Sjældent - hvis nogensinde - har en film til familien Danmark været så grum

Toeren om 'Hvidstengruppen' fortæller kvindernes barske historie.

Marie Bach Hansen (i midten) spiller Kirstine 'Tulle' Fiil, der blev sendt på en grum rejse til Nazityskland og hjem igen i slutningen af 2. Verdenskrig. (© @Nordisk Film)

Hold da kæft …

Det siger ligesom sig selv, at en film om to kvinder, der er spærret inde i diverse tyske fangelejre under 2. Verdenskrig, ikke er en komedie.

Det giver også sig selv, at selvom producenten bag filmen er Regner Grasten, danmarksmester i familiehygge med blandt andet Krummefilmene, så kan den virkelige beretning om to danske modstandsfolk, der straffes af nazisterne, aldrig blive familiehyggelig.

Men at instruktøren Anne-Grethe Bjarup Riis serverer så grum en bid af virkeligheden, det sagde ligesom IKKE sig selv.

Mareridtet begynder. Inden afrejsen til Tyskland skal de tilfangetagne kvinder grave et toilet til sig selv - og bruge det - ved Vestre Fængsel i København.

’Hvidstengruppen II – De efterladte’ er trods alt en film til 40 millioner kroner. Det er ikke billigt at genskabe hverken landsbyen Hvidsten, som den så ud i 1945. Eller interiøret i tyske straffelejre under 2. Verdenskrig.

Og ’Hvidstengruppen II’ skal jo tjene sig selv hjem igen.

Ingen forventer, at den når op på samme høje antal solgte billetter som den første Hvidstengruppe-film, der blev set af 755.000 biografgængere i 2012. Men den skal jo kunne sælge noget.

Og hvor mange danskere slipper frivilligt små hundrede kroner for at se to kvinder blive slået og sove på et stengulv i to timer?

Toeren er noget helt andet

Den første Hvidstengruppe-film var nemmere at sælge. Det var trods alt en klassisk helteberetning om modige mænd (fortrinsvis), der kæmpede for alt det, de har kært. Det er så nemt at forstå, at der kan gå familiehygge i den.

Toeren ’De efterladte’ er noget helt andet.

Den begynder, hvor etteren sluttede, da mændene – med kroejer Marius Fiil i spidsen – blev henrettet. Som et lille appendix fik vi at vide, at Fiils ældste datter, Kirstine (eller Tulle, som hun blev kaldt) og lillesøsteren Gerda blev arresteret og sendt til Tyskland.

Åh, hvor dejligt, at de kun blev arresteret, tænkte vi i biografmørket – uden evne til at forestille os hvad Tulle og Gerda senere skulle gå gennem.

Det kan vi se i toeren. Og det er ikke småting.

Ellen Hillingsø har en birolle som frihedskæmperen og godsfruen Monica Wichfeld. Her sammen med Marie Bach Hansen i en tysk fangelejr. (© @Nordisk Film)

Vi kan se sadistiske kvindelige fangevogtere. Vi kan se bødlen, der står med sit absurde kostume – jakkesæt og bowlerhat – og henretter fanger lige uden for Tulles vindue. Vi kan se unge kvinder skrige af sorg, fordi de børn, de føder i fangenskab, bliver taget fra dem med det samme.

Vi kan se en lang række af rædsler. Og de er desværre hentet ud af vidneberetninger fra krigen.

Hold da kæft for en tur …

Kvindernes plads i krig er jomfruelig

Det virker ekstra voldsomt af den simple grund, at vi ikke er vant til at se kvinder blive udsat for den slags. Kvindernes plads i krig er jomfruelig. De har altid stået i køkkenet og lavet mad, mens de savnede deres tapre mænd.

Det kan sagtens diskuteres om der er grund til, at vi så ofte skal se søstrenes mor, Gudrun, på grådens rand hjemme i Hvidsten.

Vi er jo ikke i tvivl om, at hun lider.

Det er også unødvendigt at gøre Tulle til en klassisk heltinde, der tør være flabet overfor tyskerne. I det hele taget er ’Hvidstengruppen II’ for travlt optaget af at massere publikums følelser med klassiske filmkneb.

På den anden side har Anne-Grethe Bjarup Riis og Regner Grasten tilsyneladende været bevidste om den svære balance. I hvert fald har de haft mod til at fjerne publikums ’støttehjul’, filmmusikken, som ellers altid er klar til at fortælle os, hvad vi skal føle, hvis nogen er i tvivl.

En stor kajeryster til Danmarkshistorien

Sjældent – hvis nogensinde – har en film til familien Danmark været så grum.

Naturligvis indeholder den en stor portion håb. For der var håb. Men den er ikke mindst en stor kajeryster til Danmarkshistorien og til opfattelsen af kvinder i krig.

Også derhjemme i Hvidsten lider de. Det får 'Hvidstengruppen II' desværre ikke mange overraskelser ud af. Her Bodil Jørgensen som Tulles og Gerdas mor, Gudrun Fiil. (© @Nordisk Film)

Den er et vidnesbyrd om at verden er ved at forandre sig, at vi er åbne overfor andre, mere nuancerede fortællinger, ikke mindst fra en verdenskrig, der måske nok sluttede for 75 år siden, men som hele tiden forandrer sig efterhånden som vi nutidsmennesker bliver modne til at høre nye fortællinger.

Det er en vild historie. En nødvendig og sand historie. Vi har brug for at få den fortalt.

Men det var ikke lige til at forudse, at Riis og Grasten turde fortælle den så brutalt.