Skuespiller Niels Weyde er død

Den danske skuespiller Niels Weyde er død efter et længere sygdomsforløb, oplyser hans familie.

(Foto: Mingo © mingofotografi.dk)

Skuespilleren Niels Weyde, der er kendt fra en lang række film og tv-serier, måske særligt rollen som Frank Hvams svigerfar i 'Klovn'-universet, sov onsdag stille ind i en alder af 72 år.

Det skriver hans familie i et offentligt tilgængeligt opslag på hans Facebook-profil.

- Alt foregik fredfyldt og smukt, og Niels var omgivet af nærmeste familie i en kærlig og rolig atmosfære på Herlev Hospital. De sidste par dage har været en rutsjebanetur, hvor der er blevet grædt, grinet, snakket og krammet - alt i Niels' ånd, med ham som centrum, skriver familien og fortsætter:

- Vi ved, at Niels betød utroligt meget for rigtigt mange mennesker, også flere end vi kunne nå at kontakte inden hans død, men vi er rigtigt taknemmelige for dem, der nåede at komme frem, og Niels nød hvert sekund af jeres besøg.

Medvirkede i utallige tv-serier

Niels Weyde blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1982 og medvirkede i 30 år i en lang række teaterforestillinger rundt omkring i landet.

Men også på film og tv har han haft utallige roller, blandt andet i tv-serierne 'Nynne', 'Borgen', '2900 Happiness' og altså 'Klovn', hvor han spillede den hårdt prøvede svigerfar til Frank Hvams hovedkarakter.

Endelig har han lagt stemme til massevis af tegnefilm, heriblandt 'Smølferne' og 'Peter Plys'.

Ud over at arbejde som skuespiller underviste Niels Weyde også i retorik på Skuespillerakademiet i København.

Facebook
Twitter