Sherlock Holmes er for rar i ny Netflix-film. Nu bliver streamingtjenesten sagsøgt

Det er fuldstændig tosset og lugter kun af, at man vil tjene penge, siger filmanmelder.

Henry Cavill (tv.) spiller Sherlock Holmes i Netflix-serien 'Enola Holmes'. Serien er navngivet efter Sherlock Holmes' søster (th.). (© © Legendary)

Netflix er havnet i en rettighedsmæssig suppedas midt i færdiggørelsen af den kommende Sherlock Holmes-film 'Enola Holmes', som efter planen får premiere til september.

Ifølge CNN har boet efter Sherlock Holmes-forfatteren Arthur Conan Doyle sagsøgt Netflix og resten af holdet bag serien, fordi de mener, at de bryder rettighederne.

Den kommende film handler om Sherlock Holmes' søster Enola Holmes, som ellers er et ubeskrevet blad i de mange fortællinger om Sherlock Holmes. Men problemet er ikke søsteren. Problemet er derimod, at Sherlock Holmes er for rar, omsorgsfuld og for respektfuld overfor kvinder, skriver det amerikanske medie.

Millie Bobby Brown, der spillede med i 'Stranger Things', spiller Enola Holmes i den kommende Netflix-film. (© © 2020 Legendary)

Flere af bøgerne om Sherlock Holmes er efterhånden blevet så gamle, at de ikke længere er beskyttet af de amerikanske rettighedsregler. Men boet efter den britiske forfatter mener, at den venlige udgave af Sherlock Holmes først dukker op i de ældre udgaver af bøgerne, som stadig er rettighedsbeskyttet.

- Mens Sherlock Holmes er kendt for sine store evner inden for observation og logik, er han også kendt for at være reserveret og ufølsom, står der ifølge CNN blandt andet i søgsmålet.

Lugter af, at boet vil have penge

Men søgsmålet er fuldstændig tosset.

Sådan lyder det fra Christian Monggaard. Han er filmanmelder på Information og medlem af Sherlock Holmes Klubben, fordi han igennem mange år har dyrket den britiske kriminaldetektiv.

- Det lugter langt væk af desperation – og har ikke en skid med kunst at gøre. Det handler kun om penge. Flere af bøgerne er ikke beskyttet længere, og hver gang boet kan lugte penge, gør de, hvad de kan, siger Christian Monggaard.

Hvem skal afgøre ens venlighed?

Han siger, at han naturligvis mener, at rettigheder bør overholdes. Men han mener, at det bliver rodet at finde frem til, om Sherlock Holmes er for sød i forhold til de bøger, der stadig er beskyttet af rettigheder.

- Selvom han kan virke kold, så har han også vist empati for dr. John Watson. Den kommende film handler også om Sherlock Holmes' søster, som han jo godt kan have et bedre forhold til. Og hvem er det egentlig, der skal afgøre, hvor venlig og uvenlig han må være. Det er ret ukonkret, siger filmanmelderen.

Christian Monggaard nævner også, at boet over flere år har sagsøgt flere parter, og at det i hans øjne ligner et desperat forsøg på at få så mange penge ud af rettighederne, inden de udløber.

Derfor tror han også, at filmen vil få premiere på Netflix, selvom streamingtjenesten måske endda vælger at betale.

Enola Holmes forventes at få premiere på Netflix til september. (© © 2020 Legendary)

- I de historier, vi har set om Sherlock Holmes, har der været holdt fast i den oprindelige ånd fra Arthur Conan Doyle, men man har også været bevidst om at tilpasse ham en ny tid. Så længe man har respekt for figuren og tonen, synes jeg, det er fint. Men hvis han ender med at blive genfødt som en empatiens herre og sidder med foldede hænder og græder, så er det ikke længere Sherlock Holmes, siger Christian Monggaard.

Om detektiven er varm, kold eller for meget af det ene eller andet, må vi vente med at se, når og hvis filmen får premiere til efteråret.

Facebook
Twitter