Skandinavisk streamingtjeneste vil satse på udlandet: Laver første engelske film med mesterinstruktør

Viaplay starter international satsning med film om abstrakt svensk maler af den Oscar-nominerede Lasse Hallström.

74-årige Lasse Hallström skal instruere den komme film 'Hilma', mens hans kone, Lena Olin (højre), og hans datter, Tora Hallström, deles om titelrollen som Hilma af Klint. (Foto: NENT Group © NENT Group)

Viaplay vil ikke bare være stor i Skandinavien.

Den nordiske streamingtjeneste satser hårdt på at få fat i et internationalt publikum.

Nordic Entertainment Group (NENT), der står bag Viaplay, skal inden udgangen af 2023 lanceres på ti internationale markeder, og derfor vil underholdningsselskabet udkomme med nordiske film på engelsk.

Derfor har man hyret en af Skandinaviens største filminstruktører, svenske Lasse Hallström, til at stå i spidsen for den første film.

Den 74-årige filminstruktør er blevet Oscar-nomineret i 'Bedste instruktør'-kategorien to gange, og han står blandt andet bag klassikere som 'Chocolat' med Johnny Depp, 'Æblemostreglementet' med Tobey Maguire og 'Hva' så, Gilbert Grape' med Jonny Depp og Leonardo DiCaprio.

Kvinden og den abstrakte kunst

Lasse Hallström kommende film hedder 'Hilma' og bliver samtidig Viaplays første originale film på engelsk.

- Jeg har ikke arbejdet på et filmset de seneste tre år, så det var på tide nu, siger den svenske instruktørlegende Lasse Hallström med et smil over et Zoom-opkald fra Stockholm.

Den svenske kunstner Hilma af Klint levede i årene 1862-1944 og anses som en af pionererne indenfor abstrakt kunst. Årstallet for fotoet er ukendt. (© ©Zeitgeist Films/Courtesy Everett Collection)

Meget af de seneste tre år har han brugt på at researche på den svenske pioner inden for abstrakt kunst, Hilma af Klint (1862-1944), der først efter sin død blev anerkendt og hyldet.

Hun blev født i Stockholm og udviklede et abstrakt billedsprog allerede i 1906 - længe før mandlige kunstnere som Wassily Kandinsky og Piet Mondrian, der ellers er blevet betragtet som forløberne til 1900-tallets abstrakte kunst.

- Hilmas livshistorie er historien om en kunstners ubarmhjertige søgen efter sandheden om universet og os selv på et tidspunkt, hvor mænd definerede alle regler. I den virkelighed formåede Hilma, på trods af uoverkommelige forhindringer, at skabe kunst, der påvirker og ændrer folks liv den dag i dag, siger Lasse Hallström.

En af årsagerne til, at Hilma af Klint først blev anerkendt og hyldet efter sin død, var, at hendes værker ikke blev udstillet, mens hun var i live.

I sit testamente skrev skrev hun nemlig, at de abstrakte værker ikke måtte vises for offentligheden før mindst tyve år efter hendes død, da hun var overbevist om, at omverdenen først dér ville forstå deres betydning.

Her ses store malerier af Hilma af Klint, som er udstillet på Guggenheim Museum i New York. (Foto: Johannes Schmitt-Tegge © Scanpix)

Værkerne blev først kendt af et større internationalt publikum for omkring ti år siden, og i dag anses hun som en af Sveriges mest kendte kunstnere.

Kone og datter deler hovedrolle

Optagelserne til 'Hilma' går i gang til september i Sverige, hvor instruktøren Lasse Hallström får familiært selskab på settet.

Rollen som Hilma af Klint er nemlig blevet tildelt til både hans kone, Lena Olin, og hans datter, Tora Hallström, som begge er skuespillere.

Og det er noget, som den rutinerede instruktør ser frem til.

- Det bliver fantastisk at have min familie omkring mig på settet. Jeg har arbejdet med min kone før på film, mens jeg kun har arbejdet med min datter, hvor hun har haft mindre roller, i to film.

- Det her er virkelig passionsprojekt for mig, og jeg glæder mig på en måde, som jeg sjældent gør, fordi vi har et stort budget, hvilket betyder, at jeg kan fortælle hele hendes livshistorie. Det er meget spændende, siger den svenske instruktør.

'Hilma' får efter planen premiere på Viaplay i 2022, og streamingtjenesten har som mål at udkomme med to engelsksprogede film om året.

I en digital præsentation lagde NENT Group vægt på at lave nordiske historier om kendte nordiske personligheder.

Her viste man blandt andet klip af H.C. Andersen, Karen Blixen, arkitekten Bjarke Ingels og den danske legetøjsgigant Lego, hvilket kunne indikere, at produktioner om disse personer og virksomheder kunne være på vej de kommende år.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk