Skeptisk anmelder var nervøs for ny Bille August-film. Men 'Lykke-Per' ender med at imponere

Bille Augusts storfilm ’Lykke-Per’ er blevet til mere end blot en romantisk filmatisering, mener DR's filmanmelder Per Juul Carlsen.

Esben Smed spiller rollen som Lykke-Per, mens Katrine Greis-Rosenthal ses i rollen som rigmandsdatteren Jakobe. (Foto: Rolf Konow © Nordisk Film)

Jeg ville lyve helt vildt, hvis jeg ikke begyndte med at indrømme, at jeg havde nervøse trækninger i hele fjæset inden Bille Augusts ’Lykke-Per’.

Litterære film i svulstige historiske kostumer er en svær afdeling i filmverdenen. Ofte vejer det litterære forlæg så massivt, at filmen ikke kan gøre sig fri og blive sig selv.

Det gælder især berømte litterære forlæg, den slags mange har et forhold til, og det er Henrik Pontoppidans ’Lykke-Per’ lige præcis.

En mastodont af en roman på omkring 900 sider, skrevet omkring år 1900, og fortolket og beundret som både en beretning om traumatiske far/søn-forhold, en samtidsroman om Danmark i forandring og en fortælling om en karrierenarkomans kamp med sig selv.

Et højtideligt, gammeldags dansk

En del af mine trækninger skyldes også Bille Augusts seneste kostumedrama, ’Marie Krøyer’, der ganske vist havde et sympatisk ønske om at gøre opmærksom på en kvindelig kunstmaler, som måtte stå i skyggen af sin mand og aldrig fik den store anerkendelse.

Men ’Marie Krøyer’ havde en uheldig fornemmelse af frilandsmuseum, at filmen var optaget i kulisser og kostumer, der alligevel stod fremme til turisters og søndagsgæsters fornøjelse.

Den havde ikke fornemmelsen af virkeligt snavset, rodet og fortumlet liv.

Mine nervøse anelser blev bekræftet i de første minutter af ’Lykke-Per’, da den strenge præstefar står i en gammel mørkebrun landstue og skælder løs på sin opsætsige søn, Peter, i et højtideligt, gammeldags dansk.

’Vogt dig!’, råber den gamle præst, og jeg fik en fornemmelse af at forsvinde ind i en forestilling, der skulle fortælle om gamle dage, mere end en moderne film med en tidløs fortælling.

Nervøse trækninger blev løst op

Naturligvis er højtideligt, gammeldags sprog i en moderne film en smagssag.

Skal man tale, som man gjorde på den tid, historien foregår? Eller modernisere sproget så nærværet bliver stærkere?

I en film som ’Lykke-Per’, der netop vil gøre Pontoppidans komplekse lykkejæger tidløs, giver det - i mine øjne - mest mening at søge netop nærværet.

Men efterhånden som Peter Andreas Sidenius alias ’Lykke-Per’ flyver gennem Københavns gader, på flugt fra sin fars formaninger og på jagt efter lykken som ingeniør, blev mine trækninger løst op.

Det gammeldags sprog blev ved, som da rigmandsdatteren Jakobe Salomon afviser sin unge bejler, Per, med ordene: ’Har De ikke så meget taktfølelse, at De kan forstå, at De skal holde Dem væk fra mig?’

Tæt på figurerne

Men der skete også noget i Københavns gader efterhånden som superegoisten Per bruger de mennesker, han møder, og smider dem væk, når han er færdig med dem.

Gaderne virkede levende, duftende af fremdrift og en verden i fremskridt. Bare at se Kongens Nytorv i sit klassiske udtryk, renset for det byggeroderihelvede, der har præget pladsen i de seneste 20 år, gav liv til fornemmelsen af år 1900.

Københavns gader bliver fortolket, mere end respektfuldt genskabt, i ’Lykke-Per’.

Men primært virker Bille August og hans hold mere optaget af at komme tæt på figurerne end på at genskabe et stykke historie.

Og det lykkes især at skabe noget, der er filmens helt eget, da vi står sammen med Per i udkanten af en sump og ser en af hans miljøvenlige visioner blive til virkelighed. En række vindmøller, der dræner sumpen og gør den til landbrugsjord.

Sådan nogle har vi ikke set før, hverken på museum eller på film. Det er overskud.

Se traileren til Lykke-Per her:

- Jeg havde forventet noget mindre

Det er kort sagt en svær opgave, Bille August har givet sig selv med at filmatisere Henrik Pontoppidans 900-siders romanklassiker.

Det er et helt liv, og et meget begivenhedsrigt liv, der skal koges ned til 165 minutter.

Jeg havde ikke forventet en film, der fyldte lige så meget som romanforlægget, som blev en mastodont af en fortælling i vor tid - og det havde Bille August formentlig heller ikke.

Jeg havde forventet noget betydeligt mindre, en tilforladeligt romantisk filmatisering.

En af den slags film som man altid kan forsvare med, at de introducerer nye generationer for et stykke vigtigt kulturhistorie.

Men ’Lykke-Per’ lander et sted midt i mellem, som en luksus-udgave af den klassiske litterære film - en film, der køligt og klogt holder sig til sine figurer og sine historier og glemmer at den er et kostumedrama.

Facebook
Twitter