Sanne Salomonsen tilbage i dansk film efter 35 år: Skal spille jættemor i ny vikingefilm

Roland Møller og Sanne Salomonsen skal spille med i Fenar Ahmads kommende film ’Valhalla’.

Sanne Salomonsen spiller blandt andre overfor Roland Møller i 'Valhalla'. (Foto: Thomas Lekfeldt og Kasper Tuxen © Scanpix og Have PR)

Du kender ham måske fra actionbraget ’Underverden’. Til næste efterår er instruktør Fenar Ahmad tilbage med en ny smadre-film, når ’Valhalla’ får premiere.

Filmen er baseret på den danske tegneserie ’Valhalla’ fra 1979 og tegnefilmen af samme navn fra 1986, som selvsagt handler om de nordiske guder.

I den kommende film vil vikingebørnene Røskva og Tjalfe tage på rejse fra Midgård til Valhalla med guderne Loke og Thor. Her skal de sammen med guderne kæmpe mod Fenrisulven og jætterne for at redde verden fra Ragnarok.

Roland Møller skal spille Thor i den nye 'Valhalla'-film. (Foto: Kasper Tuxen)

Har altid drømt om at lave filmen

- Valhalla er en af de mest fantastiske eventyrfortællinger, jeg har læst som barn og set som tegnefilm, og jeg har altid haft en drøm om at skabe en episk eventyrfilm om de nordiske guder. På mange måder betragter jeg sagaerne om de nordiske guder som Skandinaviens grundfortælling og en rejse tilbage til vores ophav, siger Fenar Ahmad.

De to vikingebørn skal spilles af Cecilia Loffredo og Saxo Moltke-Leth. Roland Møller, der for nylig var med i den amerikanske actionfilm ’Skyscraper’, spiller Thor, mens Dulfi Al-Jabouri skal spille Loke.

Desuden er sanger og LIVE-coach Sanne Salomonsen også på rollelisten, som ikke har været med i film de seneste 35 år. Hun får rollen som Elle, der er mor til jættekongen Udgårdsloke.

’Valhalla’ forventes at få premiere 10. oktober 2019.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk