Skete det lige!? 5 talkshows der bryder reglerne

Resultaterne er geniale, når Jokeren, Jada Pinkett-Smith og Letterman eksperimenterer med den klassiske talkshow-opskrift.

Det klassiske talkshow-format udfordres i disse år af bl.a. David Letterman (tv.) og Michelle Wolf (th.) på Netflix - og ikke mindst af Danmarks egen Jokeren og nogle stærke chilisaucer. (© Netflix)

En mand. Et skrivebord. En kendt gæst.

2-5 minutters halvlunken standup-komik til at sparke ballet i gang.

Sådan plejer recepten for det klassiske late night-talkshow at lyde, og værter som David Letterman og Jay Leno har været med til at gøre genren ultrapopulær.

En anden variant kunne være de klassiske 'daytime talkshows', hvor en kvindelig vært uddeler gaver til skrigende husmødre og taler med kendte mennesker, der enten er blevet skilt eller har tabt 40 procent af deres kropsvægt.

Heldigvis er der i 2018 flere muligheder end nogensinde før for at bryde med de gængse formater, da streamingtjenesternes fremkomst har gjort det muligt at glemme alt om programplanlægning og gamle traditioner for det efterhånden småslidte talkshow-format.

Her kommer fem eksempler på eksperimenterende talkshows, som er produceret uden for de traditionelle tv-kanalers stramme skabeloner.

(© Netflix)

The Break with Michelle Wolf (Netflix)

’The Break’ er et nyt talkshow, der lægger sig lunt imellem et traditionelt late show og et mere politisk ladet talkshow som eksempelvis ’The Daily Show’.

Komikeren Michelle Wolf er på mange måder ikke en oplagt talkshow-vært. Hun har en stemme som en tegneseriefigur, hun er ikke specielt kendt, og så er hun … ja, en kvinde.

Traditionelt set er late night-værter nemlig hvide mænd, så det er et friskt pust med Wolf, der er kendt for sin skarpe satire, og ikke mindst hendes kontroversielle roast af Donald Trump til den årlige ‘correspondent’s dinner’ i Det Hvide Hus.

Her sammenlignede hun Donald Trumps kampagneleder Sarah Huckabee med den sadistiske Aunt Lydia fra ’The Handmaid’s Tale’. Ouch. Wolf lægger heldigvis heller ikke fingre imellem i ’The Break’, som i den grad fortjener mere opmærksomhed.

(© First We Feast)

Hot Ones (YouTube)

Talkshows kan se ud på virkelig mange forskellige måder i 2018. En måde kan være interviewsituationer med kendte mennesker, hvor de spiser kyllingevinger dyppet i ekstremt stærke chili-saucer.

Det er i hvert fald opskriften i ’Hot Ones’, hvor vært Sean Evans i et lille webstudie får besøg af gigantiske A-liste-stjerner som Kevin Hart, Natalie Portman, Ricky Gervais og selvfølgelig chili-legenden over dem alle, danske Chili Klaus.

Langsomt bliver chilisaucerne stærkere og stærkere, mens spørgsmålene bliver mere og mere personlige, indtil det hele som regel resulterer i en fuldstændig nedbrudt kendisgæst.

Det er forbandet underholdende, og der kommer ofte overraskende gode interviews ud af det.

(© Netflix)

My Next Guest Needs No Introduction with David Letterman (Netflix)

David Letterman er en af de største talkshow-værter nogensinde. Mange har ham som deres absolutte favorit, som de voksede op med i 90’erne og 00’erne, hvor han sad bag skrivebordet i både ’Late Night’ og ’The Late Show’.

Derfor kom det som lidt af en overraskelse, da han stoppede på tv-kanalen CBS for i flere år at gå i hi og gro et imponerende fuldskæg som eneste nævneværdige ambition. Nu er han tilbage i et radikalt anderledes format.

Hvert program er helt nedskaleret, kun med Letterman på en scene med besøg af bare én gæst, som han selv ser op til, og som han mener, har gjort en forskel enten politisk eller inden for underholdningsindustrien.

Lettermans første gæst var Barack Obama, og det siger alt om programmets skyhøje ambitioner og vidner om en Letterman, der er blevet voksen, og som distancerer sig fra fortidens ironiske og til tider småprovokerende interviewstil.

(© Jokerens JuleFREAKSHOW)

Jokerens JuleFREAKSHOW (Youtube)

En overset og komplet sindssyg lille perle er Jokerens bizarre Youtube-show, hvor den legendariske rapper på sin helt egen måde interviewer kendte danskere på kanten til det gode selskab.

Showet blev sendt på Youtube hver adventssøndag sidste jul og rummede et sammensurium af musik, dans og interviews.

Pornostjernen Denise Klarskov, tidligere cykelrytter Jesper Skibby, tryllekunstneren Magiske Mr. Mox og dansktopsangeren Hannibal Hildorf er blandt gæsterne i det her show, hvor man får følelsen af, at alt kan ske.

Det er vanvittigt, fladpandet og ikke mindst uhyre underproduceret, men man har fornemmelsen af et enormt kultpotentiale, hvis den gode Joker Jay vælger at gøre det til en fast juletradition.

(© Facebook Watch)

Red Table Talk (Facebook Watch)

Jada Pinkett-Smith har sit eget talkshow på Facebook Watch.

Her tager hun ekstremt ømme og tabuiserede emner op sammen sin mor, Adrienne Banfield Norris, og datter, Willow Camille Smith, som i alt udgør tre generationer af kvinder og kendte gæster.

Diskussionsemnerne er alt lige fra moderskab og at miste til sex og meget andet.

Smiths tilgang er enormt personlig, og det er tydeligt, at hun brænder for at lave programmet, som er blevet en anelse overset på Facebooks egen streamingtjeneste.

Facebook
Twitter