Skuespiller: Dødsfald gør det for smertefuldt at være med i ny ’Love Actually’

Skuespiller Emma Thompson og instruktør Richard Curtis er enige om, at Thompson ikke skal være med i den nye kortfilm på grund af medspiller Alan Rickmans dødsfald sidste år.

Emma Thompson spillede Karen i 'Love Actually' fra 2003. Her ses hun til et pressearrangement for filmen 'Skønheden og udyret' i London. (Foto: Neil hall © Scanpix)

Når BBC til marts viser opfølgeren til filmen ’Love Actually’, bliver det uden en rolle til skuespilleren Emma Thompson.

Det bekræfter den britiske skuespiller over for det britiske nyhedsbureau Press Association.

I filmen fra 2003 spiller hun karakteren Karen, der er gift med Harry, som bliver spillet af Alan Rickman. Men Alan Rickmans dødsfald for omkring et år siden gør det for svært for hende at være med, fordi de privat var tætte venner.

Det er både hun og instruktør Richard Curtis blevet enige om.

- Richard skrev til mig og sagde, at de ikke kunne skrive noget til mig på grund af Alan, og jeg sagde, nej, selvfølgelig, det vil være alt for smertefuldt, siger hun til Press Association.

- Vi tænkte over det flere gange, og det virkede bare forkert. Det var absolut den rigtige beslutning, siger den britiske skuespiller.

Flere af de skuespillere, som var med i ’Love Actually’ vil også være med i 2’eren – blandt andre Hugh Grant, Liam Neeson, Bill Nighy, Keira Knightley og Colin Firth.

Den ti minutter lange opfølger til den prisbelønnede film vil foregå 14 år efter den oprindelige films handling.

Kortfilmen bliver lavet i anledning af den såkaldte Red Nose Day, der samler penge ind for at bekæmpe fattigdom.