Sjette afsnit af '1864': Sønderborg i flammernes vold

Afsnit seks af '1864' imponerer med et kalas af granatnedslag og mudder og er sikkert årsagen til seriens voluminøse budget, mener aftenens anmelder.

Sjette afsnit af '1864' imponerer med et kalas af nedslag, mudder, gryder, lagner, olielamper, telegrafmaskiner, pilefelt og jord, der risler ned langs siderne af løbegravene, mens den preussiske Røde Prins´ (billedet) telt vugger i takt med, at granaterne affyres. (Foto: Per Arnesen- Miso Film © Type 1)

Lad det være sagt med det samme: 1864-serien er ikke historisk korrekt, så langt fra endda.

Begivenhederne kommer i forkert rækkefølge, seriens hovedpersoner er et sammensurium af historiske karakterer, og man kan finde faktuelle fejl i en uendelighed. Hvis man generes af dette, skal man skifte kanal, når 1864 toner over skærmen.

En fantastisk gengivelse af tiden og ånden.

Hvis man derimod træder et skridt tilbage, lader sig rive med og ignorerer redeligheden af uhistoriske detaljer... ja... så er 1864-serien en fantastisk gengivelse af tiden og ånden, der eksisterede dengang.

Afsnit seks viser os, at Dybbøl er langt fra København og beslutningstagerne. Scenerne er fremragende visualiseret i vidvinklen, hvor man ser Dybbøl Banke på afstand med barakkerne, møllen, skanserne, slottet og brohovedet på fastlandet, som det hele ses fra Sønderborgs bakker. Selv billedet af Sønderborg i flammernes vold er som taget ud af et træsnit i datidens aviser.

Krigens absurditet og rædsler

Men især nærbilledet imponerer med et kalas af nedslag, mudder, gryder, lagner, olielamper, telegrafmaskiner, pilefelt og jord, der risler ned langs siderne af løbegravene, mens den preussiske Røde Prins´ telt vugger i takt med, at granaterne affyres. Det er rigtigt godt lavet og sikkert hovedårsagen til det voluminøse budget, der ligger bag serien.

Dette bør danskerne huske, når de taler om serien. Hvis seerne har disse billeder og den store historie i baghovedet, har Ole Bornedal formået at give Danmarks befolkning et realistisk - omend ikke helt detaljemæssigt korrekt - billede af krigen, samt dens absurditet og rædsler. Det vil jeg gerne anerkende.

Derfor vil min opfordring være, at man som seer accepterer den præmis, at 1864-serien ikke er historisk korrekt. Faktisk er der så mange detaljer, som ville ødelægge tidsbilledet og gøre en skildring af dem alle for uoverskueligt til en serie på kun otte afsnit.

Umuligt at være fuldstændig historisk korrekt

Et eksempel på et sammenkog ser vi i scenen mellem Inge og den mandschauvinistiske læge, der mener, at kvinder ikke hører hjemme i et lazaret. Efter en kort diskussion med lægen, bliver Inge dog alligevel antaget til at pleje de sårede.

I virkelighedens detaljerige univers var verdens første Røde Kors delegation tilstede på Als og forsøgte at øve sin indflydelse. Danskerne er dog ikke særlig lydhøre og omtales af den udsendte som insulære. Desuden var et stort antal frivillige kvinder blevet afvist, og der er nok stof på den historie til at fylde et helt temaafsnit.

Men hvis Bornedal havde forsøgt at genskabe en detaljeret historisk korrekthed, ville det blive for tungt og for langtrukkent. I stedet får vi i én scene præsenteret essensen af det overordnede problem, nemlig at de danske lazaretter er et lidet ønskværdigt sted at opholde sig, og man ikke forstod at forbedre sig. Som drama fungerer det.

Dinesen, Gerlach og forhandlingerne i London

Ligeledes er Dinesens natlige angreb på det preussiske orkester næppe en virkelighedstro fremstilling af en enkelt begivenhed, men det viser seerne, at disse små fremstød fandt sted, både fra dansk og preussisk side.

Det samme kan vi sige om forhandlingsmødet mellem Moltke, Lundbye og Palmerston. I virkeligheden var der en lang række møder i London mellem april og juni, hvor tre andre danske forhandlere stivnakket nægtede at give sig en millimeter.

Dette diplomatiske spil ville sikkert fylde flere afsnit, hvis det skulle afbildedes i sin helhed. Og har seerne tålmodighed til at se det hele? Næppe. Desuden ville et temaafsnit om forhandlingerne udvide persongalleriet betydeligt. Nu får vi set det væsentligste, nemlig at danskerne er stivnakkede og tror, at de kan vinde. Der er et godt valg fra Bornedals side, at han laver sin afgræsning her.

På samme måde er scenen, hvor Sønderborg bombes, og general du Plat tilbyder overgeneral Gerlach at overtage kommandoen, trække hæren tilbage og stå til ansvar for konsekvenserne, en sammentrækning af hændelser fordelt over flere uger. Men det virker og fortæller seerne, hvad der var relevant i den store fortælling.

Johans talent for hypnose

Men alt er jo ikke fryd og gammen, og denne anmeldelse vil ikke være komplet uden et enkelt opstød, som jeg simpelthen ikke kan komme uden om. Bornedal har nemlig nogle mere eller mindre malplacerede elementer i serien. Spermkrukken i første afsnit var et morsomt indslag. Dyresex var et mere kuriøst valg, der dog retfærdigvis sørger for, at Morten Korch ikke kommer til at dominere.

Men Johans talent for hypnose, og nu hans overnaturlige evner, som kan fjerne Lausts lungebetændelse, symboliseret med en klump is, er for mig et meget alternativt redaktionelt valg, der næsten kun kan betegnes som genreforskydning.

Hvad skal vi med den isklump?

Selvfølgelig skal Bornedal tage sig nogle kunstneriske friheder. Det er næsten hans pligt og han gør det fremragende i et tidligere afsnit, med scenen der udspiller sig på statsministerens kontor, hvor løbende blod danner et dansk flag i vinduespartiet bag en tårevædet Monrad. Her ser jeg blodflaget, som et symbol på, hvad Monrad ser for sig. Det er en scene, som jeg vil huske længe.

Samme symbolik kan jeg ikke finde i isklumpen fra Lausts bryst. Scenen trækker ned på karakteren for dette afsnit. Hvad skal det dog til for? Lad nu bare Laust komme sig på normal vis. Selv dengang var det muligt at overleve lungebetændelse uden penicillin.

Overraskende familierelationer

Nutidslinjen har irriteret mig en smule gennem serien, men nu kommer den pludselig og overraskende til sin ret. Baronen og Claudia er nemlig i familie, og Peter er på en eller anden vis omdrejningspunktet i den overraskelse.

Desuden ser vi, hvorfor Bornedal har brugt sigøjnerfamilien i de første afsnit. Både for at illustrere at handlende valfartede til krigen for at tjene en skilling som de såkaldte markedstendere og for at samle nutidslinjen og datidslinjen. Mon ikke det er Didrichs voldtægtsbarn, som Peter senere tager ansvar for og som er en af Claudias forfædre?

Spanden er fyldt op med blod

Vi har set en gradvis opbygning af dramaet. Fra solskinsdækkede marker og barndommens uskyld i de første afsnit, til gråvejr med hvinende grise, en dansk sejr ved Mysunde, som vi ser på afstand, en "uafgjort" kamp ved Sankelmark, hvor vi kun ser eftervirkningerne af slaget, og nu til Dybbøl, hvor scenerne bliver gradvist mere dunkle. Vi er ved at være der nu. Blodspanden på lazarettet løber snart over. Jeg glæder mig til at se det.

Jeg giver topkarakterer for dette afsnit, minus en halv stjerne for isklumpen, der hives ud af Lausts bryst.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk