'Se, det er en rigtig feel good-oplevelse': Mestrene er tilbage med ny hjertevarm film

Kan du huske 'De urørlige'? Folkene bag er nu klar med 'De særlige'.

- Se, det er en rigtig feel good-oplevelse, siger filmanmelder Per Juul Carlsen om 'De særlige'. (Foto: Carole Bethuel © Scanbox)

En gang imellem er tilværelsen bare som en rigtig feel good-film.

Andre gange er den det overhovedet ikke.

Men til tider løser alt sig på en måde, så man næsten føler sig som hovedperson i en af de der film, som englænderne og franskmændene er storproducenter af, hvor selv det mest alvorlige problem kan løses, så alle kan gå lettede hjem.

Måske med en lille tåre i øjenkrogen.

Mestre i filmiske lykkepiller

Se nu bare den franske film 'De særlige'. Det kunne nemt være gået rigtig galt. Den franske film-tandem Olivier Nakache og Éric Toledano har haft stor succes i det seneste årti med netop feel good-film, der kan fikse alle typer problemer.

Med film som 'De urørlige', 'Samba' og 'C'est la vie!' har Nakache og Toledano skabt sig en position som feel good-komediens Messi og Ronaldo. De kan drible sig ud af hvilken som helst krisefyldt fortælling.

'De urørlige' handlede for eksempel om en indelukket hvid, handicappet rigmand, der får livsgnisten tilbage takket være en sort assistent fra slummen.

Og 'Samba' var en kærlighedshistorie mellem en senegalesisk migrant og hans franske sagsbehandler.

Toledano og Nakache er virkelig dygtige til at orkestrere deres filmiske lykkepiller, men de er også så dygtige, at deres opfordringer til at gå glad hjem har en grim kunstig og konstrueret bismag.

Rollen som Bruno (th.) bliver spillet af den franske skuespiller Vincent Cassel, som er blevet internationalt kendt for sine roller i 'Ocean's Twelve', 'Ocean's 13' og 'Black Swan'. Den franske skuespiller Reda Kateb spiller Malik (tv.). (Foto: Carole Bethuel © Scanbox)

Netop derfor ser 'De særlige' særligt angstprovokerende ud.

Toledano og Nakache har fået fingre i et stykke virkelig alvorligt virkelighed. Den slags, man ikke lige pudser af med en håndfuld vitser og et par 'det-skal-nok-gå-det-hele'-løsninger - nemlig børn og unge med så store psykiske udfordringer, at systemet har givet op.

Og tanken om, at Olivier Nakache og Éric Toledano skulle løfte en håndfuld unge med kraftig autisme ud af en institution og ud på en mark, hvor alle står og sætter drager op i solskin og lykkeberuset musik, er næsten ikke til at bære.

Så ublu har man ikke lov til at være, selv ikke indenfor feel good-film.

Der er skruet op for dramaet

Og her er det så, at tilværelsen pludselig smiler så bredt, at man får en tåre i øjenkrogen af ren bevægelse. Med 'De særlige' har feel good-filmens Messi og Ronaldo i forbavsende grad taget deres emne alvorligt.

Der bliver bestemt skruet på nogle dramaturgiske knapper i 'De særlige', og målet er så absolut at opløfte publikum, men de unge mennesker og deres svære psykiske problemer bliver taget alvorligt.

Nakache og Toledano er ikke så letsindige at påstå, at de ved, hvordan man gør folk, som socialvæsenet har opgivet, lykkelige. I stedet fortæller de deres historie gennem to mænd, der har gjort det til en livsopgave at hjælpe unge udenfor normerne.

Mens Malik har etableret et center for unge, der skal hjælpes ud af sociale problemer, er Bruno leder af sit eget hjemmestrikkede hjem for unge med diverse grader af autisme.

Bruno har ingen doktorgrader. Han ved intet om diagnoser, men han ved, at de unge IKKE får et godt liv ved at blive proppet med piller på et hospital. Han tager dem med ud i verden, ud at klappe heste, ude at spille bold og så videre.

Han giver dem mulighed for at leve så normalt som muligt.

Og Malik leverer de hjælpere, der er behov for. To fluer med et socialt smæk, så at sige.

Mange af de medvirkende i filmen er amatør-skuespillere med tilknytning til autisme. (Foto: Carole Bethuel © Scanbox)

Hjertevarm og lidt kunstig

Det samarbejde fra virkelighedens verden overskrider alle de rammer, myndighederne tillader. Alle officielle lamper lyser rødt. Men samtidig ser alle ud til at være enige om, at Bruno og Malik lykkes med deres hjemmestrikkede tilgang.

Deri ligger noget, man kunne kalde en filosofisk pointe hos de to filurer Nakache og Toledano.

Filmens galleri lever udenfor normerne, de er ikke umiddelbart forståelige, men det er ikke de unge med sociale problemer eller autisme, der er noget galt med.

Det er os, de almindelige, de normale, der har opgivet at finde en plads til de anderledes.

Det er det helt igennem triste i 'De særlige'.

Det er det, der skal løftes til en god, opbyggelig stemning. Og det gør Nakache og Toledano så, og pludselig har de skabt en hjertevarm, helt igennem sober, kun lidt kunstig og konstrueret film, ud af et meget svært emne.

Se, det er en rigtig feel good-oplevelse…

(© Scanbox)