Populær 00'er film er genopstået som serie - og den er overraskende god!

Hollywood-filmen 'High Fidelity' fra 2000 er blevet til en serie, der - til vores serieeksperts overraskelse - er ganske vellykket.

I serieversionen af 'High Fidelity' er den mandlige hovedperson fra bogen og filmen skiftet ud med den kvindelige Rob, der bliver spillet overbevisende af Zoë Kravitz. (© Hulu via Disney+)

Jeg indrømmer det blankt: Jeg havde på ingen måde kastet mig over en rebootet serieversion af det middelmådige - omend af mange højtelskede - komediedrama 'High Fidelity', hvis ikke jeg havde besluttet mig for at skrive om den her.

Reboots er og bliver en irriterende disciplin, og resultaterne bærer næsten altid præg af en fiks idé og en nem måde at tjene penge og få omtale.

Sjældent har de rebootede film og serier den tyngde og originalitet, som prægede originalværket. Men det er ikke helt tilfældet her.

'High Fidelity' startede som en bog skrevet af Nick Hornby, som blev udgivet i 1995, hvor den blev en bragende succes med over en million solgte eksemplarer.

Det var derfor uundgåeligt, at bogen skulle filmatiseres, hvilket skete i 2000 med John Cusack i hovedrollen som den kriseramte pladebutiksejer Rob. Rob bliver forladt af kæresten Laura, spillet af Iben Hjejle, og beslutter sig så for at genbesøge sine gamle forhold i håbet om at opnå større selvindsigt.

Filmen var ret god, og selvom den ikke blev nogen særlig stor økonomisk succes, fik den store roser for at fange bogens autentiske hverdagsstemning - og så blev den samtidig startskuddet for Jack Blacks karriere, da han stjal de fleste scener som bedstevennen Barry.

Men hvad skal vi dog med en serieversion, når vi allerede har en vellykket filmatisering, som de fleste stadig husker?

Hvad er nyt under solen, og kan der koges mere suppe på den relativt simple historie?

Svaret er et overraskende klart "ja", og 'High Fidelity'-serien kunne sagtens blive det næste 'hvad-skal-vi-se'-kompromis i de danske stuer.

Her kommer tre grunde til, at man roligt kan kaste sig over endnu en versionering af den populære bog.

1

Hvad er nyt i serieversionen?

Pladebutiksejeren Robyn 'Rob' Brooks (Zoë Kravitz) kæmper gennem serien med at forstå hendes mange forliste parforhold. Her ses hun med Justin (Justin Silver). (Foto: Phillip Caruso © 2019 Hulu via Disney+)

Hvis man skal lave en tv-serie ud fra en fortælling, der allerede er filmatiseret, er det vigtigt, at man har en original indgangsvinkel på historien - og det er der faktisk ikke rigtigt her.

Historien er trin for trin stort set den samme som både i bogen og filmen, men persongalleriet har til gengæld fået en gevaldig opgradering - i hvert fald på overfladen.

Rob er ikke længere en hvid mand, men derimod en brun kvinde, effektivt spillet af Zoë Kravitz, og den "skøre" ven, Barry, er nu en kvinde kaldet Cherise, der udfylder Jack Blacks tomrum ret godt.

Robs eks-kærester er nu hovedsageligt mænd (på nær en enkelt kvinde), og hvor den slags udskiftning af køn nogle gange kan synes som et billigt trick, fungerer det rigtig fint her, da de har fundet de helt rigtige til opgaven og ikke kun lader sig styre af tidens trend.

Hovedlokationen er stadig en støvet pladebutik, men denne gang er vi hverken i bogens London eller filmens Chicago. Vi befinder os derimod i verdens ubetingede hipstercentral Brooklyn i New York.

Det er både en smule klichéfyldt og bagudskuende at sætte en serie om vinylelskende musiknørder i Brooklyn - men det er hele pointen, for Rob ér bagudskuende, både hvad angår musik, men også hvad angår hendes tidligere parforhold, som hun har så uendeligt svært ved at glemme.

2

Endnu en Manic Pixie Dream Girl ?

Zoë Kravitz, som spiller hovedrollen som Rob i 'High Fidelity'-serien, ses her til en filmpremiere i 2018. Hun er datter af musikeren Lenny Kravitz og skuespilleren Lisa Bonet. (Foto: Mike Marsland © WireImage via Getty Images)

Det er virkelig klædeligt, at den mandlige protagonist er skiftet ud med en kvindelig.

Ikke blot fordi det giver følelsen af at dykke ned i en helt ny hovedfigur, men også fordi det stadig føles relativt friskt at følge en kvinde, der prøver at finde sig selv - også uden en mand.

Desuden er det rart at komme over klichéen med den hvide mand i 30'erne, der elsker rockmusik (en kliche jeg i øvrigt selv falder 100 procent ind under), for den har vi set så uendeligt mange gange før.

Apropos klichéer. Her bliver der gjort op med endnu en: the manic pixie dream girl: en kvindelig bifigur, der er både smuk, har samme interesser som unge mænd, og som stort set kun eksisterer for at hjælpe den mandlige hovedrolle med at komme fra A til B og enten indløse alle sine drømme eller lære sig selv bedre at kende.

På mange måder passer Rob perfekt på en nørdet mands fantasi om en kvinde, der deler alle hans interesser og drømme - men forskellen er, at hun her er hovedfiguren og altså ikke lever for at fuldende den mandlige figurs historie.

Zoë Kravitz (ja, hun er Lenny Kravitz' datter) er ikke bare totalt naturlig i rollen som den småpessimistiske emo-musikelsker Rob. Hun har også været med til at producere og skrive serien og haft stor indflydelse på hendes version af Rob.

Der har været en del kritik af Zoë Kravitz' troværdighed som en person med mindreværdskomplekser og ondt i hjertet.

Det skyldes, at hun øjensynligt er meget smuk - men det, synes jeg, er at mindske Kravitz' skuespilevner - og hvem har nogensinde sagt, at smukke mennesker ikke kan føle sige grimme og uoplagte i en by som New York?

3

Musik og popkulturelle referencer i lange baner

En stor del af serien foregår i Robs pladebutik i Brooklyn. Her ses Simon, der både arbejder i butikken og er en af årsagerne til Robs knuste hjerte i 'High Fidelity'. (Foto: Phillip Caruso © 2019 Hulu via Disney+)

Med sine ti afsnit bliver 'High Fidelity' aldrig kedelig - og det endda på trods af, at den hovedsageligt består af dialogscener om musik og hjertesorg.

En stor del af grunden til, at historien fungerer så godt som serie, er lydsiden, hvor vi via Rob og hendes musiknørdede medarbejdere i pladebutikken får gentagne diskussioner om musik.

De laver top fem-lister over det meste, såsom David Bowies bedste udgivelser, og de skændes om, hvorvidt de skal sælge Michael Jackson-plader. Hver eneste scene i serien er desuden tilsat et stykke vellykket musik, hvorfor 'High Fidelity'-spillelisten på Spotify er i kraftig rotation hjemme hos mig.

Det er sjovt at dykke ind i det her nørdede musikunivers. Med musikgenkendelses-appen Shazam i hånden (selvom Cherise HADER folk, der bruger Shazam) får man ikke bare en god tv-serie, men inspiration til fremtidig lytning.

Selveste Questlove fra The Roots har også været inde over og konsulteret på lydsiden, så man ved, man er i trygge, nørdede hænder hele vejen igennem.

Hvis du er til serier som 'Fleabag' og 'Master of None', elskede den gamle 'High Fidelity'-film eller blot er på jagt efter en god og hyggelig serie, så er 'High Fidelity' et virkelig godt bud.

Serien 'High Fidelity' kan streames opnå Disney+. Det samme kan filmen fra 2000 med Jack Black og danske Iben Hjejle på rollelisten.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk