50 ÅR MED DR'S BØRNE-TV

Pop, make-up og mavebluser: Da børnenes Grand Prix løb løbsk

Det var faktisk DRs egen opfindelse, men i dag er de danske farver ikke at finde ved det europæiske Melodi Grand Prix for børn. Det omdiskuterede show kører dog fortsat i store dele af Europa den dag i dag. Tag med til Georgien og den seneste udgave af Europas musikalske sammenskudsgilde. 

I aften skydes den helt store glimmerkanon af, når MGP 2018 ruller over skærmen. Ti grupper og solister i alderen 8 til 14 år står klar til hver især at synge og danse netop deres MGP-hit til sejr, når det store show løber af stablen i Gigantium i Aalborg.

Det er 17. gang at børnenes MGP løber over skærmen. Gennem årene er sange som 'Arabiens Drøm', 'Kickflipper' og 'Tro På Os To' blevet allemandseje og navne som Bastian, Flora Ofelia og Emma Pi er blevet superstjerner på børneværelset.

Men der var engang, hvor MGP-drømmene ikke stoppede, når vinderen var fundet og den sidste konfettikanon var fyret af i Danmark. Fra 2003 og frem til 2005 deltog Danmark nemlig i den internationale udgave af MGP, Junior Eurovision Song Contest, hvor vinderen af MGP skulle dyste mod andre børnestjerner fra hele Europa.

Men showet udviklede sig hurtigt i en retning, som DR ikke brød sig om, og Danmark trak sig derfor efter få år fra konkurrencen.

Den dag i dag kører den internationale pendant dog stadig i bedste velgående rundt omkring i Europa.

Dr.dk var med, da den seneste udgave af Europas største børneshow i efteråret blev afholdt 3500 kilometer sydøst for Danmark, nærmere bestemt i Tbilisi i Georgien.

Stjernedrømme i børnehøjde

Pailletterne på den guldfarvede jakke glimter i scenelyset, da cypriotiske Nicole går ned ad den lange catwalk. En stor sommerfugl toner frem på skærmen bag hende, mens hun presser de sidste toner ud af den spinkle krop.

“Put your hands up to the sky and sing I wanna be a star”, synger hun. Og det bliver hun snart – i hvert fald i tre minutter.

Vi er i en sportshal i Tbilisi, hovedstaden i den tidligere sovjetrepublik Georgien. Udenfor tårner imponerende bjergrækker sig op i horisonten, udsigten kun forstyrret af de enorme højhuse i krakeleret beton, der omkranser byen. Det er en grå november-dag, og tågedisen har lagt sig som et tykt tæppe over den store sportsarena. På pladsen foran hallen står en gruppe af sortklædte politimænd. De ryger cigaretter og taler med en bister mine ned i deres walkie-talkies.

Indenfor i Tbilisis Olympic Palace er stemningen dog en noget anden. Her brager popmusikken ud af de store højttalere, mens lyskegler bader arenaen i et virvar af farver og tungrøg. Om få dage skal hallen, der normalt fungerer som basketball-bane, danne ramme om Europas største musikkonkurrence for børn, Junior Eurovision Song Contest.

Ved den store finale skal Nicole fra Cypern åbne ballet. Her øver hun på scenen i Tbilisi, Georgien.

Unge talenter i alderen ni til fjorten år fra i alt 16 forskellige europæiske lande er med hver deres popsang i bagagen rejst til Georgien for at dyste om sejren og titlen som Europas næste barnestjerne. Konceptet er simpelt: Udvundet af det traditionsrige Europæiske Melodi Grand Prix – Eurovision Song Contest –, der i mere end 60 år har samlet Europa gennem sang og musik, er showet i Tbilisi børneudgaven af Europas musikalske sammenskudsgilde.

En konkurrence, der i 15 år har sendt popmusik fra alle hjørner af europakortet ud til millionvis af tv-seere, men samtidig har været skydeskive for massiv kritik – og det hele begyndte faktisk på et kontor i Aarhus.

Konkurrence eller fællesskab

Året var 2000. Preben Vridstoft havde i godt et år været ansat som chef for DRs børne- og unge-afdeling. Den tidligere så legendariske B&U-afdeling var blevet en støvet og indspist affære mente Vridstoft, og han havde brugt de seneste par måneder på at rydde op og luge ud i afdelingen – både økonomisk og på et værdimæssigt plan.

Han følte nemlig, at afdelingen havde tabt terræn og mistet følingen med, hvad børn egentlig gad at se i tv. De programmer, som afdelingen producerede, var ikke tidssvarende og fremstod gamle og forældede i forhold til de nye internationale konkurrenter som Cartoon Network og Nickelodeon, der langsomt have sneget sig ind i de danske tv-pakker og ind på børneværelserne.

Preben Vridstoft var fast besluttet på, at der skulle nye idéer på bordet, hvis B&U fortsat skulle leve op til det renommé, som landets førende producent af børne-tv, afdelingen havde bygget op siden starten i 1968. Derfor begyndte han at granske seertallene for DRs programmer. Her opdagede han hurtigt, at de programmer, der var allermest populære hos de yngste seere, primært var programmer tiltænkt voksne. Helt i top lå Dansk Melodi Grand Prix, og inden længe var idéen om et Melodi Grand Prix for børn født. Idéen mødte dog massiv modstand hos Vridstofts kollegaer i B&U.

- Den dag jeg præsenterede konceptet for mine kollegaer, stormede to af dem ud af mødelokalet og kom rasende tilbage med en plakat i hånden, hvor der stod 'Fællesskab først, konkurrence aldrig'. De var bestemt ikke begejstrede for idéen, fortæller Preben Vridstoft.

Det lykkedes dog alligevel den erfarne tv-producent at få solgt konceptet ind hos DRs ledelse, og den 7. april 2001 løb det allerførste reelle MGP over de danske tv-skærme. DR havde tidligere leget med sangkonkurrencer for børn, men det var her, at grundstenen til det, vi i dag kender som MGP, blev lagt. Programmet blev en enorm succes, og Vridstoft begyndte at videreudvikle på idéen.

Sisse Marie Søby blev vinderen af det første Børne Melodi Grand Prix tilbage i 2001. Til højre ses René Dif fra Aqua, der var vært for showet. (Foto: MOGENS FLINDT)

I 2002 blev MGP Nordic lanceret; et fælles nordisk program med Norge og Sverige, hvor hvert lands lokale vindere dystede om at blive Nordens næste popdarling. Men Vridstoft ville endnu længere ud med sit nye koncept. Han præsenterede derfor idéen om et europæisk børne Melodi Grand Prix for EBU, European Broadcasting Union, der står bag de voksnes internationale konkurrence.

De europæiske tv-producenter var vilde med idéen, og den første udgave af Junior Eurovision Song Contest (JESC) blev afholdt i Forum i København i efteråret 2003. På scenen stod børn fra i alt 16 forskellige lande – heriblandt Sverige og Norge-, mens sangskriver og rappere Remee sammen Camilla Ottesen, kendt fra 'Børne 1'eren', som værter styrede slagets gang.

Danske Anne Gadegaard sang sig ind på en femteplads med sin ‘Arabiens Drøm’, mens vinderen af den stort opslåede konkurrence blev 11-årige Dino Jelušić fra Kroatien, der iført en knaldrød læderjakke og pop-pjusket hår, tog sejren med nummeret ‘Ti Si Moja Prva Ljubav’ (‘Du er min første kærlighed’).

- Det var helt fantastisk. Min vision blev ført fuldt ud i livet, og det blev en langt større succes, end jeg havde håbet på, fortæller Preben Vridstoft ved mindet om den første udgave af Europas nye sangkonkurrence.

Året efter rejste konkurrencen til Norge, hvor NRK var værter for det store show. To nye lande; Schweiz og Frankrig havde sluttet sig til konkurrencen, så deltagerfeltet bestod nu af unge talenter fra hele 18 lande. På scenen blev der sunget om mobning på svensk, kærlighed på serbokroatisk og store stjernedrømme på polsk, men det var den bare ni-årige María Isabel fra Spanien, der løb med opmærksomheden.

Iført en kort, flæset kjole i blå denim, en klassisk spansk vifte i hånden og en gylden tiara på hovedet sang hun sig til tops med nummeret ‘Antes Muerta Que Sencilla’, der betyder ‘hellere død end almindelig’. Den ni-årige sangerinde var aftenens helt store vinder og modtog sit trofæ til pift og klapsalver fra salen.

Maria Isabel fra Spanien på scenen i Lillehammer. (Foto: BAX LINDHARDT)

Det var dog ikke alle, der klappede i hænderne over den spanske sejr. Hjemme i norske NRKs hovedkvarter var de ikke begejstrede for spaniernes sceneshow. De mente, at ni-årige María Isabel havde været for udfordrende klædt på scenen, og at både hendes sang og sceneshow, hvor hun og en gruppe andre børn dansede og vred sig til de tunge rytmer, var alt for voksent til et børneprogram.

Det fortæller Preben Vridstoft, der dengang arbejdede tæt sammen med sine norske tv-kollegaer:

- Nordmændene brød sig ikke om den spanske vinder, og de mente også, at de østeuropæiske bidrag var for voksne i deres udtryk. Når de russiske piger gik på scenen, var det i korte kjoler, ankelsokker og med lyserøde sløjfer i håret, og det følte NRK simpelthen var for Lolita-agtigt, fortæller Preben Vridstoft.

Charlo Halvorsen, der i dag er chef i NRKs underholdningsafdeling, var dengang en del af den redaktion, der stod for den norske deltagelse i JESC. Han mener også, at showet havde taget en forkert drejning mod et mere voksent udtryk.

- Vi synes ikke, at den internationale finale tog hensyn til børnene på den rigtige måde. Det blev en slags 'voksenfinale' med børn i stedet for en børnefinale med børn, fortæller han og peger også på børnenes påklædning som en af de helt store problematikker.

Nordmændenes kritik af showet medførte, at der op til den næste konkurrence specifikt blev indskrevet i reglerne, at børnene ikke måtte klæde sig for voksent eller upassende. Men året efter var den alligevel gal igen. Nordmændene følte fortsat, at børnene i showet optrådte alt for voksent. De ville trække sig fra konkurrencen, og de ville have Danmark og Sverige med sig, så man i stedet for kunne genoplive den fælles nordiske finale.

Preben Vridstoft forsøgte at finde en løsning på problemet og rejste derfor rundt i de østeuropæiske lande for at finde ud af, hvad der kunne gøres ved de problematiske kostumer og sceneshows.

- Men østeuropæerne følte jo ikke, at der var noget problem. Sagen er, at når de i Rusland fejrer første skoledag eller holder konfirmationsfest, så klæder de altså deres børn sådan her. Det er deres kultur, fortæller han.

Tv-chefen måtte erkende, at der var for store kulturelle forskelle landene imellem, når det kom til, hvad der var acceptabelt i et børneshow. I mellemtiden forlod Preben Vridstoft stillingen som chef for B&U til fordel for et job hos konkurrenten TV2, men han var knap ude af døren, før hans efterfølger tog en drastisk beslutning: Danmark var ude af JESC - blot tre år efter, vi selv havde søsat konkurrencen.

Kjolerne blev for korte

Junior Eurovision har i dag 15 år på bagen, og ligesom de fleste andre teenagere, har konkurrencen mødt modstand gennem sin opvækst. Lige siden begyndelsen har konkurrencen mere eller mindre været Grand Prix-verdens enfant terrible, og størstedelen af EBUs medlemslande ønsker i dag ikke at være en del af projektet.

Lande som Storbritannien, Belgien, Sverige og Frankrig har ligesom os danskere for længst trukket sig fra showet og Tyskland, der med sin 81 millioner indbyggere er Vesteuropas største tv-marked, har aldrig sat sin fod på Junior-scenen.

Den manglende opbakning til showet skyldes blandt andet, at konkurrencen gennem årene er blevet mødt af skarp kritik fra både fans, presse og tv-folk. Showet er blevet kritiseret for at fokusere for meget på konkurrence-elementet, og sangene er blevet kaldt ‘for voksne’.

Men det helt store kritikpunkt har i mange år været børnenes optrædener og kostumer. Eksemplerne på lande, der gennem årene er blevet udskældt for at give deres deltagere upassende tøj på, er talrige.

I 2012 blev den albanske delegation beordret til at straks at finde et nyt kostume, da deres 11-årige deltager til prøverne troppede op i en sort, nedringet blondekjole.

Og i 2016 blevMakedoniens bidrag genstand for debat, da 12-årige Martija Stanojković gik på scenen i en stram, glitrende heldragt, der ledte tankerne hen på langt ældre popstjerner som Britney Spears og Ariana Grande.

I år er det de maltesiske dansere, der har været lidt for nærige med stoffet til de korte nederdele. Deres scenekostumer har fået både fans og pressefolk i Georgien til at spærre øjnene op.

Ni-årige Gianluca Cilia fra Malta på scenen sammen med sine dansere. (Foto: Thomas Hanses)

- Danserne fra Malta har meget, meget korte nederdele på. De kører et skolepige-look med stramme bluser og en ret voksen makeup, og det giver altså nogle forkerte associationer, lyder kritikken fra britiske Lisa-Jayne Lewis, der har overværet prøverne i Tbilisi.

Hun er er vært på Eurovision-podcastet ‘ESC Insights’ og har fulgt konkurrencen i mange år.

- Jeg synes, det er over grænsen for, hvad der er acceptabelt i et børneshow, siger hun.

Man skal passe på børnene

På den flere meter høje storskærm toner det ene kulørte emoji-ansigt efter det andet frem og bader scenen i regnbuens farver. En smilende pølse danser rundt i selskab med et hav af andre små gule ansigter. Og foran virvaret af farver står 11-årige Mariana Venâncio og smiler om kap med de mange fjollede ansigter.

Hun skal repræsentere de portugisiske farver i Tbilisi, og med sin sang ‘YouTuber’ skiller hun sig ud fra en stor del af årets deltagerfelt.

“Jeg vil gå viralt, for det er måden, jeg får ham til at se på mig. Jeg vil være youtuber”, synger hun i nummeret, der handler om jagten på streams, likes og opmærksomhed fra ham den søde. Nummeret har en børnevenlig lyd, og krydret med det farverige sceneshow står sangen i skarp kontrast til de mere modne og voksne sange, som konkurrencen ofte bliver beskyldt for at hylde.

Ifølge Isabel Ribeiro Correia, der er underholdningschef hos Portugals svar på DR, public service-kanalen RTP, er det helt bevidst, at den portugisiske sang har netop dét udtryk.

- Det her er en børnekonkurrence, så det er utrolig vigtigt, at børnene synger om noget, som andre børn faktisk kan relatere til, og at de opfører sig og klæder sig som børn, siger Correia.

11-årige Mariana Venâncio fra Portugal på scenen i Tbilisi. (Foto: Thomas Hanses)

For den portugisiske delegation har det været vigtigt at stille op med et nummer, der i deres øjne passer ind i et børneshow. Både med tanke på de millioner af børn, der ser med foran tv-skærmene rundt omkring i Europa, men i endnu højere grad med tanke på den 11-årige solist, som skal stå på scenen.

- Jeg tror, at det her er en stor og god oplevelse for Mariana, men det bliver det kun, når det foregår på den her måde. Hun skal ikke lade som om, at hun er voksen, forklarer Isabel Ribeiro Correia.

Efter at have gennemspillet hendes sang omkring fem-seks gange på scenen, er prøverne ovre for Mariana Venâncio. Men det betyder ikke, at dagens arbejde er overstået. Bag scenen venter fans og journalister, som alle vil have en bid af den lille sangerinde.

Flankeret af en gruppe voksne kommer en storsmilende Mariana gående ind i presserummet. Hendes blik flakker rundt i lokalet, mens pressefolkene vender sig mod hende og begynder at knipse løs. Hun sætter sig på en stol på den lille ophøjede scene, og pressemødet går i gang.

Mariana bliver bedt om at synge en bid af sin sang og svare på spørgsmål om sin yndlingsfarve og største idoler. Uskyldige spørgsmål, som hun formår at svare på, mens kameraerne knipser omkring hende.

Men fordi det til tider kan være en overvældende oplevelse blot at være 11 år og deltage i et af verdens største tv-shows, er det vigtigt for den portugisiske delegation, at Mariana føler sig tryg midt i den tv-maskine, hun for en stund er blevet kastet ind i.

I videoen herunder kan du møde 11-årige Mariana Venâncio.

- Alle i vores delegation er meget bekymrede for vores deltager, og vi er meget fokuserede på at passe på hendes helbred og trivsel, fortæller Isabel Ribeiro Correia og forklarer, hvordan de lange dage op til konkurrencen kan være hårde for selv de voksne i delegationen.

- Den her er konkurrence er krævende. Det er den for os voksne og absolut også for hende. Mariana er kun 11 år gammel, hun er meget lille, så det her er en enorm kraftanstrengelse for hende.

Derfor har portugisisk tv også inviteret Marianas forældre og hendes to brødre med til Georgien som en ekstra støtte for det unge stjernefrø.

Mariana selv er “meget spændt, stolt og glad” over at være med i konkurrencen, som hun forklarer med hjælp fra den voksne kvinde, der uden for kameralinsens øje står og fodrer hende med engelske gloser. Det portugisiske Grand Prix-håb er dog “lidt nervøs” over at skulle på scenen foran hele Europa, fordi der er “mange mennesker, som kigger på mig”.

Selvom showet langt fra mønstrer samme voldsomme seertal som sin voksne pendant, så næsten fire millioner europæere med, da konkurrencen i 2016 løb over skærmen.

Kulturclash mellem øst og vest

Uden for Tbilisi Olympic Palace vajer flaget med årets farverige logo i vinden, og en stor luftballoninstallation tæller ned til søndagens finale. Det helt store tema blandt årets 16 deltagende sange er - ikke overraskende - kærlighed. Kærlighed til vennerne, kærlighed til fædrelandet, kærlighed til naturen og ikke mindst til hende den søde pige, som drengene i det hollandske boyband Fource har kastet deres kærlighed på i sangen ‘Love Me’.

I videoen herunder kan du møde de hollandske drenge i Fource.

Men der er også langt mere alvorlige emner på tapetet i årets konkurrence. Særligt bidragene fra Rusland og nabolandet Hviderusland skiller sig ud fra mængden, da begge numre dyrker en langt mere moden lyd, end hvad et børneshow måske umiddelbart lægger op til.

Det hviderussiske bidrag ‘I Am The One’ er et mørkt og bombastisk popnummer, og efter de første prøver på scenen i Tbilisi tiltrækker 14-årige Helena Meraai sig en del opmærksomhed. Flere i pressecentret mener, at sangen ville passe langt bedre ind på scenen i de voksnes konkurrence.

Og ifølge den hviderussiske delegations eget overhoved, Olga Salamakha, kan der være noget om snakken.

- Vores sang kunne sagtens fungere i de voksnes Eurovision, det er jeg enig i, siger Olga Salamakha. Men samtidig afviser hun, at den hviderussiske optræden er for voksen til et børneshow som JESC.

Helena Meraai på scenen for Hviderusland. (Foto: Thomas Hanses)

- Ja, vores sangerinde ser måske ældre ud end de andre børn, når hun står på scenen. Måske får tv-skærmen hende til at se ældre ud. Men ser du hende i virkeligheden, så er hun altså bare et barn, siger Salamakha.

Også det russiske bidrag, der fremføres af 14-årige Polina Bogusevich, har fået hårde ord med på vejen fra kritiske fans.

Mens mange er vilde med den unge sangerindes kraftfulde stemme, er der i YouTube-kommentarfeltet under musikvideoen til hendes bidrag ‘Wings’ også brugere, der ikke mener, at hendes sang passer ind i en konkurrence som JESC. Nummeret ‘Wings’ handler nemlig om misbrug og vold i hjemmet.

Men hvordan trækker man en grænse for, hvad der er acceptabelt, når det kommer til sang og musik i et børneshow - og særligt når 16 lande med vidt forskellige kulturelle udgangspunkter og værdisæt skal blive enige?

Ifølge Anja Zegwaard, der som leder af den Hollandske delegation har været med til JESC i alt tolv gange før, er det netop det, der er konkurrencens helt store akilleshæl. Hun mener, at der er markant forskel på, hvordan landene i Vesteuropa og Østeuropa ser på konkurrencen.

Selv går hollænderne til konkurrencen med en indstilling, der hedder “bare du gør dit bedste, så er vi glade", mens andre lande ifølge Zegwaard anskuer konkurrencen på en helt anden måde.

- Nogle af de østeuropæiske lande er meget fokuserede på børnenes optræden og de resultater, som de skal levere. De kan være meget strikse over for børnene, siger hun og sammenligner østeuropæernes tilgang til sangkonkurrencen med de sovjetiske gymnastikpiger, der scorede guldmedaljer ved OL tilbage i 70’erne og 80’erne.

Men selvom Anja Zegwaard anerkender, at der er lande, som måske tager konkurrencen for alvorligt, føler hun alligevel, at JESC ofte bliver udsat for uberettiget kritik.

- Det er ikke fair, at man bare kigger på de fire-fem lande, som gør tingene forskelligt fra os og fokuserer på dét. Ja, der er sange som er meget voksne i lyden, men der er også en masse børnevenlige sange med i konkurrencen, siger hun og fortsætter;

- Det handler i bund og grund om kulturelle forskelle. Vi i Vesten ser ens på tingene, og det er jo helt naturligt, men det betyder ikke, at de andre lande ikke må gøre det på deres måde.

Anderledes ser DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme på tingene. Han mener også, at det står alle lande frit for, hvilken tilgang de ønsker at tage til et show som JESC, men understreger samtidigt, at showet i sin nuværende form er for voksent til de danske tv-skærme.

- Det virker som om, at børnene på scenen står og leger voksne i stedet for at opføre sig som børn, og det synes vi grundlæggende er helt forkert. Børn skal være børn, de skal ikke prøve at stræbe efter at være noget, som de ikke er, siger han og afviser samtidigt et dansk comeback.

- Nu skal man aldrig sige aldrig, men så længe showet er, som det er nu, så er jeg helt sikkert på, at vi ikke kommer til at deltage i konkurrencen igen. De værdier, som vi i Danmark lægger i et program til børn, stemmer bare ikke overens med værdierne i Junior Eurovision Song Contest.

En venskabelig slagmark?

Et stort træ beklædt med hvide lyskæder lyser en del af scenen op. På en gren sidder en lille pige og synger. Hun har blå bukser og en matchende mavebluse på, og ved siden af hende sidder en dreng og spiller guitar.

Den ukrainske delegation er i gang med deres prøver, og mens 12-årige Anastasiya Baginska øver på scenen, sidder en flok voksne og følger med på en lille tv-skærm. Da sangen når sit klimaks, rejser en kvindelig voksen koreograf sig op og begynder med store armbevægelser at danse i håb om, at pigen på scenen opdager hende og gør hende kunsten efter.

Et stykke væk - langt væk fra kameraernes linse - går en mand rundt. Han har et gråt jakkesæt på og en alvorlig mine i ansigtet.

Ukrainerne øver på scenen i Tbilisi. (Foto: Thomas Hanses)

Mandens navn er Jon Ola Sand. Han er fra Norge og har siden 2011 været hovedansvarlig for Eurovision Song Contest. Sidste år overtog han også ansvaret for børnenes konkurrence, og derfor er han nu i Tbilisi, for at sørge for, at alt er, som det skal være.

Og det ér det. I hvert fald hvis man skal tro Jon Ola Sand. Adspurgt til den megen kritik, der har været af konkurrencen, trækker han let på skuldrene.

- Jeg kan ikke se, at der er noget, som ikke er, som det bør være i Junior Eurovision Song Contest, siger han.

Ifølge Grand Prix-bossen arbejder man fra EBUs side tæt sammen med de deltagende lande for at sikre sig, at alle er glade for showet. Han afviser derfor DRs og andres kritik af, at showet er blevet for voksent i sit udtryk.

- Hvad er barnligt, og hvad er ikke? Det er jo svært at definere. Ser man på børnene og deres optrædener, så har de det sjovt på scenen. Vi gør vores bedste for at lave en konkurrence med børn, som opfører sig som børn - og det synes jeg også, at vi formår, siger han.

Jon Ola Sand mener, at der er brug for et børneprogram, der ligesom de voksnes show kan samle hele Europa om sang og musik, på hvad han kalder ‘en venskabelig slagmark’.

Mange af de voksne, der er rejst til Tbilisi som en del af de mange delegationer, arbejder også med de voksnes konkurrence. Det betyder, at EBU har et særlig tæt samarbejde med de forskellige deltagerlande, forklarer han, men erkender dog også, at det kræver et ekstra vågent øje fra organisationens side, når det er børn, der står på scenen.

- Vi holder øje med børnenes optrædener og kostumer, og under prøverne snakker vi med delegationerne, hvis vi oplever noget, som vi ikke føler er acceptabelt i vores show. Børnene skal kunne komme her i et trygt miljø og være børn og ikke voksne, siger han.

På scenen er lyskæderne blevet slukket, og mens tre store mænd ruller træet af scenen, pakker ukrainerne deres ting. Den sidste prøve, inden det store brag, er ovre.

'Så du nogle børn, der græd?'

Et enormt brøl går igennem salen, og de spinkle plastsæder på tilskuerrækkerne ryster ved lyden af de mange klapsalver. Showet i Tbilisi er i gang, og én efter én træder de unge stjernespirer ind på scenen for at for at få deres tre minutter i rampelyset foran millioner af tv-seere.

Endnu større lyder brølet dog en time senere, da værtsnationen Georgien modtager deres første ‘douze points’ - de famøse 12 point.

Afgørelsens time er kommet, hvor stemmerne fra de europæiske tv-seere og fagjuryer skal tælles op, og Europas næste stjerneskud skal krones. Georgierne er i spidsen og modtager det ene sæt toppoint efter det andet, men pludselig ændrer stemningen sig i hallen og klapsalverne stilner.

Rusland og deres storladne ballade om vold og misbrug i hjemmet har overtaget førertrøjen, og da de sidste point er uddelt, står det klart, at russerne er løbet med sejren.

Årets vinder, 14-årige Polina Bogusevich fra Rusland. (Foto: Thomas Hanses)

Sangen med det voksne udtryk har hittet hos juryer og tv-seere, og mens Hvideruslands mørke popsang ender på en femteplads, må Mariana fra Portugal og hendes sang om YouTuber-drømme tage til takke med en skuffende 14. plads. Nicole fra Cypern og hendes sang ‘I Wanna Be A Star’ ender på aftenens sidsteplads.

Til det efterfølgende pressemøde bliver aftenens vinder, 14-årige Polina Bogusevich, mødt af klapsalver og kampråb fra den fremmødte presse.

Kom tæt på det russiske vinderøjeblik i videoen herunder.

En flok voksne journalister med russiske flag bundet om skuldrene råber i triumf ordene “Rusland! Rusland!”, da hun sætter sig ved mikrofonen. Mens Polina får tørret de våde øjne, vælter det frem med spørgsmål fra de ivrige pressefolk.

- Polina, hvornår skal du være med i de voksnes Melodi Grand Prix?, spørger en russisktalende mand med røde, hvide og blå striber malet på kinderne.

Jan Ola Sand dukker op. Han ønsker russerne tillykke med sejren, mens der bliver knipset løs med kameraerne.

- Det var den helt rigtige vinder, siger han på vej ud af presserummet.

- Og så du nogle børn, der græd på scenen? Nej, vel? De havde det sjovt.

(Foto: Thomas Hanses)
Facebook
Twitter