Serieekspert: Denne tv-serie kurerede min angst for at dø

Serieekspert og radiovært Frederik Dirks Gottlieb troede, han skulle dø i sine teenageår. Særligt én serie hjalp ham med at forstå og tackle sin angst.

Der er intet i verden, der har fået mig til at græde som tv-serien ’Six Feet Under’. Det er den om bedemandsfamilien Fisher, der kæmper for at holde sammen efter familiens far og firmaets overhoved, Nathaniel, pludselig dør, da en bus rammer hans spritnye rustvogn.

Den dag i dag kan jeg finde slutningen på YouTube, de mest effektive serieminutter, der nogensinde er lavet, og på kommando blive sat i kontakt med de dybeste, ængsteligste følelser og græde, så jeg bagefter føler mig som et nyt menneske, angstfri.

Det lyder måske dumt eller som magi, men jeg tror faktisk, at det har noget at gøre med, hvorfor vi alle sammen ser så mange serier. Og måske også, hvorfor jeg ser lidt flere end gennemsnittet.

Krabbekløer og krampemund

I slutningen af mine teenageår gik mine forældre fra hinanden. Det var en svær og sårbar tid for hele familien, og vi talte ikke rigtig om det. Alle trak sig ind i sig selv. Og en aften, hvor jeg sad og så ’Casper og Mandrilaftalen’ med en ven i en ordentlig koger, fik jeg mit første angstanfald.

Jeg var hverken mere eller mindre skæv end alle mulige andre aftener, men det sidste, jeg kan huske, jeg hørte inden min krop gik i panik, var, at min far spillede guitar på en forfærdeligt sørgelig måde.

Jeg mistede kontrollen over mine hænder, der krampede sig sammen til små krabbekløer, og min mund foldede sig indad, som om mine kropsdele havde fået individuelt liv og havde besluttet sig for at stikke af hver for sig og redde sig selv fra en usynlig trussel.

Min vejrtrækning flyttede sig længere og længere op i halsen, og ilten forsvandt hurtigt fra mit hoved. Jeg fulgte min fars guitarklimpren i mol op ad trappen til stuen og fik fremstammet, at jeg var ved dø.

Min far gjorde det helt rigtige i situationen. Han holdt om mig og fortalte mig roligt, at jeg ikke ville dø. Det var bare et dårligt trip, som han kaldte det. Så hjalp han mig med at trække vejret igen, til jeg kom tilbage til mig selv og fik kontrol over min krop.

Men vi talte aldrig om det igen. Hverken om at jeg syntes, han spillede guitar på en trist måde eller om, at jeg havde haft panikangst. For fire år siden døde han af en aggressiv kræftform, der tog ham fra mig på godt to måneder. Han blev kun 67 år, og jeg blev efterladt med en lillesøster, jeg gerne ville passe på, en mor, der har sin egen sorg at tackle og en dyb frygt for at være syg, nøjagtig som hovedpersonen Nate i ’Six Feet Under’.

Der var flere, der havde anbefalet mig bedemandsserien, men helt ærligt syntes jeg, at den virkede både kedelig og ubehagelig med al den død og ulykke. På det tidspunkt var jeg allerede ret forelsket i serier, men mest ’Sopranos’ og ’Breaking Bad’, dem der havde en gut med en pistol i hovedrollen (selvom det lige nu går op for mig, at Tony Soprano går til psykolog med angst, og Walter White har kræft, så måske var der alligevel mere på spil).

Nate / Six Feet Under (© HBO Nordic)

En terapeutisk musefælde

Det var først for et par år siden, at jeg endelig fik taget mig sammen til at se den, eller rettere blev tvunget. Jeg lavede på det tidspunkt et tv-program, der hedder ’Serieland’ på TV2 sammen med min kollega Kasper Lundberg, der aldrig havde set min yndlingsserie, ’The Wire’.

Og som et sjovt lille indslag i programmet tvang vi hinanden til at se vores yndlingsserier. Så for at få ham til at se ’The Wire’, kostede det, at jeg skulle se hans yndlingsserie ’Six Feet Under’ i sommerferien.

- Jeg tror, at det bliver godt for dig, sagde han.

Vi havde flirtet med at give serier på recept til vores seere iklædt billige lægekitler og plastikstetoskoper, men jeg havde aldrig regnet med, at serier kunne fungere decideret terapeutisk for mig. Men hvilken sommerferie det blev.

Først var jeg lettet over, hvor lille og næsten humoristisk en rolle døden spillede i starten af serien. Godt nok dør faren, men det er inden, man rigtigt lærer ham at kende. Og derudover spiller dødsfaldene en lille rolle i hvert afsnit i starten, hvor man ser omstændighederne for den pågældende person, der skal begraves. Altså igen ikke nogen, man har et forhold til.

Men ’Six Feet Under’ er et seriemesterværk i fuld kontrol, hvor det grusomme, det sjove, det absurde og det ubegribeligt sørgelige males med nøjagtig lige stærke pangfarver. Så jeg blev hurtigt lokket ind af de kærlige portrætter af den neurotiske familie og den ekstreme identifikation med storebror Nate, der havde mistet sin far og bliver diagnosticeret med AVM, der kan give blodpropper i hjernen.

Det skulle hurtigt vise sig at være en form for terapeutisk musefælde. Igennem fem sæsoner og hele vejen frem til verdens mest radikalt rørende slutning på noget nogensinde, blev jeg konfronteret med følelser og situationer, jeg aldrig nogensinde velvilligt havde opsøgt.

Nates kæreste Lisa, der forsvinder uden grund og efterlader ham alene med deres barn. Hans uendeligt destruktive forhold til skøre Brenda med psykologforældrene. Psykisk sygdom, overgreb og dødsfald. Dødsfald, dødsfald, dødsfald. En af sæsonernes tag line er: “Everybody dies”, hvilket er sandt i serien, men også det faktum i virkeligheden, jeg havde allermindst lyst til at acceptere. Ingen af delene troede jeg, at jeg havde lyst til at se eller høre om, men jeg er lykkelig for, at jeg gjorde.

Verdens bedste og hårdeste slutning

Jeg har også gået til psykolog. Og body-SDS. Og jeg har fundet venner og kolleger at åbne op overfor. Jeg vil aldrig nogensinde påstå, at serier alene kan kurere alvorlige psykiske problemstillinger. Men det tror jeg som regel heller ikke, at nogen af de andre midler, vi har til at tackle de svære perioder i vores liv, kan.

Serier er, i modsætning til film, et rum for mig, hvor jeg gennem langvarig identifikation med figurerne kan begribe ting fra andre perspektiver i tryg afstand. Jeg kan se mine egne og andres problemer udefra og få inspiration og mod til at håndtere dem i virkeligheden. Og lige nu, bare ved at TÆNKE på slutningen i ’Six Feet Under’, reagerer min krop. Og lige nu får jeg tårer i øjnene, når jeg skal beskrive, at serien slutter med en seks minutters montage til Sias geniale sang ’Breathe Me’.

Claire / Six Feet Under (© HBO Nordic)

Lillesøster Claire kører væk til universitetet, og i sidespejlet ser hun Nates genfærd, der først løber bag bilen, fordi han elskede at løbe, og så stopper og lader hende køre væk. Så følger vi i små klip alle familiemedlemmerne frem til deres dødsøjeblikke. Og til allersidst ser vi Claire selv dø 102 år gammel, som en vis figur, ældre og klogere end livet selv.

Hun bliver inkarnationen af modgiften til min frygt for at miste min familie og den absurde viden om, at døden kommer efter os alle. Og min angst er blusset op for nylig, efter jeg har fået to børn og stiftet min egen lille familie, for jo større familien bliver, jo større bliver sårbarheden.

Jeg kan ikke engang lide at slukke musikken, når jeg går. Men Claire ligger bare der og smiler, efter alle er væk, og man kan bare se, at hun ved alt, hvad man kan vide som menneske, har følt alt, hvad man kan føle, og alligevel synes hun, at det var det hele værd.

Jeg har set slutningen 5-6 gange. Jeg sparer på den. For jeg har altid haft et kompliceret forhold til at græde, og nogle gange tænker jeg, at der hvor andre mennesker græder, der bliver jeg i stedet angst. Men denne slutning virker hver gang.

Jeg mærker hele livet skylle ind over mig, jeg græder, og angsten forsvinder. Og jeg tror på, at den forbindelse er en del af forklaringen på, hvorfor vi er midt i en serieepidemi. Vi har fundet en måde at fortælle historier på, hvor vi ret let kan leve os ind i mennesker, der er anderledes nok end os, til at vi er distanceret underholdt, men hvor der er tid nok, til at vi kan komme nok under huden på dem, til at se hvor ens vi er, og at ingen af os behøver at være alene med vores neuroser, vores symptomer eller vores angst.

Facebook
Twitter