fra den nye kategori så også være med i kategorien for 'Bedste film'?

4

Bliver Lady Gaga favoriseret?

Lady Gaga udtalte, at hverken hun eller Bradley Cooper ville spille, hvis andre musikere fra kategorien 'Bedste sang' blev ekskluderet. (© Lucy Nicholson/Scanpix)

- Det blev meldt ud, at kun Lady Gaga og Kendrick Lamar skal spille under showet. Begge er nomineret til prisen for 'Bedste sang', men noget tydede på, at de andre nominerede i kategorien ikke skulle optræde.

- Senere meldte Lady Gaga ud, at hverken hun eller Bradley Cooper ville spille, hvis andre blev ekskluderet. De seneste rygter lyder dog, at alle får lov til at spille under showet, men at Kendrick Lamar angiveligt på grund af tid og logistiske forhold ikke kan medvirke.

- Der er altid været problemer med den kategori, fordi det ofte er sange, som sjældent er et hit på streamingtjenesterne.

- Man forstår godt, at arrangørerne gerne vil lokke seere til ved at få Lady Gaga og Kendrick Lamar på scenen, men det at blive beskyldt for at favorisere har aldrig været godt.

5

Sidste års prisvindere er for gamle

Allison Janney, der sidste år vandt prisen for 'Bedste kvindelige birolle', blev i første omgang ikke inviteret til dette års show, da man ønskede at gøre showet mere ungt. (© Mark Ralston/Scanpix)

- Og historien fortsætter: I endnu et forsøg på at få showet ungt droppede man traditionen om at få sidste års modtagere af skuespilkategorierne til at overrække priserne til de nye. Allison Janney, der fik prisen sidste år for 'Bedste kvindelige birolle', blev ikke inviteret til showet, og det fik hende til at sige, at hun var skuffet.

- Efterfølgende valgte akademiet alligevel at invitere Allison Janney og andre tidligere modtagere, så nogle af de tidligere prismodtagere skal overrække priser.

6

Derfor sejler det for Oscar-showet

Der går et rygte om, at skuespillerinden Whoopi Goldberg i al hemmelighed forbereder sig på at agere vært til nattens Oscar-uddeling. (© VALERIE MACON/Scanpix)

- Al den væven i de seneste måneder understreger, at Oscar-showet har nået en midtvejskrise. På den ene side er showet en branchefest og showbiz, der hylder de gamle dyder. Samtidig vil man forsøge at gøre det mere ungt for at hive de seere til, som er faldet bort i løbet af de seneste år.

- Der er tydelige tegn på, at arrangørerne ikke rigtig ved, hvem publikummet er, og at man bare forsøger at lytte til alle uden at afprøve nogen af de nye tiltag.

- For at showet igen får flere seere må man finde en rigtig god vært. Og så er det vigtigt, at showet får nogle øjeblikke, der kan gå viralt på de sociale medier. Det kan lyde lidt poppet, men det er vigtigt, hvis man også i fremtiden vil få verden til at tale om der her show dagen efter.

Facebook
Twitter