Se videoerne: 100 skuespillere deler danskernes oplevelser med sexchikane

I dag kan du se kendte skuespillere genfortælle danskernes egne oplevelser med overgreb og sexchikane.

Jesper Christensen, Julie Grundtvig og Birgitte Hjort Sørensen er blandt de 100 skuespillere, der deler danskernes historier om krænkelser. (Foto: Collage © Meta Film Doc)

Sagerne om sexchikane og overgreb i Hollywood spredte sig hurtigt til filmbranchen herhjemme.

Men den slags krænkelser foregår også langt væk fra den røde løber og filmsettet.

Derfor er det nu på tide, at danskernes mange oplevelser med sexchikane og overgreb får plads.

Det mener filmproducent Meta Louise Foldager Sørensen, der sammen med producer Mette Bjerregaard, har skabt en #Metoo-mosaik.

Mosaikken lanceres i dag på hjemmesiden dkmetoo.dk og kan også ses som udstilling flere steder i landet.

Meta Louise Foldager Sørensen håber, at video-mosaikken vil skubbe #Metoo-debatten ud til resten af samfundet, og at folk dermed kan se det billede, der tegner sig i mosaikken.

- Vi håber, at andre vil kunne se, at dette ikke er noget forkælet piveri, at det ikke er enkeltsager, at det ikke er småting, men at alle #Metoo-historierne er brikker i en større mosaik, som samlet set tegner et billede af en kultur, vi faktisk ikke var klar over, at vi selv var en del af. Og som vi gerne vil ændre, siger Meta Louise Foldager Sørensen i en pressemeddelelse.

Genfortalt af kendte skuespillere

I mosaikken fortæller 100 skuespillere historier fra almindelige kvinder og mænd fra forskellige typer jobs, der har oplevet krænkelser af seksuel karakter enten fysisk eller psykisk.

Blandt skuespillerne ses blandt andre Birgitte Hjort Sørensen, Stephania Portalivo, Claes Bang og Ghita Nørby.

LO, Djøf, 3F og en række andre store fagforeninger samt en håndfuld foreninger bakker op om projektet og har hjulpet med at videreformidle de historier, du kan se skuespillerne genfortælle i videoerne.

Også ligestillingsminister Karen Ellemann støtter op om projektet.

Du kan også opleve mosaikken – og en række tilhørende arrangementer – blandt andet på ARoS i Aarhus, Kunsthal Charlottenborg i København, Kvindemuseet og Aalborg Teater.

Du kan se tre af videoerne her:

Du kan se alle 100 videoer på dkmetoo.dk.

Facebook
Twitter