'Rodet' og 'kedelig': Ny Beverly Hills 90210-serie får lunken modtagelse af anmelderne

Den nye version af 90'er-klassikeren bliver dog rost for at prøve mange nye tiltag af.

Der er gået næsten 30 år, siden skuespillerne første gang tonede frem på skærmen i 'Beverly Hills 90210'. Men stjernerne ligner i høj grad sig selv, selvom tiden naturligvis har sat sine spor i truppen, der netop er vendt tilbage i en ny 'Beverly Hills'-serie. (© Fox)

Mange 90'er-nostalgikeres hjerter brød i brand, da det blev annonceret, at der ville komme en ny udgave af den ikoniske tv-serie 'Beverly Hills 90210'.

Og 19 år efter at sidste afsnit af den originale serie løb over skærmen, er genoplivningen nu en realitet.

Den nye udgave af serien, der bærer titlen 'BH90210', er nemlig endelig landet.

Lyt til den fængende titelmelodi fra serien, mens du læser videre:

Men hvis man som dedikeret 'Beverly Hills'-fan havde glædet sig til et gensyn med sine favoritkarakterer, så bliver man skuffet.

Hverken Donna, Brandon, Kelly, Steve eller nogen af de andre karakterer er med i den nye serie, der har navnet 'BH90210'.

I den nye serie følger man til gengæld skuespillerne fra den oprindelige serie, der spiller fiktive udgaver af sig selv, der nu er 30 år ældre og i bedste meta-stil bakser med at få stablet en ny sæson af 'Beverly Hills 90210' på benene.

Men det utraditionelle koncept i genforeningsserien, der havde premiere på amerikansk tv onsdag aften, falder ikke i alles smag.

Anmelderne er nemlig langt hen ad vejen enige om, at 'BH90210' ikke er synderligt god. Men heller ikke synderligt dårlig.

Rodet, men sjov

Den nye sæson tager udgangspunkt i, at holdet af skuespillere fra den gamle serie mødes i Las Vegas for at deltage i en panel-snak for fans af 'Beverly Hills 90210'.

Og rammende nok mener Rolling Stone, at serien egner sig bedst til dem, der har fulgt grundigt med i den oprindelige serie.

- Den henvender sig til die hard-fansene af den gamle serie - uden egentlig at være en fortsættelse af den. Og når den nye udgave er bedst, er den middelmådig, skriver de i deres anmeldelse og bemærker, at absurditeten i den nye serie alligevel ender med at være lidt tillokkende.

- Efter et stykke tid er det faktisk den rene og skære mærkværdighed ved serien, der ender med at holde seeren fanget, skriver de og giver to en halv stjerne ud af fem.

Sådan så holdet ud i 1991, da serien var i gang med sin anden sæson, og skuespillerne så småt var blevet til teenage-idoler for en hel generation. (Foto: mikel roberts © Getty Images)

Mere positiv i deres anmeldelse af serien er Vulture.

- 'BH90210' er ikke dybt tv. Det var den gamle serie heller ikke. Men 2019-udgaven gør noget, som mange reboots ikke gør. Den slukker seerens tørst efter nostalgi, samtidig med at den anerkender - på et vist niveau - at der er noget sørgeligt, lidt patetisk, men dybt meningsfuldt i vores behov for at genopleve vores ungdom, lyder det blandt andet i anmeldelsen, der fortsætter:

- Oven i hatten spiller den på nogle underlige sæbeopera-elementer for at fastholde seerens interesse. Det giver serien en noget rodet tone, men i det mindste er det et relativt sjovt rod, skriver Vulture, der ligesom de resterende medier ikke giver stjerner.

Fraværet af Luke Perry

Flere anmeldere bemærker også fraværet af særligt én skuespiller; Luke Perry.

Den følsomme badboy Dylan McKay blev spillet af Luke Perry, som døde som følge af et slagtilfælde tilbage i marts i år, og måden, det bliver håndteret på i serien, kunne have været bedre.

I hvert fald ifølge The Hollywood Reporter, der anerkender, at hans død uden tvivl kom bag på skuespillerne, men at det også virker sådan på serien, når man ser den.

- Tori Spelling reflekterer over hans død: 'Vi lever ikke for evigt, men vi har lavet noget, der gør', og Luke Perry bliver hyldet, og hans død bliver brugt som katalysator for de resterende skuespillere til at tænke over deres '90210'-eftermæle. Det er ikke meningen, at det skal være kikset. Men det føles kikset, skriver mediet.

Serien største hjerteknuser, Luke Perry, er ikke med i den nye udgave af 'Beverly Hills'. Han døde af et slagtilfælde tidligere på året. Inden sin død var han en del af Netflix-serien 'Riverdale'. (Foto: mikel roberts © Getty Images)

IndieWire kalder serien 'kedelig', men roser holdet for at prøve noget nyt i bølgen af genoplivninger af serier, der er skyllet ind over tv-markedet gennem de senere år.

- Man vil rigtig gerne give dem credit for at prøve en ny form på nostalgi-genren af. Den midaldrende trup kan jo åbenlyst ikke spille teenagere, og det er ambitiøst i stedet at ville genfortælle 'Beverly Hills' som en meta-historie i en meta-historie. Men det er ikke rigtigt en mockumentary og ikke rigtigt et skævt stykke finkultur, lyder deres dom.

Der kommer i alt seks afsnit af 'BH90210', som du i Danmark kan se hver torsdag på C More og hver fredag aften klokken 20.55 på TV2 Zulu.