S og DF kræver penge fra Netflix: Betal til dansk kultur

I andre EU-lande skal streamingtjenester betale skat. Det vil Netflix kæmpe imod i Danmark, forudser ekspert.

Netflix har over 100 millioner abonnenter i hele verden. (Foto: © Mike Blake, Scanpix)

Streamingtjenester som HBO og Netflix, der omsætter for over en halv milliard kroner herhjemme, skal tvinges til at støtte produktionen af dansk film og kultur.

Det mener Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, der er utilfredse med, at de succesfulde selskaber - ifølge partierne - nyder godt af dansk kultur uden at bidrage til udviklingen af den.

Inspireret af tiltag i andre EU-lande foreslår de to partier, at der enten skal opkræves en særlig streamingskat, eller også skal man kræve, at tjenesterne investerer en del af deres omsætning i dansk kulturliv, skriver Politiken.

Om begge eller et enkelt af de to krav bør indføres, og hvor stort et beløb Netflix skal betale, har partierne endnu ikke lagt sig fast på.

- Problemet er, at der er en lang række store udenlandske koncerner, som tjener store penge i Danmark, men de investerer ikke tilsvarende i landet. Der skal betydelige beløb den anden vej, siger kulturordfører for Socialdemokratiet, Mogens Jensen, til Politiken.

Samme holdning har kulturordfører i Dansk Folkeparti, Alex Ahrendtsen, som henviser til, at det er et "spørgsmål om rimelighed".

I mindst ni andre lande er der ifølge Politiken og de europæiske filminstitutters sammenslutning (EFAD) allerede indført lovgivning, der pålægger streamingtjenesterne at bidrage til fælleskassen, eksempelvis i:

  • Frankig Streamingtjenester er pålagt en skat på to procent af omsætningen og et investeringskrav på mellem 15 og 26 procent af nettoomkostningerne.

  • Tyskland Streamingtjenester med omsætning over 3,5 milliarder er pålagt en skat på mellem 1,8 og 2,3 procent.

  • Italien Streamingtjenesterne skal investere mindst 5 procent af deres indtægter i europæisk indhold.

Netflix investerer allerede i dansk indhold

Hverken Netflix eller HBO er vendt tilbage på henvendelser fra DR Nyheder.

Men et krav om, at en del af omsætningen skal investeres i lokalt indhold, vil ikke skræmme Netflix - tværtimod, forudser digital medieanalytiker fra firmaet TomorrowsNextMedia Consultancy Claus Bülow Christensen, som følger udviklingen i streamingtjenester.

- De er allerede i gang med at producere lokalt indhold, som der vil komme endnu mere af de næste par år, siger han til DR Nyheder.

- De vil rigtig gerne producere lokalt og distribuere globalt.

Ifølge Claus Bülow Christensen har Netflix allerede annonceret, at der vil komme omkring 90 lokale tv-produktioner på det europæiske marked næste år.

'The Rain' bliver den første danskproducerede Netflix-serie. (© Misofilm / Netflix)

Det er blandt andet et tegn på, at markedet selv driver udviklingen mod investering i enten lokalt indhold eller at hyre danske produktionsselskaber, manuskriptforfattere, instruktører og skuespillere, mener Claus Bülow Christensen.

Ifølge ham er Netflixs teenagehorror-serie 'The Rain' et godt eksempel. Det er det danske selskab Misofilm, som også har lavet DR-serien '1864' og TV 2-serien 'Rita', der producerer teenagehorror-serien, og mange af optagelserne er lavet ved Næstved på Sjælland.

På samme måde danner Skandinavien også rammen, når Netflix går i gang med at filmatisere Breiviks angreb på Utøya i Norge, og DR har eksempelvis også solgt 'Jeg er ambassadøren'-reportageserierne til streamingtjenesten.

Og Thure Lindhardt spiller danskeren Guthred i anden sæson fiktionsserien 'The Last Kingdom, der er en co-produktion mellem Netflix og BBC.

Netflix forventer selv, at der i år vil blive investeret mindst 42 milliarder kroner i "originalt indhold" - serier, som Netflix selv har produceret.

Fælles EU-krav om streamingskat?

Kravet om en streamingskat på eksempelvis to procent vil blive taget knap så godt imod hos Netflix, vurderer Claus Bülow Christensen.

- De vil kæmpe imod det med næb og klør.

- Men skulle det blive en realitet, som i andre lande, så vil de nok også acceptere skatten, da de har uhyggeligt meget tag i os, siger han med henvisning til, at Netflix har over 50 millioner betalende abonnenter uden for USA.

Både Alternativet og Enhedslisten er ifølge Politiken enige i princippet om, at streamingtjenester "skal betale" og bør bidrage til produktionen af dansk kultur.

En DR-serie om den tidligere amerikanske ambassadør Rufus Gifford (tv) og hans mand Stephen DeVincent (th) er blevet solgt til Netflix og kan nu ses i det meste af verden.

Men blandt andet Alternativet er usikker på, om det i praksis er muligt at lave en national dansk løsning, som Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet foreslår.

Spørgsmålet om et fælles EU-krav til streamingtjenester er flere gange blevet diskuteret i Bruxelles.

EU-Kommissionen foreslog blandt andet sidste år, at mindst 20 procent af streamingtjenesternes film og tv-serier skal være europæiske. Der dog endnu ikke skabt enighed om et fælles EU-regelsæt.

Dansk Folkeparti mener ikke, at Danmark skal vente på en fælles løsning i EU.

- For mig er det ikke afgørende, om det sker i EU eller blandt enkelte lande. Det er en fordel, at der er ni lande, som er med på det, for så står vi stærkere, siger kulturordfører Alex Ahrendtsen til Politiken.

Mogens Jensen (S) ønsker ifølge Politiken at gøre spørgsmålet til en del af de medieforhandlinger, der skal finde sted i foråret og munde ud i en aftale inden 2019.