(Foto: ETTORE FERRARI © Ritzau Scanpix)

Se billederne fra den røde løber i Venedig: 'Han er et ikon in the making'

De unge stjerner fra filmen 'Dune' gjorde sig særdeles bemærket på den røde løber.

Efter corona har holdt filmbranchen - og resten af verden - i et stramt greb det seneste halvandet år, begynder flere ting stille og roligt at ligne sig selv.

Således også velklædte, smukke filmstjerner, der gør deres entré på den røde løber foran fotografernes blitzende lys.

Det har vi set den seneste uges tid i Venedig, hvor filmstjerner har boltret sig i forbindelse med byens filmfestival, der gennem knap et århundrede har tiltrukket international opmærksomhed.

Og bortset fra et par enkelte mundbind hist og her, ligner det hele faktisk sig selv til filmfestivalen, der slutter i morgen.

En festival, hvor det på ingen måde er tilfældigt, hvilke outfits stjernerne dukker op i. Det fortæller modeekspert og redaktør på Børsen Weekend Chris Pedersen:

- Vi lever i en billedkultur, hvilket betyder, at vi forbruger så mange billeder hele tiden, på Instagram og overalt på nettet. Derfor er det blevet endnu vigtigere at opretholde et godt look, gribe et øjeblik, gribe fans og fotografer. Der er altså virkelig meget på spil for de her stjerner, siger han og påpeger, at stjernerne på den røde løber i Venedig har ti minutter til at skabe hype, fordi konkurrencen om vores opmærksomhed er så ekstrem.

Men hvilke looks har været de bedste, skarpeste og mest mindeværdige?

Se med i billedgalleriet nedenfor, hvor Chris Pedersen også fortæller, hvilke looks fra den røde løber i Venedig, han mener skilte sig ekstra ud fra mængden.

  • Zendaya Coleman, der medvirker i den hypede nyfortolkning af 'Dune', troppede op i en kropsnær læderkjole fra Balmain. Halskæden var fra Bvlgari, og i den sad en smaragdsten. - Hun er den mest cool unge kvinde i amerikansk popkultur lige nu. Med hende kan man se, hvad det betyder, når klæder skaber folk, og hvad det vil sige, at man bærer et stykke tøj. Her ligner hun jo en græsk skulptur, siger Chris Pedersen. (Foto: ETTORE FERRARI © Ritzau Scanpix)
    1 / 11
  • Timothée Chalamet - også fra 'Dune' - iført et sæt Haider Ackermann med små krystaller på både overdelen og bukserne. - Han er et ikon in the making og essensen af den moderne unge mand, der ikke er bange for at klæde sig i farver eller gå i noget, der kunne tolkes som feminint. Han er tydeligvis én, der elsker tøj og er ikke bange for at eksperimentere, lyder vurderingen fra Chris Pedersen. (Foto: ETTORE FERRARI © Ritzau Scanpix)
    2 / 11
  • Ligesom flere andre skuespillere var Zendaya Coleman og Timothee Chalamet på pletten flere gange i løbet af festivalen, naturligvis i nye outfits hver gang. Chris Pedersen er begejstret for dem begge, men især Zendaya Coleman: - Hun er interessant hver eneste gang, og hun ejer bare looket og billeder. Hun holder sig hele tiden interessant. (Foto: CHRISTOPHE ARCHAMBAULT © Ritzau Scanpix)
    3 / 11
  • Hver gang Zendaya Coleman dukkede op på den røde løber, var det i et nyt og iøjenfaldende outfit. (Foto: YARA NARDI © Ritzau Scanpix)
    4 / 11
  • Den amerikanske skuespiller Jamie Lee Curtis var en af de få, der havde beholdt mundbindet på den røde løber. Dog matchede det - naturligvis - hendes røde, leopardplettede kjole. Skuespilleren er aktuel i filmen 'Halloween Kills' og blev tildelt Den Gyldne Løve, for sin livslange indsats i filmbranchen (Foto: ETTORE FERRARI © Ritzau Scanpix)
    5 / 11
  • Jessica Chastains røde pailletkjole var fra Atelier Versace. Her ses hun med Oscar Isaac, som hun spiller over for i nyfortolkningen af serien 'Scener fra et ægteskab'. - De to performer på den røde løbet og laver et stunt, der får folk til at tro, at de har en gnist imellem sig. Så de skaber et billede, som folk husker, siger Chris Pedersen. (Foto: Miguel Medina © Ritzau Scanpix)
    6 / 11
  • Selvom man er 76 år, kan man naturligvis godt iklæde sig en gulvlang pailletkjole. Den britiske skuespiller Helen Mirren havde valgt en kjole fra Dolce & Gabbana til den røde løber i Venedig. (Foto: Filippo MONTEFORTE © Ritzau Scanpix)
    7 / 11
  • Kristen Stewart er aktuel i filmen 'Spencer', hvori hun spiller prinsesse Diana, og un dukkede op i Venedig iført et mintgrøn sæt fra Chanel. - Pyjamas-trenden har været populær i mange år, men Stewarts outfit ligner en blanding mellem pyjamas og lingeri. Samtidig er hun mere edgy med sit farvede hår, siger Chris Pedersen. (Foto: Filippo MONTEFORTE © Ritzau Scanpix)
    8 / 11
  • De spanske verdensstjerner Penelope Cruz og Antonio Banderas så knivskarpe ud, da de ankom til visningen af filmen 'Competencia Oficial'. Cruz' kjole var fra Chanel. (Foto: Miguel Medina © Ritzau Scanpix)
    9 / 11
  • Dakota Johnson, som mange nok vil kende fra '50 Shades of Grey'-filmene, var iført en Gucci-kjole komplet med juveler. Hun dukkede op på festivalen i forbindelse med filmen 'The Lost Daughter', som hun medvirker i. (Foto: Miguel Medina © Ritzau Scanpix)
    10 / 11
  • Kirsten Dunst var iført en sort, gulvlang kjole fra Armani Privé og troppede op i forbindelse med filmen'The Power of the Dog'. (Foto: YARA NARDI © Ritzau Scanpix)
    11 / 11
Facebook
Twitter