Jeg har oplevet så mange ting, som de fleste ikke når at opleve på et helt liv. Derfor føler jeg mig til tider som en 80-årig dame med gråt hår.

Jeg har overstået et kapitel i mit liv med en masse underlige ting. Fester. Stoffer. Jeg har generelt oplevet meget, som andre ikke bør opleve.

Simona

Simona Tayanna er 17 år og blev kendt, da hun var en af de medvirkende i DR3-dokumentaren ’Prinsesser fra blokken’.

I dokumentarserien fortalte Simona, at hun blev seksuelt krænket som barn. Som ung begynde hun at tage hårde stoffer.

I dag er Simona stoffri og i gang med at færdiggøre folkeskolen, hvorefter hun vil begynde på gymnasiet.

Jeg er blevet seksuelt krænket som barn i en periode på over to år. Da jeg fyldt 12 begyndte jeg at tage stoffer og blev sendt på 11 forskellige opholdssteder. Jeg tog hårde stoffer som lsd, mdma, kokain og alt muligt andet, som har gjort, at jeg har været ved at kradse af et par gange.

Alligevel har jeg formået at samle mig selv op igen.

Min baggrund har nok gjort mig lidt følelsesmæssigt afstumpet. Jeg ved, at verden er hård. Det lærte jeg, da jeg ikke var særlig gammel.

Jeg har nok en anden tilgang til livet, og jeg har måske nemmere ved at forstå folks hårde livsstil end andre har. Måske er jeg bare stærkere og mere forstående.

Optagelserne til det nye program begyndte i november 2016. Lige efter at jeg var med i ’Prinsesser på blokken’, blev jeg kontaktet for at høre, om jeg havde lyst til at lave mere tv. Vi holdt et møde på en café, og jeg syntes, det lød rigtig godt. Så vi gik i gang med at optage i slutningen af november, men holdt en pause i december og januar.

Vi overvejede faktisk at stoppe det hele, fordi jeg havde været ustabil. Der var en masse ting, og situationen gjorde, at jeg åbenbart havde lidt svært ved at tage telefonen. Men jeg fik taget mig sammen, fordi jeg syntes, det var rigtig vigtigt, og det betød noget for mig.

Jeg har lyst til at vise mig selv som en hel person, og jeg vil gerne fortælle hele min historie. Jeg håber, at andre måske, som også har oplevet nogle slemme ting i deres liv, får lyst til at fortælle om det, de har gået og holdt for dem selv. At de kan få blod på tanden til at gøre noget ved det ved at høre min historie og ikke længere føle sig alene.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Jeg håber også, at andre får forståelsen af, at mennesker gør nogle ting og har en anden adfærd end de fleste andre børn. For eksempel at man ikke bare kalder et ustyrligt barn for et problembarn, men at man kigger bagved for at finde ud af, hvad det er, der gør, at barnet er sådan.

Sådan følte jeg selv, det var, dengang jeg var et af de børn.

Savner følelsen af at være høj

Jeg har været clean siden 11. januar 2016, men jeg kan stadig godt savne følelsen af at få den her glade, glade følelse i maven. Jeg får bare ikke den der sindssyge fornemmelse i maven af bare at være helt på toppen. Det er noget med endorfinerne i hjernen, som skal bygges op igen, efter du har været så meget på stoffer. Det tager mange år, før man igen kan få den her lykkelige fornemmelse i mere end bare to minutter.

Det er rart at være i sin egen krop, uden at man skal overleve på et eller andet lort.

Simona Tayanna

Det virker lidt underligt, når jeg kigger tilbage på tiden, før jeg blev clean. Dengang var det bare fest, fest, fest og vildt, vildt, vildt. Men det er rart, at man kan være det foruden.

Det betyder, at jeg nu kan gå i skole og stå ved, den jeg er, og jeg ikke vågner op om morgenen og har det dårligt med mig selv, fordi jeg har gjort noget, bare fordi jeg har taget stoffer. Det er rart at være i sin egen krop, uden at man skal overleve på et eller andet lort.

Vil gerne være læge

Lige efter jeg var med i ’Prinsesser fra blokken’, fik jeg flere 100 beskeder fra piger, som ville høre mere om min historie. Mange skrev, jeg var et forbillede, og at jeg havde været en hjælp i deres liv.

Det var da rart at få de beskeder, og jeg forsøgte at besvare så mange, jeg kunne. Men jeg føler også, det er lidt svært at hjælpe dem, fordi det er sådan lidt fjernt, og fordi jeg generelt bare er dårlig til at svare. Så jeg håber ikke, at folk føler sig svigtet, når jeg ikke svarer, hvis nogen sender mig nye beskeder, efter programmet er blevet vist.

Når jeg er færdig med min skole her til sommer, vil jeg begynde på gymnasiet. Jeg vil gerne være læge, så jeg skal på universitetet og læse medicin bagefter.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Menneskekroppen har altid interesseret mig ret meget, og plastikkirurgi interesserer mig endnu mere. Jeg synes, det er spændende at se, hvad kroppen kan arbejde med af ting, som ikke er dens eget – f.eks. silikone.

Den glæde det giver andre, når de får rettet lidt på deres udseende, og de pludselig kan have det rigtig dejligt med at se deres egen krop i spejlet om morgenen.

Du kan se forpremieren på det første afsnit af ’Simona overlever’ på dr.dk/tv.