Simpsons dropper hvide stemmer til farvede figurer

Fremtiden er uvis for en række karakterer i den populære tegneserie.

The Simpsons vil nu stoppe brugen af hvide skuespilleres stemmer til ikke-hvide karakterer. (Foto: Anonymous © Scanpix)

Apu, betjenten Lou og doktor Hibbert skal have nye stemmer i tegneserien The Simpsons - hvis de da overhovedet vender tilbage til skærmen.

- Fra nu af vil The Simpsons ikke længere have hvide skuespillere til at lægge stemme til ikke-hvide figurer.

Sådan lyder det i en kortfattet udtalelse fra Les Eisner, der er talsperson for Fox, der står bag serien. Det skriver en række medier, blandt andet CNN.

Beslutningen kommer, kort efter at skuespilleren Mike Henry har sagt, at han ikke længere vil lægge stemme til den sorte karakter Cleveland Brown i den populære tegneserie Family Guy. Serien handler om familien Griffin og er ofte er blevet sammenlignet med The Simpsons.

Bands skifter navne

Beslutningen om ikke at lade hvide lægge stemme til ikke-hvide i The Simpsons kommer i en tid, hvor der er stor fokus på racisme i USA og resten af verden, efter den sorte mand George Floyd døde, da en betjent pressede sit knæ mod hans hals i adskillige minutter.

Det har også skabt efterdønninger i kulturens verden, hvor streamingtjenester fjerner eller sætter advarsler på film og tv-serier, der kan fremstå racistiske.

Også bands som Dixie Chicks og Lady Antebellum har skiftet navne til henholdsvis The Chicks og Lady A for at fjerne ord, der henviser til de amerikanske sydstater under slavetiden.

Tidligere på ugen skrev 300 sorte filmfolk et åbent brev til filmselskaberne i Hollywood.

- Manglen på et ægte løfte om inklusion og institutionel støtte har kun styrket Hollywoods renommé som værende styret af et hvidt overherredømme. Dette sker ikke kun i fortællekunsten. Det er kulturelt og systematisk i Hollywood, skrev de blandt andet.

Problemet med Apu

The Simpsons er især blevet kritiseret for portrætteringen af den indiske kioskejer Apu. Det skete blandt andet i 2017, da dokumentaren "The problem with Apu" udkom. På dansk blev den kaldt The Simpsons - sjov eller racisme.

I januar i år sagde Apus stemme, Hank Azaria, at han trak sig fra rollen. Dengang fortalte han, at man endnu ikke havde besluttet, om Apu stadig skulle være en del af serien.

- Tanken om at nogen - ung eller gammel, fortid eller nutid - er blevet mobbet eller drillet på baggrund af karakteren Apu, det gør mig virkelig ked af det, sagde han for nyligt til tv-værten Stephen Colbert i The Late Show.

Skaberne af The Simpsons har dog ikke altid tidligere taget kritikken til sig. Kort efter "The problem with Apu" udkom, svarede serien med et afsnit, der handlede om en børnebog, der var blevet ændret for at fjerne stereotyper.

- Noget som startede for årtier siden, som blev hyldet og ikke var stødende, er nu politisk ukorrekt, siger figuren Lisa, mens hun ser på et foto af Apu.

- Nogle ting vil blive håndteret på et senere tidspunkt, siger moren Marge.

- Hvis nogensinde, slutter Lisa.

The Simpsons blev sendt første gang i 1989, og der er siden blevet lavet 684 episoder. Tegneserien bliver vist i over 100 lande.

Facebook
Twitter