Serieslutninger er en umulig disciplin! Har Game of Thrones klaret den mod alle odds?

En god slutning kan give en serie legende-status, men en dårlig kan true med at ødelægge ryet.

(Foto: HELEN SLOAN © HBO)

SPOILERS FORUDE! Vi diskuterer i artiklen både slutningen på Mad men, Veep, The Americans og Game of Thrones.

Verdens største seriefænomen er slut, og diskussionen buldrer derudaf; var slutningen god? Men hvad betyder det? Var det en følelsesmæssigt tilfredsstillende slutning? Var det en overraskende slutning? Var det en retfærdig slutning? Var det en logisk slutning?

De slutninger, som vi vil huske, og som vi vil sammenligne andre serieafslutninger med i fremtiden, er dem, der på en eller anden måde skaber klarhed i vores måde at se tilbage på.

Den gode serieafslutning viser os, hvad meningen med det hele var. Den blotlægger en seriesjæl i moradset af snirklede biplot og skiftende forfattere og instruktører med hver deres lille kæphest.

Serieafslutningen kan bidrage til en series legende-status, som det skete for Sopranos, Six Feet Under, Breaking Bad og The Office. Men den kan også true med at ødelægge ryet for en ellers knuselsket serie, som det skete for Lost, Sex and The City og How I Met Your Mother.

Her er tre nyere serier, der virkelig er lykkedes med deres slutning - og spørgsmålet om, hvilken gruppe Game of Thrones hører til i.

Veep - Benhårde følelsesmæssige konsekvenser

Julia Louis Dreyfuss fik syv sæsoner som den evige toer Selina Meyer, og serien blev afsluttet smukt tidligere på måneden. (© HBO)

Hvor tids mest overbevisende serie-diagnose af de kyniske tendenser i amerikansk politik var i sidste ende ikke House of Cards, men en tilsyneladende uskyldig komedieserie.

Julia Louis Dreyfuss spiller en vidunderligt sarkastisk og kynisk politiker, der elsker magten højere end sin egen familie. Og sjældent har vi set en komedieserie være klar til at tage konsekvensen af sin hovedpersons amoralske handlinger i så høj grad som Veep. Den evige toer Selina Meyer får til allersidst præcis, hvad hun ønsker sig, men er fuldstændig alene med sin magt.

Mad Men - Koncentreret kapitalistisk filosofi

Tv-netværket AMC's gigantiske succes sluttede i 2015, og Don Draper er i dag en kultfigur i serieuniverset. (© AMC Film Holdings LLC.)

Serien om de gale reklamemænd på Madison Avenue blev en historie om kvindernes kamp for retten til at arbejde på egne præmisser i 70'erne. Det kunne have været en selvretfærdig 'se, hvor-dumme de var dengang, og hvor kloge vi er nu'-historie, men det fabelagtige sidste afsnit satte en fed streg under, at den sande magt ikke var ren og retfærdig frihedslængsel, men kapitalistisk mekanik, der opsluger og udnytter alt - også de sociale bevægelser.

Don Draper finder tilsyneladende fred efter sin deroute i et buddhistisk helle uden for byen. Men hans lykkelige smil i lotusstillingen klipper direkte til den berømte “Buy the World a Coke”-reklame, der bruger hippiernes fredssprog til at sælge colaer. Han har ikke fundet fred uden for kapitalismen, han har fundet fred i at være kapitalismens værktøj.

The Americans - Amerikansk anti-propaganda

Manden bag serien er tidligere CIA-agent, og med The Americans får man sig et anderledes og langt hen ad vejen realistisk spiondrama. (© Netflix)

En amerikansk serie om den kolde krig fortalt fra et russisk perspektiv, hvor der altid bliver talt russisk, når det giver mening. Før The Americans fandtes, ville jeg ikke have troet på det. Joe Weisberg, der har lavet serien, har selv arbejdet med kontraspionage i CIA, og serien har alle de nuancer og detaljer, man kunne ønske sig. Og ingen dårlig smag af amerikansk propaganda, som man kunne forestille sig.

Det er historien om en krig mellem to ideologier - frihed og materialistisk åndløshed på den ene side, fælleskab og social kontrol på den anden, hvor der ikke rigtig er nogen mennesker, der vinder i sidste ende. Sidste afsnit førte på alle måder historierne og personerne til deres logiske konklusioner uden at tage hensyn til, hvem der er helte eller skurke. Der er ikke nogen, der får som fortjent, og det er lige præcis den slutning den serie fortjente. Anti-propaganda hele vejen.

Åh, og så den U2-sang.

Game of Thrones - Fantasy for voksne

Aldrig har en slutning været vigtigere, mener Kasper Lundberg - og heldigvis kaster Game of Thrones ikke det hele over bord. (© HBO Nordic)

Jeg har aldrig haft følelsen af, at en slutning ville være så afgørende for en series eftermæle som sidste afsnit af Game of Thrones. Serien startede med at være en fantasy-serie, næsten uden overnaturlige elementer. Den fik folk, der normalt afskyr fantasy, til at hoppe på. En slags modgift til Harry Potter og Ringenes Herres irriterende simple grundhistorier om heltens rejse fra grim ælling til smuk, magtfuld svane. Alle nørderne, der vidste, at man godt kunne fortælle komplekse historier om følelser og ideologi i et fantasy-univers, havde endelig fået deres kronjuvel.

Men siden tv-serien forlod bogforlægget, og det begyndte at vrimle med drager, zombier og blodmagi, og Jon fandt ud af, at han i virkeligheden også var en smuk svane, begyndte onde tunger at antyde, at GOT måske i sidste ende bare var ligesom alle de andre. Børnehistorier om det gode mod det onde og en ung dreng, der bliver drillet, men finder ud af, at han i virkeligheden er supersej.

I sidste ende så var det selvfølgelig de gode, der vandt, men med en realistisk mærkelig smag i munden. Familien Stark er spredt for alle vinde, og alle skal leve med tunge følelsesmæssige konsekvenser af det, de har gjort. Ikke mindst endte Jon så langt fra tronen, som han kunne, forvist til ødemarken og knust efter at have dræbt galningen, han elskede.

Det er i sidste ende ikke historien om Jons rejse til tronen. Det er historien om magtens problemer og om muligheden for at lave om på systemet. Ikke for at gøre det perfekt, men lidt bedre, lidt mildere, lidt mere egnet til at afbøde de indbyggede fejl, når menneskelige egoer møder politik. Absolut magt og alt det der.

Serien er det største fænomen af sin slags til dato, og slutningen redder den fra at blive husket som en politisk thriller, der udviklede sig til en slags sport med drager, hvor det bare gælder om at gætte på den rigtige vinder. Slutningen gør serien værd at se igen - både for os, der har fulgt med og for fremtidige seere.

Facebook
Twitter