Skide godt! Netflix sender vigtigt signal med ny superheltefilm

'Project Power' emmer af diversitet, mod og fabelagtigt skuespil.

Power-pillens kræfter sætter frygtelige og fantastiske hændelser i gang i 'Project Power'. (Foto: Courtesy of Netflix © © 2020 Netflix)

Skide godt, Netflix!

Det kan godt være, at mange af idéerne i Netflix-filmen 'Project Power' er set før, men den føles alligevel som et frisk mentolpust i en superheltegenre, hvor mod er erstattet af dollartegn, og hvor mange har det med filmene som med tømmermændsånde.

I ved, man lugter af selvdød ged og gammel skoletaske, og man har den der overbevisning om, at NU er det altså også sidste gang. Men så sidder man der jo igen ugen efter...

I 'Project Power' befinder vi os i et fattigt kvarter i New Orleans, hvor en ny mystisk pille bliver distribueret til nabolagets pushere. En pille, der kan give dig en unik, individuel superkraft i fem minutter. Eller den kan dræbe dig – du ved det ikke, før du prøver.

Jamie Foxx, Joseph Gordon-Levitt og Dominique Fishback indtager hovedrollerne, men også rapper og skuespiller Machine Gun Kelly og skuespiller Rodrigo Santoro (på billedet) er på rollelisten. (Foto: Netflix © © 2020 Netflix)

Skuespil i verdensklasse

Dominique Fishback, der indtil videre nok er mest kendt for sin rolle som den prostituerede Darlene i serien 'The Deuce', spiller teenage-pusheren Robin i 'Project Power'. For at tjene penge til medicin til sin mor er hun endt i narkohandel og sælger nu den mystiske Power-pille.

Og træk mig nu baglæns ind i fuglekassen, hun spiller godt! Både naturligt og nærværende. Hun er uden tvivl filmens emotionelle centrum, også selvom hun er omgivet af Hollywood-stjerner.

Hun er flankeret af Joseph Gordon-Levitt og Jamie Foxx, der giver den som henholdsvis en afdanket New Orleans-politimand afhængig af superpillen, og Art, en tidligere soldat, der er blevet eksperimenteret på, og som har givet et muteret supergen videre til sin datter, der nu er kidnappet af pillernes ophavsmænd- eller kvinder.

Og så går den vilde jagt – Art jagter Robin, der måske ved, hvem hun får pillerne fra, og politimanden jagter Art, der efterlader et slimet spor af død og vold.

Det unge stjerneskud Dominque Fishback leverer en pragtpræstation og lever i den grad op til sine erfarne kolleger. (Foto: Skip Bolen © © 2020 Netflix)

Et rodet, men relevant univers

Du sidder måske nu og tænker "pyha, det lyder indviklet og rodet?" Og du har ret! Filmen lider af at ville søsætte et helt univers med stof, der nok egner sig mere til serie-formatets udstrakte tidslinje.

Men ærlig talt, så havde jeg ikke tid til at dvæle så meget ved manglerne, selvom der var en del, for jeg blev charmeret af skuespillernes kemi og investeret i filmens sociale kommentar.

'Project Power' viser et samfund, hvor dem på bunden mangler både muligheder og midler til at frigøre sig fra ghettoen. Derfor er de perfekte forsøgsdyr til den nye superpille. De drømmer nemlig alle om muligheden for at blive ekstraordinære, for at skille sig ud og gøre en forskel. Og pillen synes som en nem smutvej opad og ud af fattigdommen.

39-årige Joseph Gordon-Levitt har været med i et hav af store – og meget forskellige – film, blandt andet '500 days of summer', '50/50 og 'Inception'. I 'Project Power' spiller han politimanden Frank. (Foto: Skip Bolen/NETFLIX © © 2020 Netflix)

Den gængse superheltefilm døjer ofte med glittede overflader og konsekvensløse katastrofer. Det er ikke noget, jeg normalt har indvendinger mod, men når man som i 'Project Power' virkelig kommer ned på gulvet, hvor problemerne måske er små i global skala, men uoverstigelige på individ-niveau – ja, så virker det pludselig virkelighedsfjernt at svæve over skyerne med for eksempel Superman.

Netflix viser vejen

Desperationen hos beboerne i ghettoen og filmens tre frontfigurer giver filmen spidse politiske albuer. Den tør sætte en pusher som film-heltinde, have en ghetto som skueplads og sidst men ikke mindst have to ud af tre hovedroller i en anden farve end hvid.

'Project Power' viser endnu en gang, at Netflix ikke er bange for at gå forrest og spille med diversitetsmusklerne.

Jamie Foxx er en mand med mange talenter. Han har vundet Oscars for sit skuespil, har været nomineret til en Grammy for sine evner som pianist og har solgt flere platin-plader som RnB-sanger. I 'Project Power' spiller han eks-soldaten, Art. (© © 2020 Netflix)

Det er ikke mere end en måned siden, at Netflix forargede de let-forargede med superheltefilmen 'The Old Guard', hvor to homoseksuelle mænd spillede fremtrædende roller.

Nu er de så på banen igen med endnu et vigtigt skridt i den rigtige retning og et fedt signal til Hollywood om, at det sagtens kan lade sig gøre.

Det klæder både Netflix og i særdeleshed filmen 'Project Power', der måske ellers var endt i den ordinære suppedas.

(Foto: Poster design by MOCEAN © Netflix)
Facebook
Twitter