Seriøst?! Sådan blev verdens dårligste film til kultsucces

Forestil dig en svinedyr Hollywood-film instrueret af en galopperende inkompetent mand. Filmen 'The Disaster Artist' samler op på et bizart fænomen.

Alt er galt med 'The Room'. Slet og ret. Men det er nøglen til successen, hvis du spørger film- og serieekspert Frederik Dirks Gottlieb fra 'Binge'. (Foto: Josh Brasted © (c) Getty images)

Trods et begrænset budget og en nærmest umulig fortælling om manden bag verdens dårligste film, kultklassikeren 'The Room', så har filmen om filmen, 'The Disaster Artist', allerede vundet adskillige priser.

Og selvom det lyder som en dårlig joke, så er filmen om en af de mest elendige film, der findes, en af de hidtil største biografoplevelser i 2018.

Torsdag havde 'The Disaster Artist' dansk biografpremiere, og det er en film, der til trods for et begrænset budget, har fået enorme mængder af opmærksomhed. Hovedsageligt fordi det er den umulige fortælling om manden bag verdens måske dårligste film.

Bag 'The Disaster Artist' står Hollywood-stjernen James Franco, som vi kender fra film som '127 Hours', 'Milk' og 'The Deuce'. Han ikke bare spiller rollen som den mystiske og megalomanske filminstruktør Tommy Wiseau. Han har også produceret og instrueret filmen - eftersigende uden at bryde ud af rollen som den besynderligt talende og flamboyant påklædte rædsels-instruktør.

Tommy Wiseau (tv) sammen med James Franco, der har instrueret og spiller hovedrollen i 'The Disaster Artist', der handler om Wiseaus katastrofale film 'The Room'. (Foto: George Pimentel © (c) Getty images)

Hvis du ikke aner, hvad 'The Room' er for et fænomen, eller hvis du bare ikke kan få nok af den ultimative kultfilm, så har jeg sammenfattet alt, du behøver at vide, om den måske mest sagnsomspundne og fantastiske dårlige film, der nogensinde har set dagens lys.

Juni 2003: The Room får premiere

Det første syn af Tommy Wiseau, der ramte folk, var i det herrens år 2003, hvor en gigantisk billboard-reklame på Highland Avenue i West Hollywood med filmens titel og et nærbillede af Wiseaus ansigt pludselig hang til skue.

Ingen vidste, hvad det skulle forestille, men det viste sig at være det første reklamefremstød for filmen 'The Room'.

'The Room' fik omgående drøje hug af de få anmeldere, der overhovedet gad se den, og den står den dag i dag stadig, som en af de mest objektivt dårlige film, der nogensinde har set dagens lys.

Alt er galt med 'The Room'. Lige fra den bizarre lyssætning til det amatøragtige skuespil, den barnagtige dialog og hovedløse handling, som absolut ingen logisk mening giver.

Men i midten af det hele står den underligt karismatiske instruktør Tommy Wiseaus alterego, Johnny. En klynkende mand med et besynderligt udseende, som tydeligvis er baseret på Wiseau selv.

En ensom ulv som i 'The Room' udstår alverdens bibelske pinsler og uretfærdigheder - ikke ulig de oplevelser, Wiseau selv har oplevet som udenlandsk outsider i et konkurrencepræget Hollywood.

Tommy Wiseau foran plakaten til 'The Room' ved en fremvisning i New Orleans. (Foto: Josh Brasted © (c) Getty images)

'The Room' er Wiseaus forsøg på at skabe et tidløst mesterværk og føles som hans hævn på alle dem, der ikke troede på ham. Wiseau inkorporerer i 'The Room' alle de elementer, han elsker ved amerikansk film og forsøger, at flette dem sammen til, hvad der bedst kan beskrives som en immigrants syn på hvad, amerikansk filmkunst er. Storladent, dramatisk, sexet og tragisk.

Seks millioner gav 1900 dollars

Desværre har Wiseau ingen filmiske evner, og 'The Room' bliver dermed et vanvidsprojekt, der stiller spørgsmålet; hvordan ville en svinedyr Hollywood-film se ud, hvis man satte verdens mest inkompetente mand til at lave den?

'The Room' indtjente i de to uger kun sølle 1900 dollars på trods af, at Tommy Wiseau, der både instruerede, spillede hovedrollen og finansierede filmen, havde brugt mere end 6 millioner dollars på at lave den.

Et regnestykke, der afstedkommer så røde tal, at enhver med et minimum af matematisk indsigt ville give op og lade sig fortære af ydmygelsen. Men ikke Tommy Wiseau.

Selvom filmen kun gik to uger i biografen (det er et minimum, hvis man vil have sin film Oscar-nomineret), lod Wiseau det gigantiske reklameskilt hænge i mere end 5 år på trods af, at det eftersigende kostede 5000 dollars om ugen.

Sidst i 2003: Første tegn på succes

I 2003 begynder rygtet om filmens episke elendighed at cirkulere, og flere selverklærede superfans af 'The Room' starter en underskriftindsamling for at få filmen tilbage i biografen.

Biograferne begyndte pludselig at kontakte Tommy Wiseau, der på det her tidspunkt formentlig brugte det meste af sin tid på at slikke sine sår efter de drøje anmelderhug, med tusindvis af anmodninger om at få 'The Room' tilbage på den store skærm.

2004: The Room vender tilbage

Efter gigantisk efterspørgsel begynder arrangørerne fra biografen Laemmle Theatre i Los Angeles at opsætte midnatsvisninger af 'The Room'.

Rygtet om filmens potentiale som en ubevidst komediefilm spreder sig som en steppebrand, og mange andre biografer følger trop med visninger over det meste af den amerikanske vestkyst.

Der fulgte selvfølgelig også en del merchandise med de fornyede interesse for 'The Room'. (Foto: Josh Brasted © (c) Getty images)

Kendte filmfolk som skuespiller Paul Rudd og instruktør Judd Apatow melder sig ind i fankoret, og filmens kultstatus bliver ved med at stige til hidtil usete højder med hujende fans, der tropper op i biograferne udklædt som filmens figurer.

2009-2010: The Room indtager New York - og resten af verden

Det var bare et spørgsmål om tid før 'The Room' nåede hele vejen til New York. I maj 2009 premierer den i New York, og filmen kører stadig den dag i dag. Samme år begynder filmen at blive vist i London og flere fremtrædende storbyer verden over.

I april 2010 på 'The Room's etårsdag i New York rapporterer Entertainment Weekly fra en udsolgt visning i biografen Ziegfield Theatre om Wiseaus pludelige stjernetstatus:

"Wiseau blev med det samme bombarderet med anmodninger om at få taget fotos med football-svingende (referance fra en af filmens mest legendariske scener, red.) fans klædt ud som Wiseau selv, samt om at skrive autografer på t-shirts prydet med teksten ‘I heart Tommy Wiseau’ (…) Faktisk var Wiseau i den halve time han snakkede med de fremmødte konstant omgivet af en skare af fans selv Robert Pattinson værdig (…)"

Maj 2011: Dansk visning af The Room

Huset i Magstræde i København begynder for første gang at vise den famøse kultfilm for målløse danskere, der tager alle 'The Room'-traditionerne til sig. Filmen kan stadig ses i selvsamme biograf cirka en gang om måneden.

2013: Bogen 'The Disaster Artist' udkommer

En af de mest kendte scener i 'The Room' er den, hvor Tommy Wiseau træder ud på et hustag med en vandflaske i hånden og med filmhistoriens mest døde udtryk mumler replikkerne: 'It’s bullshit, I did not hit her. I did nooot. Oh, hi Mark'.

Se klippet HER:

Denne ‘Mark' er Wiseaus bedste ven i filmen, og han er spillet af hans (måske) bedste ven i virkeligheden, mislykket skuespiller og tidligere fotomodel, Greg Sestero.

I 2013 skriver Sestero bogen 'The Disaster Artist', som giver fans af 'The Room' en gennemgang af filmens tilblivelse - og en smule indblik i det, som fans har tørstet efter i over et årti.

Greg Sestero med bogen 'The Disatser Artist', som filmatiseringen bygger på. (Foto: Imeh Akpanudosen © (c) Getty images)

Hvem er Tommy Wiseau? Hvordan havde han råd til at finansiere en film på 6 millioner dollars? Lyver han, når han pludselig siger, at filmen bevidst skulle være sjov (hint: JA!)?

Det er en fremragende bog, der er sjov selv for folk, som ikke har set filmen. Sestreros beskrivelse af Tommy Wiseau som et sårbart individ med følelserne helt uden på tøjet er både hysterisk morsomt og til tider oprigtigt rørende.

December 2017: James Francos 'The Disaster Artist' får premiere

James Francos filmatisering af Greg Sesteros bog får premiere. Anmelderne elsker filmen og James Francos vanvittige portræt af den mystiske Tommy Wiseau.

James Franco (t.h.) i rollen som Tommy Wiseau og Dave Franco (t.v.) som spiller bedstevennen Greg Sestero. (Foto: Justina Mintz © © 2015 Warner Bros. Entertainment Inc.)

Priserne begynder at regne ned over 'The Disaster Artist' til prestigefyldte prisuddelinger, blandt andet til Screen Actors Guild Awards, hvilket ofte betyder, at Oscar-statuetterne er inden for rækkevidde.

7. januar 2017: James Franco vinder en Golden Globe

Det hele kulminerer til dette års Golden Globes, hvor James Franco vinder for bedste mandlige hovedrolle for sit portræt af Wiseau.

På vej op til scenen (med sin lillebror Dave Franco som spiller bedstevennen Greg Sestero) vifter Franco Tommy Wiseau op på scenen, men føler sig nødsaget til at blokere den bizarre instruktør, da han i bedste Wiseau-stil prompte forsøger at indtage mikrofonen.

Tommy Wiseau (t.v.) lykønsker James Franco, efter Franco vandt en Golden Globe for bedste skuespiller ved årets prisuddeling. (Foto: handout © Scanpix)

Efter showet, hvori Franco bar en #TimesUp-pin, der symboliserer nultolerance for magtmisbrug og sexkrænkelser i Hollywood, blev han selv anklaget for grænseoverskridende handlinger mod tidligere skuespil-elever og en tidligere sexpartner.

Sagen har endnu ikke udspillet sig, men det er nærliggende at drage en parallel mellem Francos enestående portræt af instruktør-'kollegaen' Wiseau som en komplet skamløs og grænsesøgende kunstner og Franco selv, der er anklaget for, at i filmkunstens navn, at have skubbet sine skuespil-elever til det yderste.

James Franco har inden sexanklagerne også udtalt, at han identificerer sig skræmmende meget med Tommy Wiseau.

1. februar 2018: Dansk premiere på 'The Disaster Artist'

Endelig kan 'The Disaster Artist' ses i de danske biografer.

Det er en enestående bedrift af James Franco, der ikke bare rammer essensen af Tommy Wiseaus skrøbelige storhedsvanvid og østeuropæiske accent, men som også fortæller en historie om en immigrant, der for alt i verden vil sejre i den sværeste branche af dem alle.

På den mest utænkelige måde er det endelig lykkedes for Tommy Wiseau, der nu er blevet foreviget i en uforglemmelig filmperle.

Facebook
Twitter