'Sikke en støj!' Mads Mikkelsens nye sci-fi-brag er et omvandrende kaos

DR's anmelder har ikke meget til overs for den larmende 'Chaos Walking'.

Den danske verdensstjerne Mads Mikkelsen kæmper forgæves med at få en interessant figur ud af filmens skurk, Prentiss, mener DR's filmanmelder Per Juul Carlsen. (Foto: Murray Close/Lionsgate © Lionsgate)

Sikke en støj! 'Chaos Walking' må ubetinget være årets mest larmende film. Ikke på grund af lydniveauet, men takket være det konstante roderi af ord og den evige digitale farvetåge, der vimser omkring hovederne på de medvirkende.

Det er skam meningen. Den støj er netop det særlige ved 'Chaos Walking' – eller rettere ved Patrick Ness' romantrilogi om unge Todd og planeten New World, hvor alle mænd kan høre hinandens tanker – uvist af hvilken grund. Den effekt har planeten simpelthen på mænd, men ikke kvinder.

Det er det, der er "Støjen" – tankemylderet – og hvis man ikke kan kontrollere Støjen, er man, som de siger på New World, bare gående kaos – 'Chaos Walking'.

Det er en vild – men selvfølgelig også rædselsfuld idé – at kunne høre hinandens tanker. Forestil dig, at du aldrig er alene med dig selv og dine følelser. Det kan man kun blive sindssyg af, hvilket er en del af 'Chaos Walking's koncept.

Menneskeheden, der engang i en forholdsvis fjern fremtid er rykket ud i rummet, er forfaldet til et liv på niveau med nybyggerne på den amerikanske prærie – uanset at planeten New World ligner den gamle Jord på en prik. Det kan kun være den pinligt udleverende Støj, der har skubbet mennesket – eller mændene – ud af kurs.

Mads Mikkelsen er senest blevet lovprist for sin præstation i Oscar-vinderen 'Druk'. Det er dog en anden sag med rollen som Prentiss i 'Chaos Walking', mener Per Juul Carlsen. (Foto: Murray Close/Lionsgate © Lionsgate)

Får konstant smidt ord og tanker i knolden

Men uanset hvor vild en idé det er at kunne høre tanker, er den langtfra nem at holde styr på for en historiefortæller.

Menneskets tankebaner er som bekendt komplekse. Vi kan snildt diskutere Kierkegaards teser samtidig med, at vi kan mærke, at vi skal på lokum og har ondt i ryggen – og i øvrigt har et morgenskænderi med ægtefællen eller kæresten rumlende i baghovedet.

Så kompleks orker Patrick Ness ikke være i sin romantrilogi, men selvom Støjen er kogt ned til de mest præsente følelser i 'Chaos Walking', er det stadig svært at styre. I Ness' romaner er det fascinerende at bruge fantasien til at forestille sig et menneske, der kommer mod én, omgivet af et støjende tankemylder.

På film er det en helt anden sag.

Det er langt mere håndgribeligt og konkret. Vores forestillingsevne har ikke noget at arbejde med. Vi kan ikke selv jonglere med idéen om, hvordan det er at kunne høre andre menneskers tanker, men får konstant smidt ord og tanker i knolden i et støjende rod, som forgæves kæmper med ikke at virke kunstfærdigt. Og filmisk er det usmidigt og klodset.

Det er svært at se, at instruktøren er Doug Liman, der tidligere på året dukkede op med den vittige coronakarantæne-komedie 'Locked Down'.

Tom Holland og Daisy Ridley høster roser af Per Juul Carlsen for deres præstationer i filmens to bærende roller som henholdsvis Todd Hewitt og Viola Eade. (Foto: Murray Close © Lionsgate)

Støjen er grundlæggende bare støj

Men mest uheldigt af alt: I modsætningen til i Ness' romaner, er det svært at se hvad Støjen egentlig bidrager med i beretningen om Todd, der skal lære sandheden om sin planet at kende.

Støjen er grundlæggende bare støj, der lige nøjagtig skjuler, at 'Chaos Walking' ikke er en synderligt original young adult-beretning, altså en historie rettet mod et teenagepublikum. Når Støjen først bare er blevet til netop støj, er der ikke rigtig noget tilbage. Og så hjælper det mildt sagt ikke, at actionscenerne i filmen er ulogiske og decideret tåbeligt sat op.

Lige pludselig er figurerne i filmen for eksempel i stand til at skabe livagtige hologrammer af sig selv for at snyde fjenden – hvorfor og hvordan får vi aldrig at vide.

Til gengæld får Tom Holland og Daisy Ridley forbavsende meget ud af Todd og Viola, to unge og ikke særligt velbeskrevne mennesker på flugt. Udover den almindelige spænding ved at lære en fremmed planet at kende, er det samspillet mellem de to, der holder filmen oppe. Man har faktisk lyst til at se på dem, mens de lærer at holde af hinanden.

Den danske verdensstjerne Mads Mikkelsen kæmper derimod forgæves med at få en interessant figur ud af filmens skurk, Prentiss. Det er ikke nødvendigvis Mikkelsens skyld.

Ligesom så meget andet i 'Chaos Walking' har borgmester Prentiss meget svært ved at finde egne ben at gå på. Filmen er sgu selv 'Chaos Walking', en støjende bunke rester af talrige andre filmfortællinger om unge mennesker på jagt efter sandheden om dem selv.

(© Lionsgate)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk