Se den, selvom du intet ved om basketball! Netflix-hit om Michael Jordan er 'fantastisk' og 'fascinerende'

Serieeksperten blev både forfærdet og inspireret af historien om legenden Michael Jordan.

Michael Jordan blev en levende legende hos Chicago Bulls - Netflix-dokumentaren 'The Last Dance' er et fascinerende indblik i en vild vindermentalitet - uanset om du kan lide basketball eller ej. (Foto: ANDREW D. BERNSTEIN © 2014 NBAE)

Lad mig starte med at krybe til korset. Jeg ved meget lidt om basketball og sport generelt.

Alligevel har jeg altid været kæmpe Michael Jordan-fan, hvilket talløse familiefotos fra min barndom, hvor jeg poserer i Jordan t-shirts og sko, kan bevidne.

For mig transcenderede Michael Jordan sport, og han var mere en superhelt end noget andet. En mand med et usandsynligt drive - om det så kom til at spille med i Hollywood-film, design af nye Air Jordan-sko eller hans indsats på det basketball-hold, der lod til altid at vinde i 1990’erne, Chicago Bulls.

Men i Netflix' nye dokumentar, som nu endelig kan ses i sin fulde længde, kommer der i den grad ridser i lakken.

Superhelten fra min barndom er igennem ti underholdende afsnit uge for uge blevet forvandlet til et menneske af kød og blod. Endda et lidt småligt menneske, der aldrig kom sovende til bedrifterne, men som skilte sig ud ved at være den mest ihærdige og nådesløse basketball-spiller overfor ikke bare sine modstandere, men også sine egne holdkammerater.

Selv, hvis man intet ved om basketball - eller endda Michael Jordan, så vil jeg alligevel kraftigt anbefale, at man ser 'The Last Dance'. Serien er et fascinerende indblik i en vindermentalitet, hvis lige muligvis aldrig er set før.

Hvem var Michael Jordan? Og hvem er han i dag? Jeg har udvalgt de mest sigende, personlige og vilde øjeblikke fra 'The Last Dance'. Alt i alt tegner de et hidtil uset portræt af, hvad mange mener, ikke bare er den ypperste basketballspiller nogensinde, men muligvis den bedste, mest dominerende atlet i nogen sportsgren.

Helten og skurken

Det er en meget ærlig og ligefrem Michael Jordan, vi møder i Netflix' 'The Last Dance', siger serieekspert Frederik Dirks Gottlieb. (Foto: Brian Drake © 2012 NBAE)

'The Last Dance' har alt, hvad der udgør en fantastisk dokumentar-serie.

Den er uhyre velproduceret, klippet til perfektion, har store mængder hidtil

usete
optagelser, interviews med stort set alle, som betød noget. Og så har den det allervigtigste: en nuanceret og larger than life hovedperson, som skifter mellem helte- og skurkestatus lige så ubesværet, som han afslutter en 3-point-scoring.

Men ligeså elsket han var af omverden, lige så notorisk var Michael Jordans temperament og kynisme i en sport, som ellers bygger på holdmentalitet. Den 1,98 cm høje tidligere shooting guard benægter intet i 'The Last Dance', men svarer intenst og med et stålsat blik på alt, hvad der foregik i hans karriere, med særligt fokus på den sidste sæson, han spillede for det

legendariske
hold Chicago Bulls i 1998.

Jordan er i dag 57 år, og selvom flere har udtrykt bekymring om hans helbred på grund af hans

bemærkelsesværdigt
gullige øjne, så lader han til at have det godt. I hvert fald når han sidder dér i sit gigantiske hus placeret så luksuriøst, at han næsten kan dyppe sine lange tæer i vandet.

Michael Jordan er nemlig verdens rigeste atlet med over 14 milliarder kroner i banken. Penge, som hovedsageligt er kommet fra sponsorere gennem tiden og i særdeleshed hans succesfulde samarbejde med sko- og tøjmærke Nike.

Men en ting er sikkert. Hvis man tror, Michael Jordan har ændret sig eller har i sinde at undskylde over sin grove

adfærd
på basketball-banen, så tager man fejl. Det betyder dog ikke, at han ikke svarer reflekteret på kritikken, og 'The Last Dance' efterlader meget få spørgsmål stå ubesvarede.

Fra hårdt arbejde til superstjernestatus

Michael Jordan klarede sig også godt bogligt, og hans mor ville gerne have, at han fortsatte på college. Men i sidste ende vandt basketball. (Foto: ANDREW D. BERNSTEIN © 2014 NBAE)

Michael Jordan var en vaskeægte superstjerne på et niveau, som næppe er set siden.

"Han er større end Paven," skrev en fransk avis, da Jordan senere i karrieren besøgte Paris iført et af hans ikoniske oversized jakkesæt komplet med baret-hue og guldørering.

Da Jordan var helt ung, var han allerede enigmatisk, flot og dygtig. Men han var også ydmyg, uskyldig og langt fra den selvsikre superstjerne, han senere voksede ind i.

Det ses tydeligt i hans blik på de gamle optagelser, og hvor hans holdkammeraters tanker i de tidlige år cirkulerede omkring fester, kokain og kvinder, så holdt Jordan sig for sig selv og koncentrerede sig udelukkende om sit spil.

For selvom Jordan var et kæmpe talent, så var han under to meter høj, og dermed lavere end mange af de andre rigtig gode spillere, og få troede på, at han ville blive en af de bedste. Det satte en ild under ham, og resten af karrieren var det som om, at modgang og skepsis var det, der fik ham op om morgenen og formede hans storhed.

Allerede i high school var han et

eftertragtet
talent, og selvom han også var bogligt begavet, så var det hurtigt tydeligt, at basketball lå i kortene for Michael.

Tidligt i karrieren turde han sige højt, at han ville være den bedste nogensinde, og udover at have det nødvendige talent, så var det, der skilte ham ud, at han ifølge folk omkring ham arbejdede hårdere på sit spil end nogen anden spiller.

Kamp for kamp voksede hans talent eksplosivt. Så meget, at han droppede planerne om at læse videre på college, som ellers var hans mors anbefaling. I 1984 blev han i stedet professionel basketball-spiller, og hans første hold blev Chicago Bulls, hvor det meste af hans karriere skulle udspille sig.

I krig med ledelsen - og holdkammeraterne

Selvom der tit var jubel ved afslutningen af sæsonen, så lå Michael Jordan i krig med ledelsen. (Foto: ANDREW D. BERNSTEIN © 2014 NBAE)

Jordans tid hos Chicago Bulls var på trods af seks vundne

mesterskaber
på otte år, ikke nogen dans på roser.

Tidligt ragede han uklar med ledelsen, hvilket udviklede sig til en årelang offentlig krig med Chicago Bulls' administrerende direktør, Jerome "Jerry" Krause, der famøst udtalte "organisationer vinder titler, ikke spillere."

Citater som dette - selv fra chefer og andre magtfulde folk - fik dog aldrig Jordan til at ryste på hånden. Enhver, der lagde sig bare det mindste ud med Jordan, gik han til modangreb på. Krause var på trods af sin lederstatus ingen undtagelse, og Jordan tøvede ikke med at håne sin chef offentligt.

Jordan var ikke kun uvenner med ledelsen, han havde

gentagne
sammenstød med flere af holdkammeraterne. Til træningen beskriver de andre ham som en mobber, der altid pressede folk til det yderste, og hvis tillid man kun vandt, hvis man beviste sig selv på banen under
maksimalt
pres.

Til gengæld formåede han altid at stå i spidsen for et hold, der næsten altid ydede mere end modstanderne. Og den dag i dag er der overraskende nok ingen bitterhed at spore fra de nu pensionerede spillere.

Tværtimod virker de taknemmelige for at have lært af Jordan - omend det var på den hårdest tænkelige måde. Selv Steve Kerr, der notorisk måtte bøde for ikke at ville finde sig i Michaels hån til træning med et knytnæveslag i ansigtet, virker nærmest stolt af det faktum, at Jordan slog ham.

Til syvende og sidst var det uvenskabet med den administrerende direktør, Jerry Krause, der splittede Chicago Bulls fra hinanden. Ved at forblive uvenner med både Michael Jordan, og ved at fyre deres hovedtræner, Phil Jackson - en mand der var højt elsket af holdet og især Jordan - var det enden på et af de bedste hold nogensinde i basketball-ligaen

NBA
.

Trak sig tilbage gentagne gange

Michael Jordan er stor golffan, og på billedet her spiller han ved sin helt egen specielle golfturnering for kendte. (Foto: Brian Jones)

Igennem hele karrieren havde Michael Jordan svært ved at acceptere sin egen status. Selvom han på den ene hånd var enormt god til at være en superstjerne, så krøb de mange rygter og negative kommentarer ind under huden på ham.

Det kunne dog aldrig ses på basket-banen, men i 'The Last Dance' får vi et

unikt
indblik i, hvor hårdt det var at være verdens mest berømte sportsudøver.

I de hidtil

usete
optagelser følger vi Jordan bag kulisserne. Hans tilværelse kan bedst beskrives som en kronisk surprise-party med skrigende fans og blitzende kameraer, hver gang han træder ind i et nyt lokale. Til sidst i karrieren var han stort set bundet til sit hotelværelse, og i et intimt øjeblik erkender han foran kameraet, at "det her liv ikke er spor sjovt."

Det resulterede i, at han tre gange indstillede karrieren - dog for at vende tilbage to gange, indtil han i 2003 endelig trak sig tilbage for at nyde livet med sine tre børn og højtelskede amatør-golfturneringer.

Flere faderfigurer

En af Michael Jordans meget tæt bekendtskaber var hovedtræneren Phil Jackson, der blev en slags faderfigur. (Foto: ANDREW D. BERNSTEIN © 1996 NBAE)

I juli 1993 blev Michael Jordans far slået ihjel af to teenagere, der var ude efter hans hans dyre bil. Det efterlod et

gigantisk
hul i Jordan, og selvom serien springer relativt let henover så traumatisk en oplevelse, så var det tydeligvis med til at forme ham.

For selvom han kunne være lidt af et røvhul, når det var tid til at vinde, så byggede han stærke bånd til især de ældre mænd, han mødte på sin vej:

- Jeg havde brug for gode, fornuftige ældre fyre til at holde mit fokus.

Og man forstår ham på en måde godt. Mange af holdkammeraterne var mentalt ustabile. Fra den introverte Scottie Pippen, der udover både en far og bror i kørestol, kæmpede med at få anerkendelse i form af en ordentlig lønning, til Dennis Rodman, hvis personlighed fyldte uendeligt meget, og som fik ekstraordinært lov til at tage på en 48 timer lang druktur midt i basketsæsonen.

Det fik Jordan til at søge mod hovedtræneren, Phil Jackson, som var en af de vigtigste personer i hans liv, mens han spillede for Chicago Bulls.

Jackson forstod de unge mænd og lod dem være sig selv. Han var lidt af en hippie, som gjorde op med sin kristne opvækst, og han mødte de ellers utæmmelige spillere med masser af forståelse og en tilgang, som skilte sig meget ud fra de andre trænere.

En anden central figur i Jordans liv var sikkerhedsvagten Gus, som Jordan havde med til alle de senere kampe. Gus blev med tiden det tryggeste holdepunkt i Jordans tilværelse, og sammen med resten af sikkerhedsholdet var de det tætteste på en kernefamilie, som Jordan havde i sit arbejdsliv.

Ingen kryptonit

Jordan lægger ikke skjul på, at han stillede høje krav til holdkammeraterne - men det gjorde han også til sig selv. (Foto: ANDREW D. BERNSTEIN © 1989 NBAE)

Alle superhelte har en svaghed. Men jeg har ærlig talt svært ved at se, hvad Michael Jordans var.

Måske at han aldrig lod til helt og holdent at nyde nuet, og hvile i succesen, mens den stod på. Men som spiller var han suveræn, og i 'The Last Dance' får vi

utallige
eksempler på, hvordan modstand kun gjorde ham bedre.

Hver gang nogen hånede ham, dedikerede han en hel kamp til at ydmyge dem på banen. Jordan beskriver selv, hvordan de flabede modstandere "kom på hans liste", som da den unge spiller Bryon Russell i sjov sagde, at han ikke ville kunne score på ham. Det skulle han aldrig have sagt, da den slags gav Jordan superkræfter.

Jordan ved godt, at han var en hård holdkaptajn, men understreger også i dokumentaren, at han aldrig bad holdkammeraterne om at gøre noget, han ikke selv gjorde - for ingen trænede hårdere end Michael Jordan.

Selv da han indspillede 'Space Jam'-filmen, fik han installeret træningsfaciliteter, hvor han spillede i timevis efter en fuld arbejdsdag med filmoptagelser. Han var en maskine, og holdkammeraten Steve Kerr husker, med henblik på sine egne usikkerheder, Jordan siger: "Hvorfor skulle jeg tænke på at brænde et kast, jeg ikke har kastet endnu?"

Han lod aldrig frygten for fiasko sive ind. Det er en benhård mentalitet og en af grundene til, at jeg aldrig selv syntes, at sport var særlig sjovt.

Der var for meget fokus på at vinde, og frygten for at tabe var altid for overvældende. Men efter at have set 'The Last Dance' er jeg både forfærdet og inspireret af Jordans ubrydelige psyke og næsten sygelige trang til at vinde og turde sige det højt.

Jeg tror, vi er flere, der måske godt kunne bruge fem procent Michael Jordan.

Facebook
Twitter