Sælger sit firma for milliarder: Reese Witherspoon er en af Hollywoods rigeste - og mest magtfulde skuespillere

Medievirksomheden Hello Sunshine er solgt til aktieselskabet Blackstone Group.

Oscar-vindende skuespillerinde, forretningskvinde og én af Hollywoods mest magtfulde kvinder. Reese Witherspoon kan efterhånden skrive mange titler på cv'et. (Foto: JEAN-BAPTISTE LACROIX © Ritzau Scanpix)

Hun er af flere medier - heriblandt Time og erhvervsmagasinet Forbes - blevet udråbt som én af Hollywoods mest indflydelsesrige og magtfulde kvinder gennem de seneste år.

Og den titel kan skuespiller og producer Reese Witherspoon uden problemer fortsat bryste sig af med salget af sin medievirksomhed Hello Sunshine.

Virksomheden er nemlig blevet solgt for svimlende 900 millioner dollar, hvilket svarer til 5,6 milliarder danske kroner. Det skriver Variety.

Reese Witherspoon har med selskabet stået bag kæmpe successer som 'Små påsatte brande' (tv-serie hos Amazon Prime), 'Gone Girl' (film fra 2014) og 'Big Little Lies' (tv-serie hos HBO) og Apples 'The Morning Show'.

Det er ikke oplyst, hvad Witherspoon personligt tjener på handlen, men Forbes anslår, at der er tale om 120 millioner dollars, hvilket ifølge mediet øger formuen til 400 millioner dollars - eller 2,5 milliarder danske kroner. Det gør hende til en af Hollywoods absolut rigeste skuespillere.

Køberen er aktieselskabet Blackstrone Group Inc., og Reese Witherspoon vil sammen med Hello Sunshines anden topchef, Sarah Harden, fortsætte arbejdet under de nye ejere.

Hvad Witherspoons virksomhed skal hedde i Blackstone-regi vides endnu ikke, men man har hyret Kevin Mayer og Tom Staggs til at lede virksomheden videre. De er begge tidligere topchefer hos Disney.

- I dag markerer vi et forrygende øjeblik for Hello Sunshine. Jeg startede denne virksomhed for at forandre den måde, kvinder bliver set på i medierne. Gennem de sidste par år har vi set vores mission slå igennem i bøger, tv, film og på sociale platforme, udtalte Witherspoon i en meddelelse forleden.

- I dag tager vi et kæmpestort skridt fremad ved at indgå partnerskab med Blackstone, som vil gøre det muligt for os at fortælle endnu flere underholdende, indflydelsesrige og oplysende historier om kvinders liv på globalt plan, fortsatte hun.

Skuespiller, forretningskvinde og læsehest

Reese Witherspoon, som mange sikkert vil kende fra roller i 'Legally Blonde'-filmene, 'Walk the Line' og tv-serien 'Big Little Lies', var for over 20 år siden med til at stifte sit første produktionsfirma, Type A Films.

I 2012 stiftede hun så firmaet Pacific Standard med det formål at få "forskellige, dynamiske kvinder i film", skriver The Guardian.

Denne linje har hun fortsat med Hello Sunshine, som blev stiftet i 2016.

- Jeg har et drive med fra min opvækst i forhold til at være én, der gør noget, i stedet for bare at være én, der brokker sig. Jeg har opnået stor succes, og jeg føler en forpligtelse over for min datter og for kvinder i verden i forhold til at skabe flere muligheder for kvinder, sagde Witherspoon i 2015 til magasinet Glamour.

  • Det stjernespækkede cast fra 'Big Little Lies' i 2019. Fra venstre Reese Witherspoon, Zoe Kravitz, Laura Dern, Shailene Woodley, Nicole Kidman og Meryl Streep. (Foto: Shannon Stapleton © Ritzau Scanpix)
  • Reese Witherspoon vandt i 2006 en Oscar for sit portræt af June Carter Cash i filmen om musiklegenden Johnny Cashs liv 'Walk the Line'. (Foto: Mike Blake © SCANPIX DANMARK)
  • Reese Witherspoon og Ryan Phillipe medvirkede begge i 'Cruel Summer' og dannede par indtil 2006. Her ses de ved premieren på 'Sweet Home Alabama' i 2002. (Foto: JEFF CHRISTENSEN © SCANPIX DANMARK)
1 / 3

En af de måder, Witherspoon giver plads til kvinder, er ved at filmatisere kvindelige forfatteres bøger. Det har hun gennem sine produktionsvirksomheder gjort med blandt andet 'Små påsatte brande' (tv-serie hos Amazon Prime), 'Gone Girl' (film fra 2014) og 'Big Little Lies' (tv-serie hos HBO).

Og netop bøgerne betyder noget helt specielt for Witherspoon, der, før hun blev skuespiller, læste engelsk litteratur på Stanford Universitet i Californien.

Hun har gennem et par år haft sin egen bogklub, hvor hun på Instagram anbefaler bøger, hvilket har fået specifikke titler til at opnå stor bevågenhed.

Ifølge Business Wire er bogklubben én af de største og mest indflydelsesrige bogklubber i verden.

Vil have kvinder i førersædet

Én af Witherspoons missioner med sine produktionsfirmaer har altså været at få kvinder frem i filmbranchens førersæde.

Inspirationen til at stifte sine egne firmaer kom blandt andet efter, at hun læste et filmmanuskript, som hun fandt "forfærdeligt og kvindefjendsk". Alligevel fortalte hendes agent, at alle skuespillerinder i Hollywood ønskede den rolle.

Det tændte en ild hos Witherspoon:

- Jeg må gøre noget ved det. Disse kvinder er så fuldendte, og de fortjener at være centrum for deres egne historier. Alt, hvad kvinderne i manuskriptet siger, er respons til de mandlige karakterer, fortalte hun ifølge mediet Inc.

Efterfølgende opfordrede hendes mand hende til at opkøbe rettighederne til bøger og producere filmatiseringer af dem, fordi Witherspoon med hendes mands ord "læser flere bøger end nogle andre, jeg kender".

Som sagt, så gjort. Og nu har Reese Witherspoon tilmed scoret i omegenen af 5,6 milliarder på salget af sin medievirksomhed.

FacebookTwitter