Serier er en underligt demokratisk kulturform.
Fordi de strækker sig over lang tid, bliver påvirket af seertal, har mange mennesker involveret i at lave dem og forholder de sig ofte endnu mere plastisk til samtiden end film.
De indretter sig, diskuterer med deres fans og udvikler sig fra sæson til sæson.
Det kan være kikset, som når 'Game of Thrones' bliver alt for opsat på at stille alle tilfredse, det kan smadre en serie som 'Mr. Robot', når internettet gætter mysteriet, inden sæsonen er færdig, men det kan også opdatere og udvikle en serie til noget, man dårligt kunne have planlagt sig til fra starten.
Vi har set det for nylig med den nye sæson af 'Master of None', hvor skandaleramte Aziz Ansari træder elegant i baggrunden og genopfinder serien.
Nu er terapiserien 'In Treatment' tilbage med en ny og radikalt anderledes hovedperson, der kan give os gratis psykologtimer, hvor man ikke engang behøver at blotte sig følelsesmæssigt.
What's not to like?
'In Treatment' startede i 2008 og kørte i tre sæsoner på HBO.
Nu er den rebootet og opdateret med Uzo Aduba fra 'Orange is the New Black' i hovedrollen og masser af referencer til (corona)samtiden.
I 2008 var 'In Treatment' psykologserien, der troede på psykologserien, før super-terapeuten Esther Perel var blevet allemandseje, og før serier som 'Couples Therapy', 'Bonusfamilien', 'Parterapi', 'Vi kæmper for at overleve' og 'State of The union' var hverdagskost.
I den nye version stiller serien sig på skuldrene af de tidligere sæsoner, men udnytter i den grad også den generelle udvikling og normaliseringen af terapi i mainstream-kulturen til at udfordre vores billede af den gode terapeut.
Fra basic hvid mand til Crazy Eyes
'In Treatment' er faktisk en formatering af den israelske serie 'BeTipul'.
Den amerikanske version flyttede kontoret til Baltimore og satte Gabriel Byrne i hovedrollen som psykologen Paul Weston. Han var på mange måder den perfekte neutrale terapeut. Tilsyneladende rolig, ovenpå, midaldrende hvid mand med sit på det tørre.
Serien morede sig så en del med langsomt at slå huller i hans perfekte persona. Både når han opfører sig barnligt og irritabelt over for sin egen supervisor, Gina, og når han i løbet af første sæson forelsker sig i sin meget yngre klient, Laura.
Selvom vi følger hans bue fra neutral og ovenpå til fejlfyldt og kaotisk, er det stadig rimelig basic white guy stuff. Wow, han går igennem en midtvejskrise, hvor hans moderkomplekser bobler op, og han forelsker sig i en yngre kvinde.
Det lyder nedsættende, men på det tidspunkt var det en styrke, at han lignede alle andre hovedpersoner nogensinde, fordi vi ikke var vant til at se terapi foldet så detaljeret ud. Det gjorde det nemmere at fokusere på klienternes udvikling og den terapeutiske proces.
Derfor virkede det næsten som et stunt, da det blev annonceret, at de i det nye reboot har skiftet ham ud med Uzo Aduba. Altså jeg mener, det er trods alt Crazy Eyes fra 'Orange is the New Black', måske verdens mindst neutrale figur.
Men Aduba viser sig som ægte karakterskuespiller og påtager sig fra første sekund en totalt overbevisende, omend helt anderledes, skrøbelig autoritet end Gabriel Byrnes Paul Weston.
Intenst format: Ét afsnit, én patient, én samtale
Formatet er uforandret, og det føles stadig meget intenst.
Hvert afsnit udspiller sig over en samtale med en klient.
Hvert fjerde afsnit taler Brooke så ikke med sin supervisor, som Paul gjorde det, men i stedet med sin kontaktperson fra Anonyme Alkoholikere. Kontaktpersonen Rita er heldigvis skolepsykolog, så hun kan rimeligt troværdigt udfordre Brooke på hendes evne til at lyve for sig selv.
Men det virker stadig, som om de godt kunne have ladet hende gå til supervision i stedet. Det virkede i de første sæsoner, det virker i dokumentaren 'Couples Therapy' – og jeg tror også, at det ville virke fint her.
En sæson består af fire gange fire afsnit. Vi skal forestille os, at det hele foregår over fire uger, men mængden af gennembrud gør, at man også må forestille sig, at tiden er komprimeret en del.
Brooke har tre klienter i den nye sæson, som vi får samtaler med på skift.
Den fattige hjemmesygeplejerske Eladio, der får betalt sin terapi af den velhavende familie, han arbejder for.
Den hidsigproppede, selverklærede pacifist Colin, der er fængselsdømt for økonomisk kriminalitet.
Og den 18-årige sexafhængige Laila, der er kæreste med en tre år yngre kvinde.
Der er mange lag og følelser at pakke ud i dem alle, men det føles sjældent konstrueret eller falsk. Serien lykkes med at få samlet mange samtidsrelevante diskussioner og konkrete referencer ind i personerne, så man aldrig føler, at man overværer en ligegyldig, tilfældig samtale.
Debatten om den sorte, kvindelige terapeut
Når det så er sagt, kan det godt føles, som om den eneste hvide figur, Colin, bliver lidt en papfigur, der skal repræsentere alle hvide menneskers racisme og alle mænds #notallmen-følelser.
Han er en privilegeret hvid fyr, der praler af sin egen rummelighed og samtidig afslører sin egen besættelse af race og køn konstant:
- Jeg er den mest frisindede person, du nogensinde kommer til at møde. Jeg donerer penge hver måned til NAACP. Jeg elsker sorte kvinder! Jeg er et godt menneske!
Men samtidig er det også tit de mest underholdende samtaler, fordi det er her, hvor seriens samtale-thriller-element kommer tydeligst frem. Brooke kæmper med hans overjeg for at lokke de upassende, underbevidste strukturer frem, så både klient og terapeut kan se dem, og han kan udvikle sig. Og så han kan forstå, hvordan han både kan være kriminel, frisindet, hverdagsracist og charmerende uden at blive reduceret til enten god eller ond.
Den sorte, kvindelige terapeut har de seneste år været en mikrotrend i amerikanske serier. Vi har set det i komedieserier som 'Crazy ex-girlfriend', 'You're the Worst' og 'Broad City', hvor de har hjulpet de både karismatiske og utålelige hovedpersoner med at holde sig selv ud.
Det har været kritiseret at den sorte kvindelige terapeut var en ny version af filmklichéen om den sorte ven, der ikke er en rigtig person, men mere en funktion i manuskriptet, en hjælper, der kan få den hvide hovedperson til at udvikle sig.
Den nye sæson af 'In Treatment' tager dog figuren om den sorte kvindelige terapeut til et nyt niveau. Uzo Adubas Brooke fylder betydeligt meget mere fra starten af.
Vi bliver hurtigt præsenteret for hendes personlige problemer og kendetegn: Hun er tørlagt alkoholiker, hun går over tid med patienterne, hun har lige mistet sin far, hun har ondt i ryggen og er ikke bange for at fortælle om sig selv til patienterne.
'In Treatment' er et radikalt format, der ikke vil tiltale alle, men hvis man kan klare mosten, er det en af de stærkeste serier nogensinde om terapi. Nu endda med en sej og velkommen opdatering af terapeutens fremstilling. Du behøver i øvrigt ikke at se de tre første sæsoner for at følge med, du kan sagtens bare hoppe på her.
'In Treatment', sæson 4, 16 afsnit på HBO Nordic.