Sjældent set smukkere: Filmperle om mystisk dødsfald vækker uro i kroppen

Den voldsomme islandske natur kommer til sin ret i filmen 'En hvid, hvid dag'.

'En hvid, hvid dag' kunne snildt have været endnu en filmisk beretning om maskulin følsomhed, men pakket ind i en hvid, hvid tåge og en utæmmelig, uforudsigelig natur, er den blevet en urovækkende og rørende – og meget islandsk – kærlighedshistorie, skriver Per Juul Carlsen. (© Øst for Paradis)

Hold kæft, hvor er de heldige, de islændinge.

Hvis de har problemer med at finde på idéer til en film, kan de altid gå udenfor ud i naturen, ud og se på deres gletsjere og gejsere og vulkaner. Så skal der nok dukke noget op.

Og billederne giver jo sig selv.

Den islandske natur gør sig utrolig godt på film.

Der findes formentlig ikke et filmland i verden, hvor natur spiller så central en rolle. Sådan kunne det sikkert også være i Sverige eller Danmark.

Men hvis nogen i Danmark gik ud og insisterede på, at mosekonens bryg på en forårsmorgen eller det evindelige efterårsregnvejr havde en direkte forbindelse til menneskets liv her på jorden, ville vedkommende utvivlsomt blive hængt ud som økoflipper eller missionær fra Danmarks Naturfredningsforening.

Vi kunne lære af islændingene

Vi tænker ganske enkelt ikke i naturbilleder, når vi fortæller historier. I hvert fald slet ikke som islændingene.

Det er for eksempel meget svært at forestille sig en dansk film som islandske 'En hvid, hvid dag', der tager fat i en gammel myte om, at man på hvide dage, hvor tågen er så tyk, at man ikke kan se forskel på jord og himmel og hav, kan kommunikere med de døde.

Det bruger instruktøren Hlynur Palmason som poetisk-mystisk udgangspunkt for beretningen om en midaldrende politimand, hvis kone kører ud over en klippeskrænt og dør.

Var det uheld eller selvmord? Det ved ingen.

Men uheldet skete på en hvid, hvid dag.

'En hvid, hvid dag' er Islands bud på en Oscar i kategorien 'Bedste internationale film'. Danmarks bud er May el-Toukhys 'Dronningen'. Hvorvidt filmene opnår en nominering afsløres i januar. (© Øst for Paradis)

Og da politimanden med det fantastiske navn Ingimundur roder lidt ved nogle bøger, hans kone havde lånt på biblioteket, får han en ubehagelig mistanke.

Den historie kunne Palmason såmænd have fortalt i et parcelhuskvarter i Nørre Nissum eller i et hjørne af Sao Paolo.

Men det er den gamle myte og den voldsomme islandske natur, der giver 'En hvid, hvid dag' sit eget udtryk, en urkraft, der banker på.

Det er lige før, den hvide dis, der indhyller historien, ligner den ondskabsfulde klump fugt, der slagter indbyggerne i en lille fiskerflække i John Carpenters klassiske gys 'Tågen'.

Det skyldes ikke mindst Palmasons filmsprog, der er højst bevidst om påvirkninger, om at skabe uro i kroppen hos publikum.

Slipper drifterne løs

Ingimundur, som bliver spillet af Ingvar Sigurdsson med det herligt vejrbidte fjæs, ligner en mand, der hele tiden er på nippet til at gå i vulkanudbrud.

Kun når han er sammen med sit barnebarn, Salka, slapper han af. Når han i stue med sin bøvede svigersøn, den tåbelige unge politimand på stationen eller den urimeligt irriterende psykolog, han er blevet påduttet, sprutter askeskyen nærmest ud af ørene på Ingimundur.

Dermed føjer 'En hvid, hvid dag' sig til en efterhånden meget lang liste over islandske film om forknytte knudemænd. Og natur.

'En hvid, hvid dag' deltog i Cannes Film Festival, hvor hovedrolleindehaveren Ingvar Sigurðsson vandt en Rising Star Award. (© Øst for Paradis)

Og den peger ikke så lidt tilbage på Hlynur Palmasons debutspillefilm, 'Vinterbrødre', der blev optaget i Danmark, hvor Palmason har sin filmuddannelse, og i øvrigt er en af de få danske film, der tør antyde, at naturen og menneskets sjæleliv er forbundet.

Palmason er ikke bange for at være gådefuld, at slippe underliggende drifter løs, at tale til vores underbevidsthed, at lade himmel og jord ramle sammen.

Kort sagt at lade den natur, som vi moderne mennesker opfatter som lidt banal og altmodisch, spejle vores liv.

'En hvid, hvid dag' kunne snildt have været endnu en filmisk beretning om maskulin følsomhed, men pakket ind i en hvid, hvid tåge og en utæmmelig, uforudsigelig natur, er den blevet en urovækkende og rørende – og meget islandsk – kærlighedshistorie.

(© Øst for Paradis)