Skete det lige?! Når tv graver virkelighedens mordgåder op og sætter politiet på arbejde ... igen

'True crime'-dokumentarer blomstrer i nutidens serielandskab, og vi kan ikke få nok. Men indimellem udfordrer genren også de moralske grænser.

Robert Durst afslører sig selv i 'The Jinx', og Marjorie Diehl-Armstrong skræmmer og fascinerer i 'Evil Genius'. (© HBO Nordic / Netflix)

En af de mest underholdende og grænseoverskridende dokumentarfilm på streamingtjenesterne lige nu er 'true crime'-fortællingen ’Evil Genius’. Her genåbnes sagen om 'The Pizza Bomber', hvor et mandligt pizzabud blev udstyret med en kravelignende bombe om halsen, der gik af og tog hans liv, efter at han var blevet tvunget til at røve en bank.

Det er en af de mest mystiske røverisager i nyere amerikansk historie, og filmens formodede gerningsperson Marjorie Diehl-Armstrong er med sine barberede øjenbryn og høje IQ både uhyggelig og fascinerende på én og samme tid.

Men dokumentarserien underholder ikke bare, den rejser også en lang række af etiske spørgsmål angående 'true crime'-genren.

Grænseoverskridende underholdning

Den populære krimigenre har, siden den legendariske podcast ’Serial’ i 2016 tog verden med storm, spundet den ene succesfulde dokumentar efter den anden af sig. Hvis ikke man ved, hvad 'true crime' dækker over, så lad mig hurtigt forklare.

'True crime' er kort fortalt en gennemgang af en kriminel handling, og i nyere tid forbinder vi især genren med visuelt overlegent fortalte dokumentarfilm, der dykker dybt ned i potentielle morderes psykologi og som regel, ved at genåbne gamle sager, sætter gerninger og domme i nyt og ofte tiltrængt kritisk lys.

Men det er vigtigt at påpege, at formatet også har en lang række indbyggede potentielle faldgruber, for hvor fiktionelle krimiserier som ’Broen’ og ’Forbrydelsen’ i deres essens bygger på ikke-virkelige figurer og hændelser, er der i de genåbnede 'true crime'-sager tale om virkelige mennesker, hvis liv kan påvirkes kraftigt af denne underholdningsform.

Spørgsmål om god presseetik, hensynet til eventuelle pårørende i sagerne og et essentielt moralsk dilemma om, hvornår noget er for ømtåleligt til at blive omdannet til let underholdning, rejser sig.

Her er fire eksempler på, hvornår 'true crime' har udfordret de moralske grænser.

'Evil Genius' formodede gerningsperson Marjorie Diehl-Armstrong er med sine barberede øjenbryn og høje IQ både uhyggelig og fascinerende. (© Netflix)

'Evil Genius' viser brutal henretning

Denne spritnye dokumentar starter ud med amatøroptagelser, hvor sagens mordoffer, pizzabuddet Brian Wells, har en bombe om halsen, som går af og slår Wells ihjel.

Selvom det er en fascinerende start på serien, og at de unikke optagelser har været vist før, fik jeg personligt en lidt dårlig smag i munden. Netflix har mulighed for at nå ud til millioner af mennesker, og der vil formentlig være mange, der ikke regnede med, at de skulle se en mand omkomme på deres fladskærm en tilfældig tirsdag aften.

Desuden må det være hårdt for Brian Wells’ familie at skulle genopleve hele sagen, blot for at vi andre kan få vores behov for serieunderholdning dækket.

Dog skal det påpeges, at dokumentarserien tager Wells i forsvar og graver videre i en sag, som aldrig blev ordentligt afsluttet fra politiets side.

'Evil Genius' kan ses på Netflix

Sagen om den forsvundne svindler og familiefar Henrik Haugberg Madsen er komplet vanvittig fra start til slut. (Foto: Michael Bager © TV2)

'Drabet Uden Lig' tilbageholder vigtig information

TV2’s nye bud på en vaskeægte dansk 'true crime'-dokumentar er som underholdning succesfuld på alle punkter.

Sagen, som flere aviser omtalte som 'Bøssegangsterdrabet', om den forsvundne svindler og familiefar Henrik Haugberg Madsen er komplet vanvittig fra start til slut, og personerne involveret i sagen er alle vildere end det meste fra fiktionens verden.

Specielt den ene af de to dømte mordere, den afdøde Henriks samlever, 'partner in crime' og formodede kæreste Bo Madsen, kan vække hovedbrud hos seeren.

Gennem samtlige afsnit nægter han sig skyldig, og det er jo sådan med god underholdning, at man som serieskaber både tilbageholder information, og bevidst forsøger at vildlede seeren i håb om mere spænding.

Langt hen ad vejen taler Bo Madsen sin sag ret godt, men som pårørende må det være ubehageligt at se en dokumentar, som sår tvivl om den dømte gerningsmands egentlige skyld - specielt når TV2 i sidste afsnit selv kommer med yderligere beviser på, at Bo Madsen er skyldig.

Til gengæld er det vildt at se, hvordan TV2’s journalister formår at skaffe nye DNA-beviser i sagen, der viser, at Henrik Haugberg Madsen med stor sandsynlighed er død og ikke forsvundet, som der ellers bliver spekuleret i begyndelsen af serien. Hans lig er nemlig aldrig blevet fundet.

Med ægte mennesker involveret er ’Drabet Uden Lig’ endnu et eksempel på, hvorfor genren kan være problematisk og på samme tid forløsende og vigtig.

'Drabet Uden Lig' kan ses på TV2 Play

Adnan Syed blev fængslet for mordet på Hae Min Lee på trods af yderst sparsomme beviser. (Foto: Carlos Barria © Ritzau Scanpix)

'Serial' skabte stærke følelser omkring en dømt morder

'True crime'-genren kan dateres langt tilbage, men der er ingen tvivl om, at den for tiden helt store interesse kom i kølvandet på noget så uventet som en lille (men ikke desto mindre genial) podcast om sagen mod Adnan Syed, der sidder fængslet for mordet på hans medstuderende Hae Min Lee - på trods af yderst sparsomme beviser.

’Serial’-skaberen Sarah Koenig beskrev på smukkeste vis den komplekse sag, og på trods af manglen på visuelle virkemidler, står historien om den unge Adnan den dag i dag stadig helt klart i de flestes bevidsthed.

Jeg havde personligt aldrig før fulgt en sag så tæt, og via Koenigs interviews med Adnan Syed følte jeg næsten, at jeg kendte ham så godt, at det virkede usandsynligt, at han kunne have begået mordet.

Men selvom Koenig gør et fremragende stykke arbejde, når det kommer til at opridse sagens detaljer, får man som lytter aldrig et fuldt overblik på niveau med de politifolk og advokater, som har beskæftiget sig med sagen i årevis.

Det kan være farligt, da følelser hurtigt kan erstatte fakta, i og med at vi følger et smukt, blomstrende venskab mellem Koenig og Syed. Det synes på en måde forkert, specielt set i lyset af, at Hae Min Lees pårørende ikke udtalte sig i podcasten.

Bonusinfo: ’Serial’ har haft stor indflydelse og åbnet op for nye høringer i sagen. Desuden er HBO i gang med en moralsk opfølger til ’Serial’ i form af en dokumentarfilm, der følger de seneste års udvikling i sagen om Adnan Syed.

'Serial' kan høres på podcastens hjemmeside

Den formodede morder Robert Durst afslører sig selv ved en fejl efter et interview i forbindelse med tilblivelsen af 'The Jinx'. (© HBO Nordic)

'The Jinx' fælder formodet morder

Min stærkeste oplevelse med en true crime-dokumentar er uden tvivl instruktør Andrew Jareckis ’The Jinx’, hvor den mærkelige rigmand Robert Durst interviewes i forbindelse med det mystiske spor af mord, han slæber efter sig.

I seriens sidste scene har Durst glemt at få mikrofonen pillet af skjortekraven, og det kommer der et eminent stykke seriehistorie ud af. Han mumler for sig selv på toilettet “There it is. You’re caught. What the hell did I do? Killed them all of course.” (Så er den der. Du er fanget, Hvad i helvede gjorde jeg? Dræbte dem selvfølgelig, red.)

Det er så tæt på en tilståelse, som man kan komme. Inden dette sidste øjeblik har dokumentarskaberne ligeledes fundet så godt som håndfaste beviser på, at Durst er skyldig. Men i stedet for at videregive beviserne til politiet, konfronterer de selv Durst og risikerer dermed at ødelægge den ellers stærke sag mod ham.

Han blev senere varetægtsfængslet, men det kunne være sket tidligere, hvis beviserne var blevet indsendt hurtigere.

'The Jinx' kan ses på HBO Nordic

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter