SELVPORTRÆT: Regner Grasten ”Jeg er den bedst sælgende filmmand i Danmark nogensinde”

Producent Regner Grasten er Danmarksmester i dårlige anmeldelser og lige nu aktuel med Jesper Wung-Sung-filmatiseringen ” En-to-tre-nu!”. I denne uges Selvportræt fortæller han om dansk films middelmådighed.

Han menes at være manden der har solgt flest biografbilletter i Danmark og Regner Grasten Film står også bag en kommende spillefilm om Karen Blixen og lige nu aktuel med ungdomsfilmen "En-to-tre-NU!" - som er en filmatisering af Jesper Wung-Sungs populære roman fra 2001.

  • FAKTA OM REGNER GRASTEN

  • 60 år. Filmproducent og manuskriptforfatter.

  • Født 1956 på Frederiksberg – samme år som Peter Ålbæk og Lars Von Trier.

  • 2 børn, 1 hund, gift med Tove Grasten.

  • Produceret 34 film. De tre største kommercielle succeser er 'Krummerne', 'Anja & Viktor' og 'Hvidsten Gruppen'.

  • Hans største ønske er; at vinde en Oscar.

  • Arbejder i øjeblikket på en film om Karen Blixens unge år og om faderens selvmord.

Solgte 1 million billetter i 1985

Regner Grasten har i sin tid læst filmvidenskab på Københavns Universitet sammen med filminstruktøren Lars Von Trier og han husker især én detalje om dansk films enfant terrible.

- Mit minde om Lars fra skoletiden er, at han sagde om Carl Th. Dreyer – én af dansk films første store instruktører: ”dét lort gider jeg ikke høre om!”. Og jeg gad ikke høre på Lars, så jeg skred, griner Regner. ”Op På Far’s Hat” blev filmproducenten Regners første succes. Komedien med Jarl Friis-Mikkelsen og Ole Stephensen blev set af over 1 million danskere tilbage i 1985 til premieren.

- Vi fik simpelthen så mange tæsk for den film. Men den blev alligevel set af 1 million mennesker, så vi tænkte, hvor svært kan det være?!

Verdens bedste bolognese

Regner Grasten mener heller ikke, at det kunne have været så svært at skabe tv-serien ”1864”.

- Jeg kunne have lavet serien for det halve af, hvad den kostede. Og ville helt sikkert have lavet den på en anden måde. Men det var jo Bornedals valg, siger han.

Se denne uges selvportræt med den bramfrie filmproducent der desuden mener, at filminstruktør Thomas Vinterberg ikke tør længere, og at han selv laver verdens bedste spaghetti bolognese.

Missede du sidste uges selvportræt, så er der hjælp at hente via linket her, hvor musikeren Nikolaj Nørlund fortæller om, hvorfor man bør rejse en statue af Lars von Trier.

Filmen 'En-to-tre-NU!' har premiere den 4 maj og kan ses i biografer landet over.

Facebook
Twitter