Pixars nye film er så fantastisk lækker og naturlig, at man næsten forventer at få en arm eller en cykel i hovedet

Historien mangler i Pixars 'Luca', men den er til gengæld så flot, at man stadig får et skud magi, siger anmelder Per Juul.

I 'Luca' følger vi vennerne Luca og Alberto, som udforsker den italienske sommer på landjorden - selvom de i virkeligheden er født som frygtede sømonstre. (© Pixar/Disney)
I 'Luca' følger vi vennerne Luca og Alberto, som udforsker den italienske sommer på landjorden - selvom de i virkeligheden er født som frygtede sømonstre. (© Pixar/Disney)

Der var engang, hvor tegneseriefans forventede en særlig magi af Walt Disney Company.

Det var dengang i 1990'erne, da Disney stadig kunne overraske med særligt lækkert animerede film som 'Aladdin' og 'Skønheden og udyret'. Det var før, der gik samlebånd i den over mere eller mindre den samme skabelon i 'Frost', 'Moana' og 'Raya og den sidste drage'.

Der var også engang, hvor japanske Hayao Miyazaki leverede magiske perler med blandt 'Porco Rosso' og 'Chihiro og heksene'. Miyazaki er blevet en ældre herre på 80 år, men måske kan han stadig levere magi med sin 'How Do You Live?' der får premiere om to-tre år.

Ellers må vi holde øje med hans 32 år yngre landsmand Makoto Shinkai, der laver flippede og magiske fortællinger som 'Your Name' og 'Weathering With You'.

Men hvis der virkelig er et navn, der kan forbindes med magi i de animerede films verden i 2021, er det amerikanske Pixar – selskabet, der skabte 'Toy Story'-serien, 'Find Nemo', 'Inderst inde' og 'Coco'. Og som stadig er i stand til at skabe det helt usædvanlige og nytænkende indenfor animationsfilmen, som de viste med sidste års 'Sjæl'.

Det er stadig helt på sin plads at forvente noget særligt, overraskende og vildt, endda magisk, når en film bliver indledt med Pixars klassiske signatur: den hoppende bordlampe.

'Luca' foregår i 50'-60'ernes Italien og er blandt andet inspireret af instruktøren Casarosas egen barndom i Genova-området. (© Pixar/Disney)

Den er der også – magien – i 'Luca', den første spillefilm af italienske Enrico Casarosa. Bare ikke helt så meget. Den er der først og fremmest i nogle fantastisk levende billeder med tredimensionel dybde og bevægelser så naturlige, at man næsten forventer at få en arm eller en cykel i hovedet.

Ingen stor historie

Hvad historien angår, har Pixar-studierne tilsyneladende taget en slapper.

Eller også har de bare accepteret, at italienske Casarosa har vidst bedst med sine lån fra de lokale folkeeventyr om sømonstre. I hvert fald er 'Luca' en forbavsende konventionel fortælling om to slags væsener – sømonstrene og menneske – der har levet i generationer i angst for hinanden, men som… ja, gæt selv.

Det er også en overraskende konventionel fortælling om sagnvæsenet, der så enormt gerne vil være menneske. Hvad historien angår, er der kort sagt ikke en eneste overraskelse, hvis du bare har set en håndfuld af de seneste 30 års enorme bombardement af computeranimerede film. Og det har du jo.

Uden at nogen rigtig forklarer hvorfor, vil sømonsterknægten Luca gerne op på landjorden og udforske menneskenes verden.

'Luca' er dedikeret til den italienske musiker Ennio Morricone, som oprindeligt var tiltænkt at skulle komponere musikken til filmen. Morricone døde dog, inden det blev aktuelt. (© Pixar/Disney)

Hans forældre advarer ham med store armbevægelser og bogstaver – og det bliver de ved og ved og ved med. Men Luca er nysgerrig, og da han møder Alberto, en anden sømonsterknægt med en fetish for tør landjord, bliver de vildt optaget af tanken om at udforske verden på en rød scooter af det klassiske italienske mærke, Vespa.

Hvorfor lige på en Vespa? kan man spørge sig selv. Og det gør man.

Men 'Luca' og Casarosa giver ikke noget svar. Der bliver ikke bygget nogen fortælling op om drengenes fascination af netop en Vespa.

Fuldfede lækre billeder

Sådan er 'Luca' hele vejen igennem – løs i historien og uden en skarptskåret, evigt fabulerende og overraskende historie som i 'Coco' eller 'Sjæl'. Så meget magi er også meget at forlange, men der er gået lidt for meget italiensk falde-på-halen-teater i 'Luca'.

Lidt for meget hyldest til klassisk italiensk film fra storhedstiden i 50'erne og 60'erne. Og lidt for lidt trang til at hive publikum med ud på et af de der vilde eventyr, hvor du sidder med åben mund og ikke aner, at du forsøger at følge med.

Heldigvis får Enrico Casarosa rundet det hele af med en vild og smuk finale i den lille by Portorosso, der er inspireret af de fem ubegribeligt smukke kystbyer ved Cinqueterre i Norditalien.

Og heldigvis lykkes det Pixar at skabe lidt magi med fuldfede lækre billeder.

(© Pixar/Disney)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk