Skuespiller fra 'The Simpsons' undskylder: 'Jeg medvirkede til strukturel racisme i 30 år'

Skuespilleren Hank Azaria fortryder, at han lagde stemme til den ikoniske 'The Simpsons'-figur.

Skuespilleren Hank Azaria lagde stemme til figuren Apu i 'The Simpsons' fra 1990 til 2020. (Foto: Willy Sanjuan © Scanpix)

Den animerede tv-serie 'The Simpsons' har snart kørt i imponerende 32 sæsoner, hvilket har betydet, at folk verden over er kommet på fornavn med figurerne Bart, Lisa, Marge og Homer.

En af dem, der har lagt stemme til flere af 'Simpsons'-figurerne, er den amerikanske skuespiller Hank Azaria.

Han har lagt stemme til den indiske kioskejer Apu, siden producenterne bag serien skabte karakteren i 1990. Men det stoppede brat sidste år efter flere års kritik af fremstillingen af den indiske kioskejer.

- Vi har aftalt, at jeg ikke længere skal stå for stemmen, sagde Hank Azaria i januar sidste år, da nyheden kom frem.

I podcasten 'Armchair Expert' giver den 56-årige Hank Azaria nu flere detaljer om, hvad årsagen var til, at han stoppede med at lægge stemme til Apu. Det skriver mediet Deadline.

Han fortæller, at der kom et kulturelt skift i animationsbranchen, hvilket betød, at man ikke længere mente, at farvede karakterer kunne indtales af hvide skuespillere.

Samtidig undskylder han for at have været en del af "den strukturelle racisme" ved at have lagt stemme til Apu Nahasapeemapetilon, som er kioskejerens fulde navn.

- Dele af mig føler, at jeg er nødt til at gå rundt til hver eneste indiske person og personligt undskylde, hvilket jeg faktisk har gjort i nogle tilfælde, siger Hank Azaria ifølge Deadline.

Han opfordrer også andre animerede serier til at lave forandringer, når det kommer til repræsentationen hos stemmeskuespillere.

- Hvis der er tale om en indisk, latino eller sort karakter, så lad den person lægge stemme til karakteren. Det er mere autentisk, og de vil også bringe deres egen erfaringen ind i rollen, siger han.

Apu i 'The Simpsons' er kioskejer, han har mange børn, og han lever i et arrangeret ægteskab. Det mente dokumentaren 'The Simpsons – sjov eller racisme? gjorde figuren til en racistisk stereotyp. (© 20 Century Fox)

Kritisk dokumentar gjorde indtryk

Kritikken rettet mod kioskejeren Apu begyndte for alvor i 2017, da en dokumentar af den indisk-amerikanske komiker Hari Kondabolu satte fokus på rollen.

Dokumentaren 'The Simpsons – sjov eller racisme?' handlede om 'The Simpsons'-karakteren, som komikeren påstår er skabt med udgangspunkt i racistiske stereotyper.

Det drejer sig blandt andet om Apus job som kioskejer, at han har mange børn, og at han lever i et arrangeret ægteskab.

Da Hank Azaria så dokumentaren, gik det op for ham, at han ikke længere kunne lægge stemme til Apu.

- Som en hvid mand kunne jeg ikke se konsekvenserne af stereotyperne, fordi jeg ikke selv mærkede det på egen krop, siger han.

Fra hans eget perspektiv var karakteren Apu dog skabt med gode intentioner, men:

- Bare fordi der var gode intentioner, betyder det ikke, at der ikke var ægte negative konsekvenser, som jeg er ansvarlig for, siger Hank Azaria ifølge Deadline.

Forud for sæson 32 af 'The Simpsons', som nu er tæt på afslutningen, stoppede Hank Azaria også med at lægge stemme til Homer Simpsons arbejdskollega Carl Carlson, der er sort.

Årsagen var, at tv-stationen Fox, der står bag 'The Simpsons', ikke længere ville lade "hvide skuespillere lægge stemme til ikke-hvide figurer."

Andre skuespillere fra animationsserier som 'Big Mouth', 'Family Guy' og 'Central Park' har tidligere sagt stop til at lægge stemmer til karakterer, som ikke har deres egne hudfarve.

Herhjemme fik animationsselskabet Pixar tidligere på året kritik for at caste Nikolaj Lie Kaas som stemmen til den sort jazzmusiker Joe i animationsfilmen 'Sjæl'.

Nikolaj Lie Kaas afviste efterfølgende kritikken på Facebook og sagde, at det skulle handle om, hvem der var bedst til jobbet - ikke hudfarve.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk