Robotstøvsugere, julemænd og en gigantisk diller: Nu er vild sci-fi-serie tilbage

Anden sæson af den opfindsomme 'Love, Death & Robots' byder på både gys og mørk science fiction.

Tim Miller og David Fincher er mændene bag antologiserie på Netflix, der efter planen får en tredje sæson i 2022. (Foto: pressebillede © 2021 Netflix)

Det vigtigste for mig, når jeg skal se en ny serie, er – udover at blive gedigent underholdt – at blive overrasket, hver gang fortællingen går i en anden retning, end jeg regnede med.

At der bliver taget kreative chancer, og at uforudsigeligheden konstant holder mig nyforelsket i den pågældende serie.

'Black Mirror' var i mange år den serie for mig.

En ikke altid perfekt serie, hvor skaberen Charlie Brooker til gengæld altid gjorde sig umage for at prøve nye fortælleformer og koncepter af.

Også komediedramaserier som' Master of None', 'Dave' og 'Atlanta' har taget denne stil til sig. Skaberne bag er ikke blege for at lade et afsnit tage en afstikker og belyse noget, som ikke nødvendigvis fører hovedplottet videre.

'Black Mirror' er på pause, og vi ved faktisk ikke rigtig, om der nogensinde kommer mere.

'Atlanta' er blevet voldsomt forsinket på grund af corona, og 'Master of None' er blevet til en helt anden serie i tredje og formentlig sidste sæson.

Heldigvis har vi stadig 'Love, Death & Robots', der er tidens nok mest eksperimenterende serie.

I første sæson fik vi hele 18 afsnit på alt mellem seks og 17 minutter, som alle var særskilte og afrundede fortællinger. De havde kun det til fælles, at de alle var animerede og inden for science fiction- og horror-genren.

I den nye anden sæson fortsættes stilen ufortrødent, selvom vi kun får otte nye afsnit – hvilket egentlig klæder serien ret godt, da der er meget at tygge på.

Der er historier om alt fra farlige, vildfarne robotstøvsugere, en monstrøs julemand og en gigantisk… penis. Jep, den er god nok – læs videre, hvis din nysgerrighed er bare en anelse pirret.

Her kommer en guide til de bedste afsnit fra den nye sæson.

1

'Pop Squad' – brutal nihilisme

Episoden 'Pop Squad' har stærke inspirationer fra 1950'ernes New York. (© IMDB)

'Love, Death & Robots' rummer alle mulige former for animations-stilarter.

Fra det helt karikerede og nærmest tegneserieagtige til det helt naturtro, der næsten narrer øjet til at tro, at det er live-action med skuespillere af kød og blod.

Det her afsnit ligger tæt på det realistiske, og man får en klar 'Blade Runner'-følelse i både det visuelle fremtidsdesign og den mørke film noir-stil.

Kort sagt handler afsnittet om en lejemorder, der har som umenneskelig opgave at udrydde ikke bare de forældre, der bryder loven ved at stifte familie, men også de børn, der er blevet født i strid mod loven.

Det er nemlig ikke længere lovligt for underklassen at sætte børn i verden. Men heldigvis er vores brutale hovedfigur, Detective Briggs, ved at knække på grund af sit nådesløse job.

Det er fascinerende, hvor meget man kan nå på blot 18 minutter, og det lykkes både med en imponerende verdensopbygning og nogle figurer, man hurtigt føler, man kender.

Ja, det er faktisk skræmmende, hvor meget man kan på 18 minutter. Jeg kan i et splitsekund blive helt bange for, at jeg aldrig kan gå tilbage til timelange afsnit igen.

2

'Snow in the Desert' – kærlighed og krops-horror

'Love, Death & Robots'-serien har vundet fem Emmy'er. (© IMDB)

Hvis man efter at have set afsnit som 'Ice' og 'Automated Customer Service', der begge er mere barnligt animerede, tror, at denne serie kun er for de "sarte" sjæle, så tager man fejl.

I 'Snow in the Desert' befinder vi os på en fremmed planet, og i bedste 'Star Wars'-stil møder vi hovedpersonen Snow på en intergalaktisk bar, hvor han prøver at nyde en kold øl i en verden, hvor der er seriøs mangel på væske.

Snow er eftersøgt, og efter at få skudt hånden af af en dusørjæger, finder vi ud af, at han er i stand til at gro en ny hånd på blot et par dage.

Det kommer der en masse smuk body-horror ud af, men historien tager en skarp drejning, da han møder den mystiske Hirald, som han forelsker sig i.

'Snow in the Desert' er en af de få kærlighedshistorier i denne sæson, der mere fokuserer på "death" og "robots".

På den måde er serien en drøj omgang, og man skal være fan af både mørk science fiction og diverse gyser-genrer for virkelig at sætte pris på 'Love, Death & Robots'. Den låner fra både 'Black Mirror', 'Sin City', 'Blade Runner', diverse anime-serier og voksen-animationsserier som 'Invincible' og 'Archer'.

Lidt optimisme er der dog at spore her, og den helt igennem fantastiske animation gør, at man til tider glemmer, at det ikke er rigtige mennesker, der taler, elsker og slås i afsnittets mange spændende stunder.

3

'The Drowned Giant' – verdens største strandvasker

'The Drowned Giant' bygger, ligesom de resterende afsnit, på en stribe af interessante science fiction-noveller – flere af dem er dog heftigt genfortolket og omskrevet. (Foto: pressebillede © 2021 Netflix)

Dette afsnit er langt mindre hæsblæsende end de andre, hvilket egentlig er pudsigt, da det er seriens ene bagmand, den actionglade 'Deadpool'-instruktør Tim Miller, der selv har sat sig i instruktørstolen og skabt dette rolige, smukke afsnit.

Liget af en druknet gigant er skyllet ind på stranden i en lille fiskerby og i den forbindelse – og i øvrigt uden svar på, hvordan giganten er død, og hvorfor der overhovedet findes gigantiske mennesker – møder vi en professor, der udvikler en form for følelser for det gigantiske kadaver.

Ikke en forelskelse, men en spejling i det groteske lig, som hurtigt bliver genstand for selfier og børn, der rutsjer ned ad gigantens blege mave.

Det er en sørgmodig historie om menneskets uundgåelige forfald. Selv en mægtig kæmpe må bukke under for naturens gang.

Bid for bid bliver det store lig skåret i stykker, da grådige mennesker kan tjene penge på de abnorme kropsdele.

Hvad der sker med gigantens tilsvarende store diller, må I selv se afsnittet for at finde ud af.

Den cliffhanger er jeg selv rimelig stolt af – god fornøjelse!

'Love, Death & Robots' kan streames på Netflix

Facebook
Twitter