Postmand Pers far er død

Den britiske forfatter John Cunliffe blev 85 år gammel.

Postmand Per-figuren foran Buckingham Palace. (Foto: Dylan Martinez)

- Her er Per, Postmand Per, i sin bil med sin lille kat, Emil.

Mange vil kunne genkende den glade titelsang om verdens formentlig mest kendte postbud.

Men for en uge siden kom det sidste stop på livets rute for Postmand Pers skaber, John Cunliffe.

Det fremgår i dag af en dødsannonce i lokalavisen Ilkley Gazette, at forfatteren er død i en alder af 85 år:

- John forlod sit hjem i Ilkley i en syndflod af regn tirsdag den 20. september, og vendte aldrig tilbage. Selv himlen græd for John, den begavede skaber af Postmand Per, Rosie & Jim og forfatter af mange tidligere samlinger af poesi og billedbøger for børn.

Den røde postbil kom verden rundt

John Cunliffe skabte stopmotion-dukkeserien Postmand Per i 1981.

Serien har været sendt i mere end 50 lande, herhjemme på DR1 og Ramasjang.

Postbuddets rute gik gennem den fiktive Grønnedal i Yorkshire, som er inspireret af terrænet i det nordengelske Lake District, hvor Cunliffe voksede op.

Den oprindelige Postmand Per-serie fik 196 afsnit og blev genoplivet i 2003.

Cunliffe kunne nå at se Postmand Per-figuren på det store lærred, da biograffilmen udkom i 2014.

Facebook
Twitter