Så græder den kyniske anmelder igen: Pixar får altid skovlen under mig

Pixar gennemmasserer og smadrepisker følelserne endnu engang med ’Coco’.

12-årige Miguel drømmer om at blive en berømt musiker, men familien har forbudt ham at spille musik og taget hans guitar. (© Copyright: Disney)

Så trillede tårene ned ad kinderne igen.

Det er ikke noget, jeg er pinlig berørt over. Ej heller noget, jeg føler mig stolt af. Det er bare en konstatering.

Pixars animationsfilm har en helt særlig evne til at få mængden af fugt i mine øjne til at stige til et niveau, hvor det bryder overfladespændingen og den salte væske begynder at trille ned af kinderne.

Ingen andre filmselskaber, hverken indenfor animation- eller live action, har samme evne. Heller ikke Disney.

Coco

Instruktør: Lee Unkrich og Adrian Molina

Danske stemmer: Lucas Lomholt Eriksen, Pelle Emil Hebsgaard, Susanne Breuning

Premiere: 8. februar

Moderens død i ’Bambi’ er mere æstetisk fuldendt end egentlig grådfremkaldende. Nedgørelsen af Askepot er så eftertrykkelig, at man alligevel kan mærke at opturen lige om hjørnet. Og så er der scenen, hvor lille Dumbos mor blive låst inde – netop den gør øjnene våde hver gang.

Altid tårer med Pixar

Men få andre scener har ramt mig så rent i tårekanalerne som i Pixars ’Ratatouille’, da den gamle, forstenede madanmelder Anton Ego får et følelsesladt flashback til sin barndom ved at spise rotten Remys ratatouille.

Og Pixars ’Toy Story 3’, da drengen Andy er blevet en stor knægt, der forærer sit legetøj væk, og det står smerteligt tydeligt for enhver forælder, at børn vokser modbydeligt hurtigt.

(Foto: Pixar © © 2017 Disney•Pixar.)

Og Pixars ’Up’, da hovedpersonen Carl Fredericksen finder en sød pige, og de bliver gift, inden hun bliver syg og dør i løbet af en kort montage i begyndelsen af filmen.

Aldrig har livets brutale forgængelighed stået så klart. Tårerne trillede sørgmodigt ned af mine kinder.

Fik skovlen under mig igen

Det gjorde de igen i slutningen af Pixars nyeste film, ’Coco’. Det var helt tydeligt tilrettelagt fra Pixars side.

De skulle have skovlen under mig igen. Og det fik de, måske fordi filmens finale er bygget op om en figur, der befinder sig i samme tragiske situation som min egen svigermor, måske fordi Pixar og ’Coco’s instruktør Lee Unkrich er forbasket dygtige historiefortællere – og måske fordi filmens omdrejningspunkt, at vores døde forfædre forsvinder ud af den her verden, når ingen husker dem længere, eddersnør’me er vel eksekveret.

Per Juul Carlsen

Filmtossen Per Juul Carlsen er vært for Filmland Podcast samt anmelder på P1 Eftermiddag.

Han er ikke meget for at tale om yndlingsfilm, men vil gerne vedgå, at hans liv blev formet af Monty Python, David Lynch, ’Rumrejsen år 2001’, ’Blade Runner’, talrige tegneserier og en helt igennem fortræffelig barndom i Randers.

Det lyder måske som en banal præmis, men når man er en afdød slægtning, og man tilmed er blevet uretmæssigt glemt, er det en temmelig følsom situation. Og takket være ’Coco’ forekommer hukommelse og minder pludselig at være det allervigtigste i hele verden.

Smukt fortalt historie

Den historie opbygger Adrian Molina og Lee Unkrich, der også instruerede ’Toy Story’ 2 og 3 og ’Find Nemo’, med en imponerende grundighed.

Som det ofte er tilfældet med Pixars bedste film, kan man mærke, at manuskriptet er blevet arbejdet igennem igen og igen. Hver scene, hvert vendepunkt er blevet afprøvet.

Der er mange lighedspunkter med ’Find Nemo’ i historien om den mexicanske dreng, Miguel, der ikke må spille sin elskede musik, fordi musik har været bandlyst i hans familie, siden hans tipoldefar skred fra kone og børn for at blive musiker.

Og uanset at Miguel må til noget så usædvanligt som dødsriget for at opklare sin familiehemmelighed, er der noget velkendt ved Pixars virkemidler.

(Foto: Pixar © ©2017 Disney•Pixar)

De har været der før. Men sjældent med så veludfoldet og smukt fortalt en historie.

Smadrepiskede følelser

Det er ikke så charmerende som ’Toy Story’, ikke så originalt som ’Inderst inde’ og ’Wall-E’, men bare helt utroligt elegant foldet ud – og ikke mindst overdådigt tegnet og animeret, med en fuldfedme i hvert billede, så man næsten tror, man kan stikke hånden ind i dem.

Hvis ikke Molina og Unkrich havde gennemmasseret og smadrepisket mine følelser med Miguels rejse gennem troubadourerne Héctors og Ernestos skæbner, havde jeg ikke været så tårelabil til sidst.

Det havde været dejligt med en Pixar-film, der gik i helt nye Pixar-retninger, og som netop ikke var så utroligt professionelt og dygtige lavet.

Men man skal virkelig være en utaknemmelig stodder, hvis man klager over så velsmurt og farvetosset en oplevelse som ’Coco’.

Og hvis man klager over, at der stadig er tårer tilbage derinde bag den kyniske jeg-har-set-det-hele-før-facade.