Roland Møller i Hollywood-debut: Blev sat på plads af verdensstjerne

Den danske skuespiller medvirker i actionfilmen 'Atomic Blonde', som har Oscarvinderen Charlize Theron i hovedrollen.

I Danmark er han et kendt ansigt, og nu skal vi til at dele ham med resten af verden.

Skuespilleren Roland Møller har nemlig sin Hollywooddebut i den biografaktuelle actionfilm 'Atomic Blonde', hvor hovedrollen spilles af den Oscarvindende skuespiller Charlize Theron.

I Aftenshowet fortæller danskeren, at det var en stor oplevelse at spille sammen med verdensstjernen, der blandt andet er kendt fra filmene 'Monster', 'Mad Max: Fury Road' og 'Young Adult'.

- Hun er lidt intimiderende. Hun er høj, flot, smuk og klog. Pisse dygtig og forberedt. Hun havde lavet al research på mig, inden jeg kom, og hun havde set de film, jeg har lavet. Hun ved godt, hvad hun vil have, fortæller Roland Møller i Aftenshowet.

Benhård verdensstjerne

Selv om han efterhånden har medvirket i en del danske film, var det alligevel en stor mundfuld at træde ind på den internationale scene.

- Jeg følte mig lidt lille i verden, må jeg nok erkende. Men så fandt jeg min gamle gadedreng frem, og jeg lærte tingene på den hårde måde, forklarer Roland Møller, som blev sat på plads af filmens hovedperson.

- Charlize Theron er jo en benhård boss lady, og der var et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne huske mine replikker. Så sagde hun til mig, at jeg skulle samle mine nosser op fra gulvet og huske på, hvorfor jeg var der, lyder det fra danskeren, som havde en kæk respons i ærmet til den sydafrikanske skuespiller.

- Hun sagde, at jeg havde tabt noget. Jeg spurgte: 'Hvad?'. Hun sagde: 'Dine nosser!'. Så stod jeg lidt der, og så sagde jeg: 'Det er ikke mine, for mine er barberede. Så det må være dine'. Og det grinte alle meget af, og så gik jeg ind og leverede, forklarer den dobbelte Bodilprisvinder.

Her ses Charlize Theron, da hun mandag var til den amerikanske premiere på 'Atomic Blonde' i Los Angeles. (Foto: VALERIE MACON © Scanpix)

Knokler løs

Sit store gennembrud fik Roland Møller i fængselsdramaet 'R' fra 2010, og tanken om Hollywood havde strejfet ham, før tilbuddet fra filmbyen var en realitet.

- Jeg tror, at alle skuespillere gerne vil prøve at komme over og lave nogle Hollywoodfilm. Så jo, det var da selvfølgelig et mål, men det kom så hurtigt, og jeg blev kastet ud på dybt vand. Og nu står jeg så og er ved at tørre mig, så jeg er klar til en tur mere, siger den skæggede fyr, der er opvokset i Odense.

Hollywoodeventyret er lige begyndt for Roland Møller, som har flere projekter i pipeline, og han har ikke tænkt sig at geare ned lige med det samme.

- Jeg har det her momentum, og man ved ikke, hvornår det stopper, så jeg knokler derudaf lige så hårdt, jeg kan, siger han.

'Atomic Blonde' har danske biografpremiere i dag.