'Ret meget mere toptunet kan et amerikansk remake af en dansk film ikke være'

Gustav Möllers 'Den skyldige' var simpel, men skidespændende. Netflix' amerikanske version har fået mere gas, men det er der ikke kommet en bedre film ud af.

'The Guilty' er en genindspildning af danske Gustav Möllers 'Den skyldige'. (Foto: NETFLIX © 2021 © © 2021 Netflix)
'The Guilty' er en genindspildning af danske Gustav Möllers 'Den skyldige'. (© Netflix)

Om lidt kommer 'Druk', tidligere i år kom 'Stille hjerte' og her er 'Den skyldige'.

Men hvorfor?

Hvorfor indspille danske filmsucceser i USA?

Hvorfor overhovedet genindspille Gustav Möllers 'Den skyldige'?

Det var en glimrende film i forvejen – skarpt skåret, velspillet af Jacob Cedergren i den altdominerende hovedrolle, skidespændende, godt udtænkt og med et klart og originalt udgangspunkt - at vores hjerner er fantastisk gode til at skabe billeder, når vi hører noget lyd.

Cedergren sad bare og passede telefonen natten lang på alarmcentralen. Han var nedslidt, hidsig, ukontrollabel og med en dårlig sag om embedsmisbrug hængende over sig. Efter talrige opkald fra fulde fjolser, der var væltet på cyklen og den slags, fik han en ung kvinde i røret. Til at begynde med lød hun, som om hun havde ringet forkert, men efterhånden gennemskuede politimanden, at hun var kidnappet og sad i en varevogn med sin bortfører et sted på en motorvej.

Dér foregik 'Den skyldige', på alarmcentralen, og kun på alarmcentralen, mens Jacob Cedergrens politimand talte i telefon cirka 40 gange, med den unge kvinde, med hendes barn, hendes mand og diverse kolleger. For hvert opkald kom politimanden tættere på at forstå situationen – men med sin hidsige trang til at hjælpe skubbede han også begivenhederne ud af kurs.

Store navne bag genindspilning

Den film har stjernen Jake Gyllenhaal og hans selskab Nine Stories købt rettighederne til, Antoine Fuqua – manden bag actionbaskere som 'Training Day', 'Olympus has Fallen' og 'The Equalizer' – har instrueret, og skaberen af serien 'True Detective', Nic Pizzolatto, har skrevet manuskriptet. Filmen kommer på Netflix. Ret meget mere toptunet kan et amerikansk remake af en dansk film ikke være.

Antoine Fuqua – manden bag actionbaskere som 'Training Day’, ’Olympus has Fallen’ og ’The Equalizer’ – har instrueret genindspilningen. (Foto: GLEN WILSON/NETFLIX © 2021 © © 2021 Netflix)

Gyllenhaal, Fuqua og Pizzolatto har mere eller mindre genindspillet 'Den skyldige' én til én – med små, men afgørende, ændringer hist og pist. For det første har de ikke troet 100 procent på styrken ved kun at optage på én location og lade lyden styre filmen.

Første billede viser for eksempel et par helikoptere, der overflyver Los Angeles, mens brandene hærger bakkerne omkring byen. Netop røgen har fået en vigtig birolle i den amerikanske genindspilning. Det er svært for Gyllenhaals politimand, Joe, at hente assistance. Derudover har han problemer med vejrtrækningen, hvilket yderligere stresser ham ovenpå en skilsmisse og en møgsag, der skal for retten den efterfølgende morgen.

Nic Pizzolatto har altså læsset ekstra stress og vrede over på politimanden i centrum. Det betyder også, at 'The Guilty' ender et andet sted end 'Den skyldige' – den skyld, titlen omtaler, er for eksempel en helt anden end i Gustav Möllers og medforfatter Emil Nygaard Albertsens original.

Noget helt andet end originalen

Men på to punkter bliver 'The Guilty' noget helt andet end 'Den skyldige'.

For det første var det en klar del af 'Den skyldige's charme, at den gav et meget underspillet og meget dansk bud på den typiske amerikanske politifilm. Den lignede noget, amerikanerne har lavet 57 millioner gange. Bare på dansk. Og med et tvist. Nu foregår den i USA – og ligner dermed noget, amerikanerne har lavet 57 millioner gange.

Jake Gyllenhaal overspiller desværre i den nye version af 'Den skyldige', mener filmanmelder Per Juul Carlsen. (Foto: GLEN WILSON/NETFLIX © 2021 © © 2021 Netflix)

For det andet har Fuqua, Gyllenhaal og Pizzolatto utrolig svært ved at styre følelsesudbruddene. I stedet for at stole på at en samtale og en lyd, bare et mærkeligt klik i telefonen, kan skabe hundredvis af billeder i vores hoveder, overspiller ikke bare Gyllenhaal men også en ellers afdæmpet og begavet skuespiller som Peter Sarsgaard.

Hvorfor? Og hvorfor genindspille 'Den skyldige' i USA? Hvorfor gøre det til en dårligere film ligesom amerikanske 'Blackbird' blev en tynd udgave af Bille Augusts 'Stille hjerte'. Fordi kun meget få amerikanere gider se film, hvor folk taler et uforståeligt skandinavisk sprog. Og fordi Jake Gyllenhaal helt tydeligt har ønsket at fyre den af i rollen som Joe. Det er der bare ikke kommet en bedre film ud af.

(© Netflix)
FacebookTwitter