Skuespilleren Morten Grunwald har kræft

Skuespilleren Morten Grunwald er ramt af lungekræft, og sygdommen har spredt sig, siger han til Se og Hør.

Morten Grunwald måtte melde fra til et Olsen-banden-arrangement i anledningen af filmenes 50 års-jubilæum. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Morten Grunwald, som har haft en lang karriere som instruktør og skuespiller, har lungekræft.

Det oplyser han til Se og Hør.

- Jeg vil godt sige det - så der ikke er alle mulige hemmelighedskræmmerier om det - at jeg har lungekræft. Det er metastaser, der har spredt sig, siger Morten Grunwald.

Han er især folkelig kendt fra filmserien 'Olsen Banden', hvor han spillede sammen med Poul Bundgaard og Ove Sprogøe.

Har sagt nej til strålebehandling

Morten Grunwald meldte for nylig fra til Nordisk Films 'Olsen Banden'-arrangement i anledning af filmenes 50 års-jubilæum.

Han forklarede til Ekstra Bladet, at han havde meldt fra til arrangementet på grund af sygdom.

Han oplyser, at han har sagt nej til den kræftbehandling, som danske læger har tilbudt ham.

- Jeg har fået tilbudt strålebehandling, men det vil jeg ikke. Jeg er 83 år. Jeg ved ikke, om der er måneder eller længere, men så er det det. Jeg har haft et langt og godt liv, siger han til Se og Hør.

Morten Grunwald vil ikke kommentere sin sygdom yderligere til Ekstra Bladet.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk