Skuespiller kommet til skade under Far til Fire-optagelser

Skuespiller Bodil Jørgensen er onsdag morgen kommet til skade under optagelser til ny Lille Per-film.

Bodil Jørgensen er blevet kørt på hospitalet efter en ulykke under filmoptagelser på Mandø. (Foto: © Thomas Holmby Hansen, DR)

Skuespilleren Bodil Jørgensen er onsdag morgen kommet til skade under filmoptagelser i Vester Vedsted ved Mandø, skriver BT.

- Der er sket en ulykke under optagelserne til filmen, og Bodil Jørgensen er blevet kørt på hospitalet. Det er alt, hvad jeg ved på nuværende tidspunkt, fortæller direktør i ASA-Filmproduction, Henrik Møller-Sørensen, til avisen.

Ifølge producenten skulle hun ikke være livsfarligt kvæstet. Ulykken har dog været så dramatisk, at filmselskabet afbryder optaglelserne af den nye Far til fire-film.

Filmholdet modtager krisehjælp

Tidligere skrev avisen Jydske Vestkysten, at to personer var kommet til skade under optagelserne til den nye Far til fire-film.

Ifølge avisens oplysninger er skuespiller Kurt Ravn også kørt til sygehuset, men han er ikke kommet skade, oplyser Henrik Møller-Sørensen til bt.dk

Alle optagelserne til Lille Per-filmen er nu aflyst, og i stedet bliver der givet krisehjælp på filmsettet.

- Ulykken skete under optagelserne til filmens afslutningsscene, hvor der også deltager politifolk, og én af de betjente, der var på stedet, er tilfældigvis uddannet i at give psykologhjælp, siger Henrik Møller-Sørensen til BT.

Filmer 'Far til fires vilde ferie'

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 06.40 i morges. Optagelserne er i disse dage i gang ved Vadehavet.

Bodil Jørgensen spiller Fru Sejersen i filmen, mens Kurt Ravn er onkel Anders.

Filmen skal hedde 'Far til fires vilde ferie'. Sigrud Philip Dalgas skal igen spille Lille Per, mens Jesper Asholt spiller faren.

Også Karoline Hamm, Rasmus Johnbeck og Emilie Werner Semmeltoft spiller med i filmen, der ventes at få premiere i efteråret 2015.