'Rørende, original og vanvittigt underholdende': En af de bedste serier lige nu er et stjernespækket superhelte-brag

Animationsserien 'Invincible' har opbygget en enormt dedikeret fanbase. Nu annoncerer Amazon Prime to sæsoner mere.

Mark Grayson, en lidt småkikset high school-knægt, bærer rundt på en hemmelighed: at hans far er jordens mest magtfulde superhelt, Omni-Man. (Foto: Amazon Prime)

Jeg startede enormt skeptisk, da jeg satte første afsnit af den animerede superhelteserie 'Invincible' på.

Jeg har ikke læst tegneserien, den bygger på, men på overfladen ligner det en historie om Supermand, der får en søn, der mere elle mindre lever samme liv som Spiderman, tilsat et Avengers-team og de store, filosofiske meta-armbevægelser fra 'Watchmen'. For ikke at tale om de drabelige, næsten kvalmefremkaldende øjeblikke, der leder tankerne hen på 'Deadpool' eller 'The Boys'.

Okay, jeg kan godt selv høre, at en blanding af alle de her superhelteingredienser lyder ret fedt - og det er endda en underdrivelse af dimensioner.

For 'Invincible' tager ikke bare det bedste fra andre superhelteuniverser. Den er helt sin egen og udvikler sig over otte sublime afsnit til en fortælling, der er både rørende, original og ikke mindst vanvittigt underholdende.

Vores hovedperson hedder Mark Grayson, en lidt småkikset og meget almindelig high school-knægt, der bærer rundt på en hemmelighed: at hans far er jordens mest magtfulde superhelt, Omni-Man.

Da Marks kræfter en dag sparker ind i pubertetsalderen, skal han til at affinde sig med en ny tilværelse og bliver hurtigt grebet af et enormt ansvar og trang til at beskytte dem omkring ham.

Det er ikke kun en superheltefortælling, men også en romantisk komedie, da han har et godt øje til både den edgy Amber og superhelten Atomic Eve. Allerede i slutningen af første afsnit finder vi dog ud af, at intet er, som vi troede, og et stort mysterie med potentielt uoverskuelige konsekvenser venter forude.

Her er noget af det, der gør serien til sin helt egen.

1

En af skaberne er a'Walking Dead'-bagmand

Der er et hav af kendte mennesker bag projektet og stemmerne, og det kan mærkes, for 'Invincible' er i en klasse for sig. (Foto: Amazon Prime Video)

Tegneserien er skabt af Robert Kirkman, Cory Walker (der med tiden blev udskiftet af Ryan Ottley) i 2003 og kørte helt frem til 2018, hvor Kirkman besluttede at afslutte serien definitivt, for at den ikke skulle falde i samme fælde som andre heltefortællinger, der har det med at fortsætte ud i det uendelige.

De tre herrer står sammen med showrunner Simon Racioppa også bag denne serielle animationsfilmatisering, så fans af tegneserien vil få et produkt, som er i samme ånd, og som lægger sig tæt op af originalversionen.

Men som en, der ikke har læst tegneserien, kan jeg skrive under på, at det på ingen måde er et must at have et kendskab til tegneserien - faktisk er det nok en fordel, da serien har mange uventede plottwists.

Robert Kirkman er måske mest kendt for at stå bag tegneserien 'The Walking Dead', der dannede grundlag for tv-serien af samme navn, som han også har skrevet adskillige afsnit af.

2

Bloddryppende voldsorgier i lange baner

Ja, det er en tegnefilm, men 'Invincible' er spækket med action og er bestemt ikke for børn. (Foto: Amazon Prime Video)

Robert Kirkman er ikke bange for at begive sig ud i blodige og grafisk detaljerede voldsscener, og selvom 'Invincible' på overfladen ligner en farvestrålende og børnevenlig serie, så skal man ikke ret langt ind, før blodet, de afrevne lemme og knuste hovedskaller flyver om ørerne.

Det er virkelig ikke en serie for sarte sjæle, og selvom serien også kan gøre enhver blød i knæene, når Mark og hans mor Debbie deler deres rørende øjeblikke, så bliver det hurtigt punkteret af både sort humor og brutal vold, hvor menneskekroppe opløses som overmodne tomater.

3

Komplicerede familieforhold

J. K. Simmons, der måske bedst er kendt som den rasende redaktør i 'Spider-Man'-filmene spiller verdens mægtigste helt i 'Invincible'. (Foto: Amazon Prime Video)

Selvom jeg finder en spøjs nydelse i disse voldsomme scener, er det mest interessante aspekt i 'Invincible' Mark Graysons forhold til faderen Omni-Man med det borgerlige navn Nolan Grayson. Nolan kan bedst beskrives som en ældre version af Superman og kommer fra planeten Viltrum, der er fyldt med overmenneskelige skikkelser.

Alligevel var det Debbie, han faldt for, og han er nu en veltæmmet familiefar, der glæder sig til at kunne give superhelte-staffetten videre til sin søn.

Mark er til gengæld fuld af ærefrygt og har forgudet sin far siden barnsben. Det er et klassisk far og søn-forhold, som jeg selv kan nikke genkendende til, hvor snakke om karriere og succes ofte fylder mere end følelser og nærvær.

Det får Mark til gengæld fra sin mor, der "blot" er et menneske, og som er relativt uimponeret af både Nolan og Marks ekstraordinære kræfter. Hun ønsker blot at se sin søn glad og tilfreds.

4

Superhelte med velkendte stemmer

J.K. Simmons som Omni-Man, Sandra Oh som Debbie Grayson og Steven Yeun er blandt de mange kendte stemmer. (Foto: Amazon Prime)

'Invincible' er proppet med fantasifulde superhelte af mere elle mindre ironisk karakter. Fra de helt hårdkogte typer taget direkte ud af et mørkt 'Punisher'-hæfte til de bevidst ironiske og næsten parodierede helte, der giver et nyt spin på klassiske typer som Batman og Hulk.

Serien er heller ikke bange for at rive tæppet væk under os, og man skal passe på med at udvikle for stærke følelser for de her helte, for ingen kan vide sig sikre på at overleve serien - eller bare ugens afsnit.

Det er et af de mest imponerende stemme-casts i en animationsserie derude. Udover J.K. Simmons som Omni-Man, Sandra Oh som Debbie Grayson og Steven Yeun som Mark Grayson, dukker kæmpestjerner op i både sporadiske og faste figurer.

Heriblandt Jon Hamm, Walter Goggins, Mark Hamill, Zazie Beetz, Mahershala Ali og Seth Rogen - der i øvrigt også er excecutive producer på serien og vist har en live-action version af 'Invincible' i støbeskeen.

5

Fremragende afslutning - og to nye sæsoner på vej

Amazon Prime har bestilt yderligere sæsoner af 'Invincible', (Foto: Amazon Prime)

Invincible er uden tvivl tidens mest opfindsomme superheltefortælling, og generelt en af de bedste serier på streamingtjenesterne lige nu.

Det høje niveau i de første par afsnit overgås hurtigt henad vejen, og serien kulminerer i de to sidste afsnit, der ikke bare kommer med alle de tilfredsstillende svar på seriens store mysterium, men som også indeholder underholdende action så opfindsom, at selv Marvel bure tage noter.

Det er helt sikkert et plus, hvis man kan lide både superhelte og animation, men egentlig tror jeg, at 'Invincible' vil være en fantastisk oplevelse for de fleste - medmindre man er meget sart, hvad blod og lemlæstelse angår; så vil man nok hurtigt finde en undskyldning for at slukke.

Personligt kan jeg ikke vente på de to kommende sæsoner, som Amazon Prime har annonceret, og efter sigende er der stadig mange gode historier tilbage fra tegneserien, som de kan tage udgangspunkt i.

'Invincible' kan streames på Amazon Prime.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk