Skabte revolution for 20 år siden: Nu får ikonisk filmserie en opfølger

Trilogien 'The Matrix' får en fjerde film - og Keanu Reeves spiller med igen.

Skuespillerne Carrie-Anne Moss og Keanu Reeves vender tilbage i rollerne som Trinity og Neo i den kommende 'Matrix'-film. (Foto: Francois Guillot © Scanpix)

Er du vild med det dystopiske og computer-genererede univers i 'Matrix'-filmene? Så er der godt nyt.

Næste år – 21 år efter den ikoniske, første film i serien udkom – begynder det oprindelige hold bag filmserien nemlig at filme en fjerde film, der indtil videre bare har fået arbejdstitlen 'Matrix 4'.

Og ligesom i de tre forrige film vil man se Keanu Reeves i rollen som hackeren Neo og Carrie-Anne Moss som Trinity. Det skriver amerikanske Variety.

Men de to skuespillere er ikke de eneste, der kaster sig ind i Matrix-universet igen.

Lana Wachowski var med til at skabe og instruere de første film om computernørden Neo. Nu tager hun en film mere. (Foto: Frederic J. BROWN © Scanpix)

Oprindeligt var det brødreparret Laurence og Andrew Wachowski, der instruerede og skabte filmene. De har siden begge skiftet køn, og nu er det altså Lana Wachowski – tidligere Laurence – der både skal skrive og instruere den kommende film.

Instruktør er 'en sand visionær'

Hos filmselskabet Warner Bros. er bestyrelsesformand Toby Emmerich ikke til at skyde igennem af begejstring over, at Lana Wachowski er med på endnu en omgang med 'The Matrix'.

- Vi kunne ikke være mere lykkelige for at gå ind i 'The Matrix' igen med Lana. Lana er en sand visionær - en entydig og original kreativ filmskaber - og vi er begejstrede for, at hun skriver, instruerer og producerer dette nye kapitel i 'The Matrix'-universet, siger han.

For instruktøren selv er det oplagt at gå ind i filmenes digitale fremtidsunivers igen.

- Mange af de idéer, som Lilly (tidligere Andrew, red.) og jeg udforskede for 20 år siden om vores virkelighed, er endnu mere relevante nu. Jeg er rigtig glad for at have disse figurer tilbage i mit liv og taknemmelig for en ny chance for at arbejde sammen med mine strålende venner, udtaler Lana Wachowski.

Den seneste film i serien, 'The Matrix – Revolutions', udkom i 2003.

Facebook
Twitter