Producere til ’The Crown’-stjerner: Undskyld, at I er havnet i mediestorm over lønforskel

Selskabet bag 'The Crown' giver nu offentligt skuespillerne Claire Foy og Matt Smith en undskyldning.

Claire Foy og Matt Smith ses her til premieren på anden sæson af 'The Crown'. Producerne bag serien har indtil videre ikke ønsket at oplyse lønforskellen mellem de to skuespillere. (Foto: Simon Dawson © Scanpix)

Der er meget fokus på lønforskellene mellem kvinder og mænd i film- og tv-branchen for tiden.

Derfor var det også noget af en mediestorm, der mødte Netflix, da det i sidste uge kom frem, at Claire Foy har fået lavere betaling per afsnit end Matt Smith i 'The Crown'.

Hun spiller nemlig den altdominerende hovedrolle som dronning Elizabeth i hitserien, mens Matt Smith spiller birollen som hendes mand, prins Philip.

Men nu får de to skuespillere en undskyldning over lønballaden og den efterfølgende medieopmærksomhed fra Left Bank Pictures, der har produceret serien for Netflix.

Det skriver branchebladet Variety.

Claire Foy har ikke tjent lige så meget per afsnit som Matt Smith i 'The Crown'. Det skabte overskrifter i sidste uge, hvilket selskabet bag nu undskylder. (Foto: Robert Viglasky/Netflix © Netflix)

- Vi vil gerne undskylde til både Claire Foy og Matt Smith, strålende skuespiller og venner, som uden skyld har befundet sig midt i denne mediestorm, skriver Left Bank Pictures i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Claire og Matt er begge utroligt begavede skuespillere, der sammen med resten af skuespillerne fra 'The Crown' har arbejdet utrætteligt for at give disse roller liv med stor medfølelse og integritet.

Skuespillerne kender ikke de andres løn

Selskabet skriver dog ikke, om Claire Foy vil få yderligere betaling for sit arbejde.

Tidligere i denne uge blev der også lagt pres på Matt Smith, der blev midtpunkt i en offentlig underskriftsindsamling for at få skuespilleren til at afgive 'sin overbetaling' og donere den til organisationen Time's Up.

- Som producenter på 'The Crown' er vi ansvarlige for budgetter og lønninger. Skuespillerne er ikke klar over, hvem der får hvad, og de kan ikke holdes personligt ansvarlige for deres kollegers løn, skriver Left Bank Pictures yderligere.

Claire Foy og Matt Smith er i øvrigt ikke med i den næste og tredje sæson af serien om Storbritanniens dronning, i og med at ældre skuespillere tager over.

Facebook
Twitter