Rollen som Kevin Spaceys elsker skulle være danske Benjamins gennembrud... Men så ramte skandalen

Benjamin Stender har haft en utraditionel start på sin karriere som skuespiller.

Benjamin Stender var helt ude af sig selv.

Bag tæppet i det pompøse Teatro Verdi i Firenze sad mere end 1.500 spændte gæster og ventede på at se forestillingen 'Cyrano de Bergerac'.

Salen var så stor, at han næsten ikke kunne se den bagerste række.

Om lidt skulle han på scenen og spille over for nogle af Italiens største skuespillere, selvom han kun havde terpet italienske gloser i to år og stadig havde en tyk, dansk accent.

Han følte sig som et støvfnug i den kæmpe sal. Nogle aftener under turnéen rundt i Italien var han brudt ud i gråd, fordi han ikke kunne klare presset. Men han skulle på scenen, for det var nu, det gjaldt. Hvis ikke han præsterede, ville han ødelægge det for hele holdet.

"Der er ingen undskyldning," havde den italienske hovedrolleindehaver råbt ind i ansigtet på ham, mens han ruskede Benjamin Stender i kraven.

Da Benjamin Stender (th.) stadig studerede, spillede han med i forestillingen 'Cyrano de Bergerac', der blev vist i omkring 60 byer i Italien. (Foto: Noemi Commendatore)

Det var nu, han skulle mande sig op, hvis han virkelig ville bevise, at han var en professionel skuespiller.

Turen gik til Rom

Benjamin Stender har vidst, at han ville være skuespiller, siden han var helt lille. Han elskede at narre andre og få dem til at tro på hans historier.

I 3. klasse blev han sendt hjem fra skole, fordi han var ved at få hedeslag i sin Superman-dragt af nylon. Den havde han insisterende taget på for at få resten af klassen til at tro, at han var den ægte Superman.

Og da hans mor havde sminket et blåt øje på ham, havde skolen ringet til forældrene og bedt om en skole-hjem-samtale, fordi man var i chok over, at den lille dreng åbenbart var blevet gennembanket.

Da han var færdig med gymnasiet, søgte han forgæves ind på Den Danske Scenekunstskole i København. I stedet tog han til optagelsesprøve på en skuespillerskole i Rom, selvom han ikke kunne ét eneste ord italiensk og aldrig havde besøgt den italienske hovedstad.

Benjamin Stenders første år i Rom var hårdt, fordi han hverken kendte sproget eller kulturen. (Foto: Betina Garcia © dr)

Efter tre samtaler på den skole, han mente havde den fedeste skuespilleruddannelse, fik han at vide, at han havde tre måneder til at sætte sig på sin røv og lære italiensk. Så som 19-årig sagde han farvel til Danmark og flyttede til Rom.

- Det var et megahårdt år. Jeg fattede ikke en skid og følte det som om, jeg var i en eller anden form for mærkelig rus i et år. Jeg var sindssygt ensom og følte mig så lille, fordi man bliver så afhængig af andre, når man ikke kender sproget. Nogle gange kunne jeg vågne op og mærke den her frygt, der sad i mig, siger Benjamin Stender.

Én samtale ændrede alt

Otte måneder efter studiestart blev det hele for meget.

Han ringede til sine forældre og fortalte dem, at han ville stoppe på skolen og vende hjem. Derefter gik han op til rektor og gav ham samme besked. Men heldigvis trak en anden af skolens elever ham til side.

Hun var smuk og en af skolens mest succesfulde piger, der allerede havde fået flere roller, husker Benjamin Stender.

Måske spillede det ind, at han var lidt forelsket i hende, men det var mest hendes historie, der fik ham overtalt til at blive og læse videre i Rom.

Benjamin Stender elsker Rom, selvom byen også er meget hårdere end København. (Foto: Betina Garcia © Dr)

Hun tog ham med på en café og fortalte, hvordan hendes forældre var blevet dræbt i et biluheld, da hun som barn boede i Rumænien. Siden hen blev hun ved med at kæmpe for at komme til Rom og blive optaget på skuespillerskolen.

- Det var en sindssyg intens historie. Hendes styrke inspirerede mig så meget, og hun fik mig overbevist om, at jeg skulle blive på skolen. Hvis det ikke havde været for den samtale, var jeg aldrig nået til dér, hvor jeg er i dag. For efter det fik jeg venner, job og kunne klare mig selv. Og da jeg et år senere stod på Teatro Verdi i Firenze, forstod jeg nærmest ikke, at alt det var sket inden for bare ét år.

- Jeg havde fået den her rolle efter en casting på en kæmpe forestilling, som skulle opføres i stort set alle italienske byer. Jeg havde den her dansker-accent, og ingen af mine lærere, de andre på holdet eller jeg selv havde forventet, at jeg ville få rollen. Det var første gang, jeg skulle spille professionelt teater, og det gav mig et kæmpe selvtillidsboost, siger Benjamin Stender.

Turnéen rundt i cirka 60 forskellige italienske byer åbnede Benjamin Stenders italienske karriere. Efter turnéen blev han ringet op af en agent i Rom, og derefter spillede han med i flere film og tv-serier, der blev optaget i Rom.

Benjamin Stender har blandt andre spillet sammen med den Oscar-vindende skuespiller F. Murray Abraham, som nogle måske kender som figuren Dar Adal fra tv-serien 'Homeland'. (Foto: Betina Garcia © Dr)

Han følte sig som den lille danske grønskolling, der ikke turde hilse på den Oscar-vindende F. Murray Abraham, som han spillede over for i filmen 'The Unseen World' fra 2010.

Og da han spillede overfor 'Kill Bill'-skuespilleren Michael Madsen i filmen '2047: Sights of Death', lovede han ham at guide ham til Thisted, hvis han en dag skulle komme forbi byen i Thy, hvor Hollywood-skuespillerens familie stammer fra.

Castet til Kevin Spacey-film

Sideløbende med det begyndte Benjamin Stender at lave teater hjemme i Danmark, hvor han fik Reumerts Talentpris i 2014.

Men da hans agent en dag for to år siden blev ringet op for at få Benjamin Stender til en casting, håbede de begge på, at det for alvor ville sætte skub i den internationale karriere.

I starten vidste Benjamin Stender kun, at det var en større film, og at den skulle optages i Rom. Men da han efter flere castingrunder fik rollen, opdagede han, at det var Netflix-filmen 'Gore', hvor han skulle spille over for Oscar-vinderen og 'House of Cards'-stjernen Kevin Spacey.

- Min kæbe faldt næsten på gulvet. Jeg elsker Kevin Spacey som skuespiller, og det eneste, jeg tænkte, var, at det gad jeg virkelig godt. Sådan virkelig godt. Filmens manuskript var fantastisk. Det var provokerende, nyskabende og virkelig godt skrevet. Det var en film, der havde så meget potentiale – også for mig, fordi jeg håbede, at det ville give mig nogle flere projekter. At få lov til at spille sammen med Kevin Spacey er en stor ting, siger han.

Benjamin Stender fik Reumert Talentprisen i 2014, efter han spillede med i teaterforestillingen 'A Woman in Black'. (Foto: Betina Garcia © Dr)

Men det, som hverken Netflix, Kevin Spacey eller Benjamin Stender vidste, var, at MeToo-bølgen var under opsejling, og lige præcis dér var filmens manuskript måske en anelse for provokerende.

I filmen skulle Benjamin Stender nemlig spille en ung assistent på et amerikansk tv-show, som Kevin Spaceys figur skulle indlede et forhold med. Filmen nåede at blive klippet færdig og var egentlig klar til at blive smidt på streamingtjenesten, men så rullede MeToo.

- Nyheden kom ud om Kevin Spacey, og jeg tænkte "det er bare løgn". Og da Netflix så sendte en mail ud om, at de havde valgt at indstille arbejdet med filmen, så fik jeg virkelig nederen på. Det var så ærgerligt - ikke bare for mig, men også for hele holdet, der havde knoklet for den her film.

- Jeg var sikker på, at filmen ville blive en stor succes, hvis den kom ud. Men jeg kan jo godt se, at når filmen også handler om, at Kevin Spaceys figur forelsker sig i drenge, så er det lidt for tæt på MeToo-sagen, siger Benjamin Stender.

Til gengæld gik der ikke lang tid, før han fik en ny rolle i den italienske tv-serie 'Rosens navn', som sidste år modtog Italiens svar på en Golden Globe-statuette for 'Bedste tv-serie'.

Benjamin Stender (tv.) spiller munk i tv-serien 'Rosens navn'.

I serien spiller Benjamin Stender en munk, og under de seks måneder, optagelserne varede, skulle han både afblege sit hår og barbere en bar plet i toppen af hovedbunden. Noget af det mest forfærdelige, han nogensinde har gjort ved sig selv for at få en rolle.

Efter optagelserne var færdige sidste forår, flyttede han tilbage til Danmark, hvor han blandt andet spillede med i 'Hamlet' på Kronborg Slot.

Men Italien trækker stadig, fortæller han.

- Jeg har lavet et par kortfilm i efteråret i Italien og noget med Christoffer Boe herhjemme i Danmark, som jeg ikke kan sige noget om lige nu. Jeg er sådan set både i Danmark og i Italien i øjeblikket, og det håber jeg også jeg også, jeg kan blive ved med. Jeg ser lidt Danmark som min kone, og Italien som min elskerinde.

Benjamin Stender bor det meste af tiden i Danmark. Han elsker det smukke og fantastiske ved Rom, men fortæller også, at man mærker korruption og vold, når man bor i den italienske hovedstad. (Foto: Betina Garcia © dr)