Skaber bag ny Netflix-satsning ’Bloodline’: Vi har lavet en 13-timers film

Thrillerserien ’Bloodline’ har premiere på Netflix i dag fredag, og ifølge skaberne bag er Netflix den perfekte platform for den nye serie, der går dybt ind i familiens mørke hemmeligheder.

I dag er der premiere på en ny original serie fra Netflix. Og Netflix' format har givet skaberne bag 'Bloodline' mulighed for at grave dybt ned i en families dystre hemmeligheder. På billedet ses Kyle Chandler og Ben Mendelsohn, der spiller to af seriens hovedroller.

Det er ikke et storladent politisk drama som ’House of Cards’, og vi bliver ikke fluen på væggen i et helt anderledes og ellers lukket miljø som fængselslivet i ’Orange is the New Black’.

Den nye originale serie-satsning fra Netflix hedder ’Bloodline’ og er en psykologisk thriller med base i Florida Keys, hvor vi følger en umiddelbart ganske almindelig familie med fire voksne søskende.

Florida Keys byder på både paradis-lignende kyster, men også skumle sumpe med alligatorer, og samme modsætning findes hos familien Rayburn. Udadtil er alt i den skønneste orden, men familien gemmer på en dyster hemmelighed og går en mørk fremtid i møde.

Den perfekte platform

Skaberne af ’Bloodline’ er trekløveret Todd A. Kessler, Daniel Zelman og Glenn Kessler, der også har stået bag serien ’Damages’. De er alle store fans af Netflix, og den online platform passer perfekt til den nye serie.

​Det fortæller Toss A. Kessler til DR Kultur i en direkte telefonlinje fra New York City.

- For os er Netflix det perfekte sted for vores fortælle-stil i serieform, og vi er gået til historien som en 13-timer lang film. Og det har ikke været muligt før Netflix, siger han og fortsætter:

- Vi kunne dykke dybere ned i nuancerne og tage os god tid til at udforske karaktererne og deres mange lag og vise detaljerne i familien, før thrilleren virkelig begynder, fortæller Todd A. Kessler.

Og det er ikke kun for skaberne bag ’Bloodline’, at Netflix er en fordel, mener Todd A. Kessler. Ifølge ham gør det også oplevelsen bedre for seriens publikum.

- Når der kommer et afsnit om ugen i fjernsynet, så misser publikum ofte et afsnit. Vi ved, at når folk begynder at følge denne serie, så vil de få mulighed for at se alle afsnittene. Og det gør noget godt for historiefortællingen, forklarer han.

Intet pres fra Netflix

Todd A. Kessler er klar over, at serien skal følge efter store Netflix-succeser, men han føler ikke noget pres over at skulle leve op til de andre serier.

- Vi skaber ikke en serie med det i tankerne. Vi skaber en serie, hvor vi lægger pres på os selv for at nå den kvalitet, vi stræber efter, siger han og fortsætter:

- Vi håber på at fortælle en historie, der er meget personlig. Og så er der selvfølgelig et pres over at skulle fortælle en historie, som alle kan blive berørt af, fortæller Todd A. Kessler.

For skuespilleren Kyle Chandler, der spiller hovedrollen som en af de fire søskende, var det netop kvaliteten og serie-skabernes vision for ’Bloodline’, der gav ham lyst til at medvirke.

- Jeg ledte efter en serie, som jeg synes var en ordentlig kvalitetsserie og var lidt anderledes. Da jeg havde mødtes med Todd, Glenn og Daniel og hørt deres ide, så var en af de ting, der fik mig med fra starten af, at de ville prøve noget nyt, som de ikke havde prøvet før, forklarer Kyle Chandler til DR Kultur fra New York City.

Fokus på familien

Todd A. Kessler fortæller, at han og de andre bag serien ofte snakker om familie, men de følte, at det var lang tid siden, familien var blevet udforsket i en serie. Derfor valgte de familien som fokus i ’Bloodline’.

- Vi ville gå dybt ind i familiens personlige forhold og familie-dynamikker mellem søskende og se på, hvordan vi alle sammen på en måde er fanget i roller i vores familie. Og vi prøver enten at passe ind i de roller eller at bryde ud af dem, fortæller han.

Og med ’Bloodline’ forsøger de ifølge Todd A. Kessler at udfordre sig selv og vise et familiedrama på en anden måde, ved også at lave det til en spændende og dyster thriller.

- Vi syntes, det ville være utroligt kraftfuldt at grave dybt ned i, hvordan familien fungerer og afsløre mørket. Publikum ved ofte mere end karaktererne, og der er mange lag i familien, der skal pilles af, fortæller Todd A. Kessler.

Alle 13 episoder af 'Bloodline' kan ses på Netflix fra i dag, fredag den 20. marts.