Scorseses nye film om præster fra 1600-tallet brænder sig stille fast på nethinden

ANMELDELSE Martin Scorsese har skruet ned for de blodige scener til fordel for meditativ refleksion

Liam Neeson ser lyset i ’Silence’.

Det er ikke lige det, man forventer, når Martin Scorsese kaster sig ud i en film om religionskrig i 1600-tallets Japan. Scorsese plejer ikke at holde igen med passionerne og temperamenterne. Det har vi set i store film om store opgør, som i ’Gangs of New York’, og vi har set det i hans gangsterfilm, især ’Mean Streets’, ’Casino’ og ’Goodfellas’ og senest i ’The Wolf of Wall Street’ hvor det moderne menneskes grådighed blev foldet ud for fuld udblæsning.

Få kan, som Scorsese, få vold til virkelig at gøre ondt, til at være mere end bare lækker blodig action med den store pensel. Hvad kan han, en af de mest beundrede og respekterede nulevende filminstruktører, få ud af de voldsomme passioner og religiøse motiver der opstod, da kristne missionærer sneg ind i Japan i 1600-tallet og blev opfattet som en invaderende fjende og blev tortureret, ofte pint ihjel, for at få dem til at afsige deres tro på den kristne gud?

Tager stilheden alvorligt

Til at begynde med ligner ’Silence’ næsten en klassisk krigsfilm, hvor et par unge soldater skal snige sig ind bag fjendens linjer og befri en helt. De to portugisiske jesuitpræster Garupe og Rodrigues skal til Japan for at finde deres læremester, Ferreira, der efter sigende har forsaget sin gud under de japanske hedninges tortur.

Der er altså lagt op til et stort buldrende blodigt epos om passion og religion, om en krig på livets mening. Men andægtigheden i titlen ’Silence’ skal tages alvorligt. En stumfilm er det ikke ligefrem, men tavshed, om ikke at missionere og påtvinge andre sin tro og sine holdninger, er temaet i filmen. Det er mere en meditativ refleksion end et stort drama.

Angreb på vestlig udenrigspolitik

Filmen bygger på en roman af japaneren Shūsaku Endō, der selv var katolik indtil sin død i 1996 og dermed spændt ud mellem to religioner og kulturer. I vores moderne verden er vi enige om at et menneske skal have lov at vælge sin egen religion, men det giver alligevel et kollektivt gip i danskheden, når pæredanske unge kvinder vælger at bekende sig til islam.

Det virker kontroversielt – ikke mindst i vore tider hvor rabiate præster hævder at vi befinder os midt i en religionskrig. Det handler bestemt ikke kun om tro, men også om politik, om at blæse til angreb – eller forsvar – på baggrund af noget så uhåndgribeligt som tro og kultur.

Silence

  • Instruktør: Martin Scorses

  • Skuespillere: Liam Neeson, Adam Driver, Andrew Garfield

  • Premiere den 26. januar

Det minefelt af meninger sender Endō og Scorsese os ind i med et ønske om stilhed og andægtighed. Udgangspunktet er 1600-talspræster fra jesuitterordenen, men det kunne også være en kristen missionær i Afrika eller en muslimsk jihadist i Europa i vore dage. Eller en vestlig demokrat, der forsøger at gennemtvinge sine politiske idealer i ’mindre oplyste’ folkeslag.

Der ligger et angreb på de seneste 70 års vestlige udenrigspolitik i ’Silence’ – uanset om det er i Vietnam, Chile, Irak eller Afghanistan eller et femte land med et kludetæppe af folkeslag og interesser, som ingen har ulejliget sig med at sætte sig ind i.

En oase af eftertanke

Det er intet mindre end Den røde tråd i menneskehedens historie, ønsket om at pådutte andre sine idealer, der er til diskussion i ’Silence. Det kan man fortælle om med bulder og brag og forbrændt hud og afhuggede lemmer. For den slags er der rigeligt af i menneskets kølvand.

Men man kan også opfordre til den stille eftertanke, til refleksion i hele 2 timer og 41 minutter. Der er ikke meget af den saft og kraft og krop, som Scorsese er en ener til at skabe, i ’Silence’. Uanset hvor reflekterende Scorsese er omkring tro og spiritualitet, har han altid haft en særlig evne til at være fysisk i sine film. Og man kan snildt argumentere for at Scorsese er for længe om at komme hen til en pointe, som ligger klar fra filmens begyndelse.

Men som meditation, som et åndehul, en oase af eftertanke midt i en massiv strøm af billeder og larm, brænder ’Silence’ sig fast på det indre lærred. Ganske stille.